|
|
|
Dette er en beskrivelse af mit allerførste møde med
erhvervslivet, Sterling Foto i Skælskør.
Jeg ved, at chefen, Hans Ove Læsø Petersen aldrig har læst en linje
om personalepleje. Eller om kundepleje. Men aldrig siden har
jeg været et sted, hvor begge dele fungerede så godt. Det
kom indefra. Og det smittede af på alle.
Det var en arbejdsplads, men mest af alt var det én stor familie. En god
familie, vel at mærke. |
Sterling Foto
Sterling Foto i Skælskør
befandt sig ca. ¾ oppe ad Algade, når man kom fra havnen, hvor
damperen ”Skjelskør”, der dengang besejlede Agersø og Omø, havde
kajplads.
Butikken ligger der stadig, men da jeg skriver om noget, der skete
i 1963-64, og så meget er ændret i mellemtiden, har jeg valgt at
sætte det hele i datid.
Algade 22 var det helt præcist, og allerede med nummer 30 hørte
hovedgaden op. Det skal siges, at der i nr. 22 var fire
forret-ninger, og sådan var det også med flere andre husnumre. Det
strakte ligesom gaden lidt. Og på den anden side af Algade nåede man vist også op på nr. 49.
Den tætteste på havnen af de fire
forretninger i nr. 22 var Sterling Foto, hvis tilbagetrukne indgangsdør var
nabo til en tilsvarende dør til en hatteforretning.
Huset var til facaden i gule mursten, mens man på bagsiden havde
brugt nogle billigere og malet det gult. I midten var der
en port, og til venstre for den igen to spejlvendte butikker, hvor
de solgte henholdsvis briller og brød.
I porten, der førte ind
til en stor baggård, var der til begge sider indgange med trapper
til lejlighederne oven på butikkerne.
I en af dem boede ”fotograffamilien”, dvs. Hans Ove Læsø Petersen, hans kone, Tove ”Tut”, børnene Ole og Lis samt en
”grisehandlerhund”, sommetider reagerende på navnet Mickey.
På et tidspunkt udvidede de deres boligareal med lejligheden
ovenover, og som havde skråvægge.
De fire butikker var
lige store, men alligevel med den forskel, at der til
fotoforretningen hørte en lav udbygning i gården med et
lille baglokale, hvortil der også var adgang udefra ad en grønmalet
dør med vindue foroven.
Til venstre for den var der et småsprosset vindue i hele facadens længde, og det fortsatte et par meter rundt om hjørnet, indtil det mødte en ny tilbygning, der rummede mørkekammeret. Tidligere havde det taget et stort hjørne af baglokalet.
Venner af huset, og det var mange, gik den
vej ind, i stedet for gennem butiksdøren i Algade, og altid, når
vejret tillod det, stod den indbydende åben.
Der, hvor der i hatteforretningen og hos brillemageren var
baglokale/værksted, var der i Sterling Foto et atelier til
portræt-fotografering.
Bagerforretningen havde ind mod nr. 24 en endnu større tilbygning
med bageri.
Gården, der var
brostensbelagt, rummede desuden garager bag grønmalede porte og i
den fjerneste ende tømrermester Hans Larsens værksted. Hos ham
arbejdede min ligeledes fotointeresserede morbror, Holger, som også
var en hyppig gæst i Læsøs baglokale.
I
tømrerværkstedsbygningen var der til venstre en smal port, som forbi
en have ledte ud til Pistolstræde.
Pistolstræde er forsvundet. Det samme er tømrermesterbygningen og
omtalte have. Gården har mistet sin intimitet, hvis det overhovedet
kan kaldes en gård længere. Udsigten er en Netto og en Superbrugs.
Man har i det hele taget ikke været god mod Skælskør, men det er en anden historie.
|
|
Sterling Foto var en kombination af fotohandel og fotografvirksomhed.
Sidstnævnte drejede sig først og fremmest om portrætfotografering, men
der var også mange andre opgaver. Politiet fx kom med optagelser, der skulle fremkaldes og behandles diskret. Jeg
husker billeder af en mand, der havde skudt sig selv gennem
munden. Det var sort-hvid, men alligevel et ualmindeligt
grimt syn.
Det mest krævende, tidsmæssigt var dog den daglige fremkaldelse og
billedfrem-stilling af amatørfilm.
I årene omkring 1962-63 blev der lidt uden for Skælskør opført et
kæmpestort olieraf-finaderi. Her skulle der hver
måned tages billeder af arbejdspladsen fra bestemte vinkler,
således at man på hovedkvarteret i USA kunne se, hvordan
byggeriet skred frem.
De skulle leveres i format 24 x 30 cm
eller deromkring, sort-hvid.
|
 |
|
Omel på vej ned fra en
oliebeholder med Sinar'en på nakken. Det var et såkaldt
pladekamera, der brugte negativformat 9 x 12 cm, og hvor
for- og bagstykke kunne vinkles, så man undgik "styrtende"
linjer.
|
 |
|
Der skulle
blandt andet tages billeder
fra toppen af den store, mørke oliebeholder, der ses her. Man kravlede op ad den
lodrette stige til venstre og balancerede på en ca. 50 cm
bred kant og med et kun ca. 40 cm højt værn over til den
modsatte side af beholderen. Til begge sider var der cirka
15 meter ned. Jeg var kun med én gang.
|
Jeg kom i Sterling Foto næsten hver eftermiddag fra begyndelsen af 1963, mens jeg gik i 2. g på Slagelse Gymnasium og gennem hele 3. g. plus i sommerferierne til og med 1965. Når jeg ser tilbage, er det, målt i år, jo en ganske kort tid. Men den har betydet uendelig meget for mig.
Jeg gik til hånde, hvor jeg kunne. Jeg elskede at sælge, at
demonstrere et kamera, rådgive. Og jeg fik lov. Selv ikke, når det
gjaldt dyre kameraer, forsøgte ”mester” at tage over. Han nærede en
enorm tillid til sit personale, og det blev gengældt af et ikke
mindre engagement fra alle ansatte.
Det var i det
lille baglokale, sjælen var.
Lige inden for døren til venstre hang
telefonen. Skælskør 465 var nummeret.
|
I provinsen havde
telefonerne dengang hverken drejeskive eller tryktaster.
Man drejede på et håndsving, løftede røret og ventede,
til en dame, en telefonistinde, på telefoncentralen trak en ”prop”
ud og sagde ”Centralen” eller ”Skælskør”. Så bad man om nummeret.
Hvis jeg ville ringe til min hjemmegående mor, bad jeg om nr. 663,
og hvis jeg ville bestille en billet til aftenens
biografforestilling i Kosmorama i Algade 15, og i hvis baggård
centralen havde til huse, sagde jeg ”nr. 25” og fik fat i en munter
frøken, på vel min mors alder og med fornavnet Jelva. Hun passede
billetsalget fra ca. klokken 16 om eftermiddagen.
Om formiddagen
ekspederede hun i Wienerbageriet, længere nede ad Algade. Det
tilhørte hendes familie.
|
Ved siden af telefonen
var der blevet plads til et akvarium, og ellers var der bordplader
under de småsprossede vinduer, således at der kunne retoucheres, sorteres og
beskæres billeder.
I bunden af lokalet var "kontoret" med skrivebord, en grøn kontorskrivemaskine og diverse mapper. Dette var jo mange år før fotokopieringsmaskinen, faxmaskinen og computeren. Til venstre bag skrivebordet førte en dør ind i mørkekammeret.
En meget stor, nærmest kommodelignende ting rummede karton til opklæbning af billeder og havde en varmepresse stående oven på sig.
Bag den var der en stejl trappe ned til kælderen med skyllerum og vådmørke-kammer og til højre for den, dvs. lige ved døren ud til gården var der et trin og en dør, der førte ind til atelieret og videre til butikken.
I midten af rummet var der plads til, at man sommetider kunne stille et lille bord ind og omkring det holde fælles frokost eller
fejre andre begivenheder.
|
Af medarbejdere kan
nævnes Omel, Preben Omel, der var uddannet damefrisør, og som
sammen med sin kone, Else i flere år havde drevet frisørsalon i
Skælskør. Det kedede ham imidlertid, og kort efter, at Læsø havde
overtaget forretningen, blev han ”nr. 2”.
Jeg husker ham som en
festlig fyr og et fantastisk menneske. Han fandt hurtigt sammen med
den meget yngre Helene, som nogle år før var blevet udlært fotograf,
og hvorefter han forlod kone og fire børn. Det var noget, der blev
talt om i en lille by.
 |
"Familien" er rykket
udenfor. Fra venstre Helene, Morten, Hanne, Læsø, jeg selv,
18 år, Omel, Ole, fru Læsø, Lis.
Ole Læsø blev desværre ikke ret
gammel, 13 år, tror jeg. Han døde i efteråret 1966 af
leukæmi.
Blot halvandet år før havde han været en glad og frisk dreng.
Billedet her er fra foråret 1963. |
I slutningen af 1963 startede
Omel og Helene sammen en fotoforretning i Algade i Vordingborg (Hepo Foto) og købte et lille
hus i en landsby udenfor.
Sidst jeg hørte om dem, og det er nok ti år siden, var Helene blevet
hjemmehjælper, og Omel arbejdede ikke mere.
Så var der Hanne, som
var fire år ældre end jeg, og som blev udlært, mens jeg kom der. Hun
blev nogle år senere gift og forlod vist arbejdsmarkedet.
Og Morten, som også var elev. Han var enormt glad for piger og
havde sin jævnlige gang blandt sygeplejeeleverne på Gigt-sanatoriet og
på sygehuset.
Han besøgte Lisbeth og mig nogle
gange, efter at vi var flyttet til København, og han var med til
vores bryllup – det var Læsø og fru Læsø i øvrigt også - men så
mistede vi kontakten med ham.
Jeg ved, at han startede
en fotoforretning i Slagelse. Den gik imidlertid ikke, og han fik
ansættelse i København.
Mange år senere erfarede
jeg, at Morten var død, efter sigende af forskellige former for
misbrug. Trist.
Lisbeth arbejdede også hos Læsø i to sommerferier, første gang i 1964 efter vores studentereksamen.
Jeg spurgte Læsø, som ikke kendte hende, om hun muligvis kunne få noget
feriearbejde, og foreslog, at hun så
kunne komme og tale med ham.
Svaret var, at det var ikke nødvendigt. Når jeg sagde god for hende, var det alt nok.
Hun kunne bare starte.
|
 |
| Lisbeth 1964. Der er dækket op i gården I anledning af vores forlovelse. Til venstre Morten og delvist skjult bag hende min gamle skolekammerat, Erik, som i 1967 blev gift med Lisbeths
veninde, Lizzie. |
|
|
|
Tiltaleformer
I begyndelsen af
tresserne var man endnu ikke automatisk dus. Faktisk skulle
der gå 10-15 år, før det rigtigt slog igennem.
Til de ældre sagde man De, mens de ældre til de unge kunne
sige du. Her sagde de ældre De og Hanne, De og Helene, men
du og Morten og du og Gregers.
Vi sagde De og Læsø, De og Omel, De og fru Læsø. De unge sagde du
til hinanden og fornavn. Helene og Omel var naturligvis dus.
|
Der kom jævnligt repræsentanter. Nogle nåede kun til disken i butikken, mens andre
blev modtaget med stor glæde. Det gjaldt især en, der hed Nesgaard,
og som arbejdede i et firma, der hed BICO.
Han kom altid midt på
formiddagen, og han gik først langt hen på eftermiddagen. Jeg tror,
at han simpelthen satte hele dagen af til det i forvejen anmeldte besøg. Og i
Sterling Foto gjorde man nogenlunde det samme.
Til frokost blev der
dækket op i det lille baglokale. Alle deltog og lod
sig kun afbryde af butiksklokken eller et eller andet nødvendigt
gøremål med billederne.
Som det andetsteds er
nævnt, drev Læsø og hans kone Sterling Foto i 45 år, indtil 2001. Nogle år før de sluttede,
var foto-forretningen blevet udvidet med
hatte-forretningen ved siden af; i atelieret var der ikke længere
fotolamper, kamera og baggrundspapir, men en fremkaldemaskine, der
stod og spyttede 10 x 15 cm farvebilleder ud af sig selv, og
mørkekammeret blev brugt til andre formål.
Men stemningen var lige til de sluttede, den
samme gode, som den var i 1960’erne.
|