Sterling Foto - én stor familie

INDHOLD
Personen bag
Uddannelse, jobs og undervisning
Familie og interesser mv.

Foto
Sterling Foto
Billeder uden farver
Hvad undervisning kan føre til

Mere om foto samt billeder finder du på mansfeldt.net:

Musik
Min musik
Dirigenter som nat og dag
Markante stemmer
Biler
Biler i min barndom
Bilvalg
Hi-fi
Lyd på bånd og andet
Opleve
Rejser nær og fjern
Diverse
Ros fra uventet kant
I skole i 50'erne

Fra case til kilt
Sku' det være en kilt?
Realklassen 50 år efter
 
Startsiden
 

Dette er en beskrivelse af mit allerførste møde med erhvervslivet, Sterling Foto i Skælskør.
   Jeg ved, at chefen, Hans Ove Læsø Petersen aldrig har læst en linje om personalepleje. Eller om kundepleje. Men aldrig siden har jeg været et sted, hvor begge dele fungerede så godt. Det kom indefra. Og det smittede af på alle.
  Det var en arbejdsplads, men mest af alt var det én stor familie. En god familie, vel at mærke.

 

Sterling Foto

Sterling Foto i Skælskør befandt sig ca. ¾ oppe ad Algade, når man kom fra havnen, hvor damperen ”Skjelskør”, der dengang besejlede Agersø og Omø, havde kajplads.
   Butikken ligger der stadig, men da jeg skriver om noget, der skete i 1963-64, og så meget er ændret i mellemtiden, har jeg valgt at sætte det hele i datid.  
   Algade 22 var det helt præcist, og allerede med nummer 30 hørte hovedgaden op. Det skal siges, at der i nr. 22 var fire forret-ninger, og sådan var det også med flere andre husnumre. Det strakte ligesom gaden lidt. Og på den anden side af Algade nåede man vist også op på nr. 49.
   Den tætteste på havnen af de fire forretninger i nr. 22 var Sterling Foto, hvis tilbagetrukne indgangsdør var nabo til en tilsvarende dør til en hatteforretning.
   Huset var til facaden i gule mursten, mens man på bagsiden havde brugt nogle billigere og malet det gult. I midten var der en port, og til venstre for den igen to spejlvendte butikker, hvor de solgte henholdsvis briller og brød.
   I porten, der førte ind til en stor baggård, var der til begge sider indgange med trapper til lejlighederne oven på butikkerne.
   I en af dem boede ”fotograffamilien”, dvs. Hans Ove Læsø Petersen, hans kone, Tove ”Tut”, børnene Ole og Lis samt en ”grisehandlerhund”, sommetider reagerende på navnet Mickey.   
   På et tidspunkt udvidede de deres boligareal med lejligheden ovenover, og som havde skråvægge.


De fire butikker var lige store, men alligevel med den forskel, at der til fotoforretningen hørte en lav udbygning i gården med et lille baglokale, hvortil der også var adgang udefra ad en grønmalet dør med vindue foroven.
   Til venstre for den var der et småsprosset vindue i hele facadens længde, og det fortsatte et par meter rundt om hjørnet, indtil det mødte en ny tilbygning, der rummede mørkekammeret. Tidligere havde det taget et stort hjørne af baglokalet.
   Venner af huset, og det var mange, gik den vej ind, i stedet for gennem butiksdøren i Algade, og altid, når vejret tillod det, stod den indbydende åben.
   Der, hvor der i hatteforretningen og hos brillemageren var baglokale/værksted, var der i Sterling Foto et atelier til portræt-fotografering.
   Bagerforretningen havde ind mod nr. 24 en endnu større tilbygning med bageri.
   Gården, der var brostensbelagt, rummede desuden garager bag grønmalede porte og i den fjerneste ende tømrermester Hans Larsens værksted. Hos ham arbejdede min ligeledes fotointeresserede morbror, Holger, som også var en hyppig gæst i Læsøs baglokale.
   I tømrerværkstedsbygningen var der til venstre en smal port, som forbi en have ledte ud til Pistolstræde.
   Pistolstræde er forsvundet. Det samme er tømrermesterbygningen og omtalte have. Gården har mistet sin intimitet, hvis det overhovedet kan kaldes en gård længere. Udsigten er en Netto og en Superbrugs.
   Man har i det hele taget ikke været god mod Skælskør, men det er en anden historie.
 

Sterling Foto var en kombination af fotohandel og fotografvirksomhed.
   Sidstnævnte drejede sig først og fremmest om portrætfotografering, men der var også mange andre opgaver. Politiet fx kom med optagelser, der skulle fremkaldes og behandles diskret. Jeg husker billeder af en mand, der havde skudt sig selv gennem munden. Det var sort-hvid, men alligevel et ualmindeligt grimt syn.
   Det mest krævende, tidsmæssigt var dog den daglige fremkaldelse og billedfrem-stilling af amatørfilm.

I årene omkring 1962-63 blev der lidt uden for Skælskør opført et kæmpestort olieraf-finaderi. Her skulle der hver måned tages billeder af arbejdspladsen fra bestemte vinkler, således at man på hovedkvarteret i USA kunne se, hvordan byggeriet skred frem.   
   De skulle leveres i format 24 x 30 cm eller deromkring, sort-hvid.
  

Omel på vej ned fra en oliebeholder med Sinar'en på nakken. Det var et såkaldt pladekamera, der brugte negativformat 9 x 12 cm, og hvor for- og bagstykke kunne vinkles, så man undgik "styrtende" linjer.
 

Der skulle blandt andet tages billeder fra toppen af den store, mørke oliebeholder, der ses her. Man kravlede op ad den lodrette stige til venstre og balancerede på en ca. 50 cm bred kant og med et kun ca. 40 cm højt værn over til den modsatte side af beholderen. Til begge sider var der cirka 15 meter ned. Jeg var kun med én gang.
 

Jeg kom i Sterling Foto næsten hver eftermiddag fra begyndelsen af 1963, mens jeg gik i 2. g på Slagelse Gymnasium og gennem hele 3. g. plus i sommerferierne til og med 1965. Når jeg ser tilbage, er det, målt i år, jo en ganske kort tid. Men den har betydet uendelig meget for mig.  

Jeg gik til hånde, hvor jeg kunne. Jeg elskede at sælge, at demonstrere et kamera, rådgive. Og jeg fik lov. Selv ikke, når det gjaldt dyre kameraer, forsøgte ”mester” at tage over. Han nærede en enorm tillid til sit personale, og det blev gengældt af et ikke mindre engagement fra alle ansatte.

Det var i det lille baglokale, sjælen var.
   Lige inden for døren til venstre hang telefonen. Skælskør 465 var nummeret.

I provinsen havde telefonerne dengang hverken drejeskive eller tryktaster.  Man drejede på et håndsving, løftede røret og ventede, til en dame, en telefonistinde, på telefoncentralen trak en ”prop” ud og sagde ”Centralen” eller ”Skælskør”. Så bad man om nummeret. Hvis jeg ville ringe til min hjemmegående mor, bad jeg om nr. 663, og hvis jeg ville bestille en billet til aftenens biografforestilling i Kosmorama i Algade 15, og i hvis baggård centralen havde til huse, sagde jeg ”nr. 25” og fik fat i en munter frøken, på vel min mors alder og med fornavnet Jelva. Hun passede billetsalget fra ca. klokken 16 om eftermiddagen.
  Om formiddagen ekspederede hun i Wienerbageriet, længere nede ad Algade. Det tilhørte hendes familie.

 

Ved siden af telefonen var der blevet plads til et akvarium, og ellers var der bordplader under de småsprossede vinduer, således at der kunne retoucheres, sorteres og beskæres billeder.
   I bunden af lokalet var "kontoret" med skrivebord, en grøn kontorskrivemaskine og diverse mapper. Dette var jo mange år før fotokopieringsmaskinen, faxmaskinen og computeren.  Til venstre bag skrivebordet førte en dør ind i mørkekammeret. 

En meget stor, nærmest kommodelignende ting rummede karton til opklæbning af billeder og havde en varmepresse stående oven på sig.   
   Bag den var der en stejl trappe ned til kælderen med skyllerum og vådmørke-kammer og til højre for den, dvs. lige ved døren ud til gården var der et trin og en dør, der førte ind til atelieret og videre til butikken.

I midten af rummet var der plads til, at man sommetider kunne stille et lille bord ind og omkring det holde fælles frokost eller fejre andre begivenheder. 

Af medarbejdere kan nævnes Omel, Preben Omel, der var uddannet damefrisør, og som sammen med sin daværende kone, Else i flere år havde drevet frisørsalon i Skælskør. Han ville meget hellere beskæftige sig med foto, og kort efter, at Læsø havde overtaget forretningen, blev han ”nr. 2”.
   Jeg husker ham som en festlig fyr og et fantastisk menneske. Han fandt hurtigt sammen med den meget yngre Helene, som nogle år før var blevet udlært fotograf.

"Familien" er rykket udenfor. Fra venstre Helene, Morten, Hanne, Læsø, jeg selv, 18 år, Omel, Ole, fru Læsø, Lis.
   Ole Læsø blev desværre ikke ret gammel, 13 år, tror jeg. Han døde i efteråret 1966 af leukæmi.
   Blot halvandet år før havde han været en glad og frisk dreng. Billedet her er fra foråret 1963.    Anledningen har muligvis været Læsøs 36 års 
fødselsdag.

I slutningen af 1963 startede Omel og Helene sammen en fotoforretning i Algade i Vordingborg (Hepo Foto) og købte et lille hus i en landsby udenfor.

Så var der Hanne, som var fire år ældre end jeg, og som blev udlært, mens jeg kom der. Hun blev nogle år senere gift og forlod senere Sterling Foto, dog uden nogensinde at miste kontakten med familien.
   Og Morten, som også var elev. Han var enormt glad for piger og havde sin jævnlige gang blandt sygeplejeeleverne på Gigt-sanatoriet og på sygehuset.
   Han besøgte Lisbeth og mig nogle gange, efter at vi var flyttet til København, og han var med til vores bryllup – det var Læsø og fru Læsø i øvrigt også - men så mistede vi kontakten med ham.
   Jeg ved, at han startede en fotoforretning i Slagelse. Den gik imidlertid ikke, og han fik ansættelse i København.
   Mange år senere erfarede jeg, at Morten var død. Trist. Jeg havde tilbragt mange gode timer med ham.

Lisbeth arbejdede også hos Læsø i to sommerferier, første gang i 1964 efter vores studentereksamen.
   Jeg spurgte Læsø, som ikke kendte hende, om hun muligvis kunne få noget feriearbejde, og foreslog, at hun så kunne komme og tale med ham.
   Svaret var, at det var ikke nødvendigt. Når jeg sagde god for hende, var det alt nok. Hun kunne bare starte.

Lisbeth 1964. Der er dækket op i gården I anledning af vores forlovelse. Til venstre Morten og delvist skjult bag hende min gamle skolekammerat, Erik, som i 1967 blev gift med Lisbeths veninde, Lizzie.

 

Tiltaleformer
I begyndelsen af tresserne var man endnu ikke automatisk dus. Faktisk skulle der gå 10-15 år, før det rigtigt slog igennem.
   Til de ældre sagde man De, mens de ældre til de unge kunne sige du. Her sagde de ældre De og Hanne, De og Helene, men du og Morten og du og Gregers.
   Vi sagde De og Læsø, De og Omel, De og fru Læsø. De unge sagde du til hinanden og fornavn. Helene og Omel var naturligvis  dus.
 

Der kom jævnligt repræsentanter. Nogle nåede kun til disken i butikken, mens andre blev modtaget med stor glæde. Det gjaldt især en, der hed Nesgaard, og som arbejdede i et firma, der hed BICO.
   Han kom altid midt på formiddagen, og han gik først langt hen på eftermiddagen. Jeg tror, at han simpelthen satte hele dagen af til det i forvejen anmeldte besøg. Og i Sterling Foto gjorde man nogenlunde det samme.
   Til frokost blev der dækket op  i det lille baglokale. Alle deltog og lod sig kun afbryde af butiksklokken eller et eller andet nødvendigt gøremål med billederne.   

Læsø og hans kone drev Sterling Foto i 45 år, indtil 2001. 
   Nogle år før de sluttede, var foto-forretningen blevet udvidet med hatte-forretningen ved siden af; i atelieret var der ikke længere fotolamper, kamera og baggrundspapir, men en fremkaldemaskine, der stod og spyttede 10 x 15 cm farvebilleder ud af sig selv, og mørke-kammeret blev brugt til andre formål.
   Men stemningen var lige, til de sluttede, den samme gode, som den var i 1960’erne.

Efterskrift 17. oktober 2012
Tut Læsø døde i 2009. Jeg hørte det først længe efter. Preben Omel døde for nogle måneder siden. I dag var jeg til Ove Læsøs begravelse. Han blev, ligesom Omel, 85 år  og døde efter få dages sygdom. Han var frisk til det sidste, fortalte hans datter Lis. De var alle prægtige mennesker, som jeg aldrig vil glemme.

[gå til toppen af siden]

[gå til toppen af siden]

[gå til toppen af siden]

© 2008-2012 Gregers Mansfeldt gregm.dk