Skole i 50'erne - eller bare barn

INDHOLD

Personen bag

Foto

Musik

Biler

Hi-Fi

Opleve

Diverse


 

ANDRE HPs

Siden 1957 har min store interesse været fotografering. Adicted to Photography handler om min hobby. På engelsk og tysk.
 
I 1996 prøvede jeg for første gang en kilt. Det var i Edinburgh. Jeg købte den ikke. Men senere har jeg købt nogle stykker. Og jeg bruger dem.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Randbemærkninger

50'erne

For fuldstændighedens skyld og for eventuelle unge læsere (mentalt er det, der ligger mere end 10-20 år før ens egen fødsel, oldtid) bør det måske nævnes, at:

 

I 1952 var der endnu ikke TV i Danmark. Det kom først nogle år senere.
 
Radio hørtes kun med æterstøj fra mellembølgesenderen København (program 2) og langbølgesenderen Kalundborg (program 1). Det nu snart forældede FM-bånd fandtes ikke.
 
Danmarks Radio, dengang Statsradiofonien, havde monopol på at sende radio og senere tv.
 
Regnemaskiner var mekaniske og kunne hverken gange eller dividere.
 
Breve blev skrevet i hånden. I firmaer fandtes der mekaniske skrivemaskiner - uden slet- og ret-tast. Og uden stavekontrol.


Fotokopieringsmaskiner eksisterede ikke. Skulle nogen have kopi af noget, brugte man carbon-papir mellem hvert ark. Mere end fire kopier var det ikke muligt at lave, og fjerde kopi var nærmest ulæselig.
 
Posten kom ud hver dag. I byerne var der to omdelinger om dagen, i hvert fald til firmaer.
 
Grammofonplader var af lak, der gik i stykker, hvis man tabte dem. Vinylpladen kom først i 1955, og den holdt sig på markedet i over 30 år, hvor den tabte slaget til CD'en. Inden da havde den været truet af kassettebåndet, som for længst er historie.
 
Meget få familier havde bil.
 
Telefon var en stor sort ting med håndsving og en ledning ind i væggen.
 
Computeren lå 35-40 år ude i fremtiden. iPad'en endnu længere borte. Og internettet og Google.
 
Køleskabe begyndte så småt at finde vej ind i hjemmene.
 
Supermarkeder og selvbetjeningsbutikker var ukendte. Første danske supermarked åbnede i 1955. Det var lille.
 
Fotografering var baseret på film, der skulle fremkaldes, hvorefter der blev lavet små sort/hvide billeder fra dem. Farvefilm, især som lysbilleder, dukkede op.
 
Kun få rejste til udlandet. Europa var stadig mærket efter 2. verdenskrig.
 
De fleste voksne havde kun gået syv år i skole.
 
Man sagde De, Dem og Deres til voksne, man ikke kendte.
 
Titler havde stor betydning, og brugtes generelt i stedet for fornavn.
 
Kvinder var i høj grad et appendix til deres mænd: fx sagde man fru ingeniør Petersen, hvis hr Petersen nu var ingeniør.
 
Hr, fru og frøken var i det hele taget vigtige begreber.
 
Gifte kvinder arbejdede typisk ikke, medmindre de var "medhjælpende" hustruer i mandens virksomhed eller forretning, eller familien var økonomisk afhængig af hendes indtjening.
Manden var derfor for det meste eneforsørger og familiens overhoved. Konen var husmoder, som fik husholdnings- og lommepenge udbetalt af manden.
 
Vuggestuer havde man derfor ikke, og børnehaver var der meget få af.

 

Man kunne få meget mere for pengene end i dag.
Der var 1-øre-, 2-øre-, 5-øre-, 10-øre- og 25 øre-mønter.
En Pinocchio-kugle kostede 1 øre. De blev solgt i løsvægt, dvs. de blev talt op af slikmutter og lagt i en pose, foldet af brunt papir.
Der var i Vestergade, på højre hånd, når man kom fra havnen og cyklede ad bakken op mod rådhuset en lille slikbutik. Her parkerede Erik og jeg tit vores cykler, når vi efter frokost kørte til skole, gik ind i det meget lille lokale og fik 10 eller 13 eller 20 kugler talt op, alt efter hvor mange penge, vi kunne skrabe sammen. Så vi havde noget at forsøde eftermiddagstimerne med, selvom det var totalt forbudt.
En hot dog ved Bengtsons bordeauxrøde pølsevogn ved havnen, lige hvor damperen fra og til Agersø og Omø,"Skjelskør" lagde til, kostede 55 øre.
Prisen for en tørkage hos bageren i Strandgade var 25 øre.
Det samme kostede en firkantet ispind fra Coba-isvognen ved siden af pølsevognen.
 
Varer blev pakket ind i forretningerne. Plastikposen var ikke opfundet.
 
Voksne arbejdede også om lørdagen, men kun til klokken 14. De havde kun to ugers ferie om året.
 
 
Butikkerne skulle lukke senest klokken 17.30 på hverdage. Fredag måtte de dog holde åbent til klokken 20. Lørdag til klokken 14.
Søndag havde kun bladkiosker åbent. Og de måtte kun sælge blade og aviser.

Noget helt særligt var MAN.
"Man" bestemte langt henad vejen alting. "Man" var omgivelsernes formodede mening, og selvom ingen nogen nogensinde havde set eller mødt "man", havde man en klar antagelse om, hvad "man" gjorde, eller især, hvad "man" ikke gjorde.
 
Man klædte sig meget anderledes, ja faktisk helt omvendt af i dag. Når man havde fri, tog man ekstra fint tøj på. Søndagstøj.
 
Shorts til voksne var nærmest bandlyst i byer. De var kun til stranden mv.
 
Piger og damer gik i kjole og nederdel.
 
Mænd havde de facto monopol på bukser. For voksne kvinder var bukser utænkelige før 70'erne.
 
Både mænd og kvinder gik med hat, når de var udendørs. På Algade i Skælskør var der en hatteforretning.



Der var adskillige købmænd, bagere og slagtere i byen.
 

På den internationale bane var der krig i Korea (1950-1953).
I 1956 lukkede Gamal Abdel Nasser, Ægyptens hersker, Suez-kanalen. Det førte til, at Israel, England og Frankrig foretog en invasion i Ægypten. Sovjetunionen truede med at atombombe London og Paris.
Samtidig forsøgte Ungarn at frigøre sig for Sovjetunionens undertrykkelse. Oprøret blev hårdt slået ned. Danmark og andre lande modtog flygtninge fra Ungarn. De viste sig at være hurtigt integrerbare i samfundet.
I slutningen af 50'erne krævede Sovjetunionen, at Vestberlin (midt i det russiskdominerede Østtyskland) skulle omdannes til en afmilitariseret fristad. Da det ikke lykkedes, byggedes i augsust 1961 (det år, vi fik realeksamen) Berlinmuren, der stod til 1989.
Sammenfattende kaldtes det den kolde krig - fordi den ikke førte til væbnet konflikt mellem øst og vest. Men den påvirkede vores forældre. Og da vi blev lidt ældre, også os. Frygten for en rigtig krig, en 3. verdenskrig var stor.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 



 

Har du gået i Skælskør skole for 55-60 år siden, vil navnene sikkert sige dig noget. Ellers kan du betragte det som et tidsbillede på skolegangen i en dansk provinsby fra start-halvtredserne til lidt ind i tresserne med reference til børns datidige vilkår.

 

Skolestart

Min første skoledag var den 1. april 1952, hvor jeg begyndte i 1.a i Skælskør Borger- og Realskole.  Af uransagelige årsager havde man et helt specielt skoleår. Det gik fra 1. april til 31. marts. Dvs. at man tre måneder inde i skoleåret skulle holde sommerferie.  Dette, kombineret med min fødselsdato betød, at jeg var 7 ¾ år ved skolestarten.  Børnehaveklasser eksisterede ikke, og børnehaver var ikke noget, "pæne" folks børn gik i. Så man kom direkte fra mors skørter og i skole. 

 

Vores klasseværelse havde nummer 1, og gennem skoleinspektørens have – han havde kontor og bolig i den bygning – kunne man skimte fjorden og Harboes Bryggeri på den anden side. Det var meget mindre end i dag.

 

Den første dag lærte vi bogstaverne i og o, og snart var vi i stand til at stave til so, ko, is, si, Ole osv. Danskbogen hed "Ole Bole går i skole". 

 

Den gamle skolebygning rummede fire klasseværelser i hver ende. Midten af bygningen var skoleinspektørens domæne. Når man gik op ad trappen, der dengang så anderledes ud, og gik ind ad døren, lå klasseværelse nr. 1 til højre, bag de "tilmurede" vinduer. Vi havde det første år tre timer om dagen. A-klassen gik i skole om eftermiddagen, B-klassen om formiddagen.

 

Vores klasselærer var ganske ung, hed Jensen og kørte på knallert, dengang en cykel med en slags påhængsmotor.  Officielt hed en knallert vist også langt ind i tresserne cykel med hjælpemotor. Han var, hvad man ville kalde en moderne lærer. Den eneste på Skælskør skole.

Han arrangerede, kort tid efter at vi var startet, en udflugt til sine forældres gård mellem Flakkebjerg og Slagelse. Vi oplevede dyr på nærmeste hold og legede.

Desværre rejste han efter få måneder og blev erstattet af en stribe vikarer.

 

Mig. Billedet er dateret 11. december 1952, dvs. jeg er otte år og præcis fire måneder gammel, går i første klasse og har store flyveører.

Klassekvotienter, der ville noget

Klassen var stor. Et eller andet sted mener jeg at kunne huske, at der var omkring 40 elever, da vi startede i 1. klasse, men det er nok for meget. Et billede, der må være fra 1. eller 2. klasse, viser 36 børn, 18 drenge og 18 piger.

 

A-klassen oktober 1952 eller 1953.
A-klassen oktober 1952 eller 1953. Mest sandsynligt er 1952. En Nielsen har afløst en supergod Jensen. Jensen må være sluttet få måneder efter, at vi startede i skolen, muligvis i forbindelse med sommerferien. Nielsen beholdt vi heller ikke så længe. Han var også en ganske anderledes karakter end Jensen. Hans koleriske temperament fik ham adskillige gange til at smadre pladen på katederet ned fra lodret stillling. Og et par pegepinde måtte også fornys.
Og os børn? Det er 64 år siden, billedet blev taget, men jeg prøver. Fra venstre mod højre, og med god bistand fra Erik.
Bagerste række: Jørn, Knud, Hans-Jørgen, Georg, Flemming Z-P. Peter P, Ole, Otto, Bjarne, Leif, Niels Christian, Kurt.
Midterste række: Torben, Erik, Gregers, Preben, Flemming, Peter S. Henny, Hanne, Lis, Tove, Birgitte.
Forreste række: Tvillingerne Inger og Bodil, ? , Grethe Butzbach, Lindis, Dorthe, Ebba, Anne-Dorthe, Mimi, Lis R, Ingrid, Sonja?, Anni.
Hvis de er rigtige, mangler der kun navn på én.

 

Delt skole

Efter fire års underskole blev klasserne delt, og man kom i mellemskolen, enten i eksamenslinjen eller i "fri mellem". Da der kun var 7 års tvungen skolegang, kunne man forlade skolen efter 3. mellem, også hvis man gik i eksamenslinjen, men så uden eksamen. Det gjorde rigtig mange, især af drengene, der ville have læreplads i håndværksfag. 

 

De fleste sluttede nok efter fire år med en mellemskoleeksamen. Resten gik enten i realklassen og fik realeksamen eller søgte i gymnasiet.

 

Det sidste gjorde dog kun cirka 7 % af en årgang, hvilket fik vores rektor på Slagelse Gymnasium til i sin velkomsttale at betegne de nye 1.g'ere som "blomsten af Danmarks ungdom".

 

I eksamensfri mellem gav det sig selv. Der var kun tre klassetrin, og derfor sluttede skolegangen automatisk efter tre år.

 

Bygningen for eksamensmellem og realklassen. I min tid var hovedindgangen i midten ad en bred stentrappe. Siden er den flyttet nogle gange i forbindelse med an masse tilbygninger – til færre elever.

 

Man lærte ikke fremmedsprog i fri mellem. Heller ikke fysik, kemi og matematik. I arbejderhjem var det imidlertid dengang en udbredt opfattelse, at børn blot skulle lære at læse, skrive og regne (de fire regnearter) og derefter ud og tjene penge, og det levede den linje således fint op til.  Det var givetvis mere opbevaring end læring, der fandt sted i østfjøjen af den gamle skolebygning.
Vores 3. mellem blev forlænget med tre måneder, fordi man da endelig tilpassede skoleåret til det normale, dvs. med start i august. Jeg havde ikke noget imod det. Jeg var vældig glad for at gå i skole, også på trods af det, jeg fortæller i det efterfølgende, men de, der havde tænkt sig at gå ud, og det var en hel del, var sure over forlængelsen.

  

På rad og række

Første time begyndte klokken 8, og når klokken ringede, stillede man sig klassevis op i rækker, to og to.  En efter en fik hver klasse så lov at gå ind i bygningerne. Jo før rækken stod pænt, jo før fik klassen som regel lov til at gå ind. Det havde naturligvis størst betydning, når det var regnvejr. Proceduren gentog sig efter hvert frikvarter.

   

Hjem for at spise frokost

Timerne var på 50 minutter, og frikvartererne på 10. Efter fire timer, når klokken var 11.50, var der 50 minutters spisepause.  Det var nok til, at praktisk talt alle, der boede i byen, cyklede hjem. Dér ventede mødrene med varm mad ikke blot til dem, men også til deres mænd, der ligeledes kom hjem.  Min far kom ved 12-tiden, hvorefter vi spiste, og når jeg klokken 12.30 cyklede tilbage til skolen – sammen med min gode klassekammerat, Erik, som jeg "hentede" på Carl Medingsvej, hvor han boede hos sin morfar og mormor – lagde han sig på sofaen for at få en lille lur på en halv times tid eller mere, inden han gik eller cyklede tilbage til sit arbejde.

 

I skole til 15.30 og om lørdagen

Om eftermiddagen kunne man have op til tre timer, dvs. til klokken 15.30. På gode dage var det måske kun en enkelt, og det mest almindelige var to timer, dvs. til 14.30.  Man gik naturligvis også i skole om lørdagen, og i hvert fald et år var det til klokken 15.30. Sidste time var sløjd, som jeg hadede.

Udenadslære

Systemet byggede på udenadslære, årstal, salmevers og grammatiske regler. Megen udenadslære bliver forældet eller irrelevant, eller er det allerede fra starten, men grammatiske regler kan jeg godt acceptere udenadlært, ja de er en forudsætning for flere sprog, bl.a. tysk og latin.

Klasseværelset

Klasseværelserne var ret store og med højt til loftet. Langs den ene endevæg var der i nogle klasselokaler et 20-25 cm højt og måske halvanden meter bredt podie. På det stod på midten eller til venstre, nærmest vinduerne, katederet, der var lærerens ophøjede plads. I andre stod det blot på gulvet. Men læreren var stadig ophøjet. På væggen var der en stor, sort tavle, og i loftet hang i hjørnet til højre landkort, der som rullegardiner kunne trækkes ned. Mange af dem var ikke helt aktuelle med hensyn til Europas opdeling efter 2. verdenskrig. Men bjerge, byer og floder var selvfølgelig, hvor de altid havde været.

 

Til eleverne var der i mange år tre rækker af slidte, brune tomandspulte af træ. De havde en bænk med ryglæn, bygget sammen med et bord og skulle passe store og små. Bordet havde en smal vandret plade med hul til et blækhus (et glas med blæk) og en let skrånende arbejdsplade, der kunne vippes op og dermed gav adgang til et rum til bøger og regnehæfter.

 

3. mellem
Vores klasse i 3. mellem (for os 7. klasse). Jeg ved ikke, om alle var til stede. Jeg har taget billedet og er derfor ikke på det. Der er byttet lidt om på pladserne, for at alle kunne være med. Erik og jeg sad på forreste række til højre.
Venstre række bagfra: Grete Sørensen, Mona Amelung, Bente Olsen, Else Pedersen, Lissi Jørgensen, Pia Toftegaard Petersen, Jytte Dam Jensen, Britta Høgh Guldberg, Tove Christensen.
Højre række bagfra: Preben Pihl, Peter Valdemar Nielsen, Steen Wilhelm Andersen, Erik Langkjær, Erik "Mede" Mortensen, Magda Pedersen, Elsebeth Jørgensen.

 

I de sidste skoleår skete der fornyelser, fx med møbler, hvor bord og stol sad sammen på et stålskelet. Det nye var, at stolene kunne justeres i højden og ryggen og kunne dreje. De var produceret af den da landskendte Skælskør-virksomhed, Labofa.

 

Siden gik man over til borde med løse stole, som de kendes i dag. De kunne så efter endt brug hænges op på skinner under bordpladen og skubbes ind. Orden var en vigtig ting. Man fik også karakter for orden. Kuglepennen var opfundet, men måtte ikke bruges i skolen. Blyanter brugtes, når man skrev "kladde". Når man skrev "rent", skulle det ske med blæk. I skolesystemet var man af den formening, at man kun kunne lære at skrive pænt, hvis man brugte en stålpen, monteret på et penneskaft af træ. Man dyppede så pennen i blækhuset, og den sugede blæk til en halv eller hel linje. Den kunne også suge så meget, at det resulterede i en klat på papiret, og så måtte man starte forfra.

 

For at få blækket til at tørre hurtigt, havde man trækpapir, som man lagde hen over papiret i håb om, at det sugede og ikke tværede ud.

 

Venstrehåndede, som dengang hed kejthåndede, havde det ikke let med pen og blæk, fordi de jo netop ville tvære blækket ud med hånden. Det kan være en af grundene til, at de blev tvunget til at skrive med højre hånd!

 

Jeg ved ikke, hvor gamle vi var, da vi fik lov til at bruge fyldepen i skolen. Hjemme gjorde vi det selvfølgelig, når vi skrev stil mv. Når først blækket var tørt, kunne ingen se, hvad der havde bragt det til papiret. Det skulle blot være en spids pen.

 

I det hele taget betød skriften meget. Der var et fag, der hed skrivning. Og i ugebladenes brevkasser kunne man ofte se, at læsernes spørgsmål sluttede med linjen: "Hvad synes De om skriften?" Og det svarede brevkasseredaktøren så også på.

 

Vi lærte i øvrigt også skriveskrift før trykte bogstaver.

2. mellem

2. mellem, oktober 1957, lige før efterårsferien og derfor i vores system 7½ måned inde i skoleåret. På billedet er vi 6 drenge og 14 piger, flankeret af frk. Christianden. Jeg er nr. 6 fra venstre.
Jeg kan huske, at jeg havde korte bukser (som shorts hed dengang) på, hvilket ikke blev anset som common faut ved den slags "officielle" lejligheder, ikke af min mor i hvert fald. Det ville have ærgret hende, hvis de havde kunnet ses på billedet. For hvad ville de andre børns forældre ikke tænke? Og så i oktober måned? Nu er de lige præcist skjult af Else.
Alternativet til shorts var for drenge "plusfours", som var uklædelige, posede bukser, der blev spændt ind under knæet, og som derfor skulle bruges sammen med knæstrømper, ofte med en eller anden rudetern. Navnet kom af, at de var 4 tommer (10 cm) længere end "almindelige" knæbukser (som var helt ualmindelige). Derfor Plus 4. Jeg hadede dem og gik derfor i shorts så længe som muligt. "Lange bukser" fik man tidligst efter konfirmationen.

Tintin i plusfours.

I mit voksenliv har jeg kunnet glæde mig over, at "man" har mistet indflydelse, og at jeg derfor har kunnet gå mere i shorts, end det dengang syntes muligt. Eller i kilt.

Tintin i kilt.

 

Disciplin

I skolerne herskede der en ganske streng disciplin. Og her ligger naturligvis den største forskel mellem dengang og nu. Når læreren kom ind i klassen, rejste eleverne sig op og stod ved siden af deres pulte, til læreren var kommet op på katederet og gjort tegn til, at man kunne sætte sig. Når undervisningen begyndte, var der absolut ro. Læreren fortalte eller "hørte" børnene i lektien. Når man blev "hørt", rejste man sig op. Man sagde kun noget, hvis man blev spurgt. Når læreren spurgte klassen, rakte eleverne fingeren i vejret, og læreren valgte en at spørge. De, der ikke rakte hånden op, afslørede dermed tydeligt, at de måske ikke havde udvist nok flid. De, der lidt tøvende kom op med hånden, havde måske samme problem. Til opretholdelse af ro, orden og flid havde man forskellige værktøjer:

Lussinger

Meget anvendt i alle skoler. "Et par på hovedet". Og det kunne godt være en på hver side af hovedet.

Spanskrør

I provinsen måtte man desuden indtil 1966 eller 1967 give eleverne tre slag bagi med et spanskrør. 

 

Her var der virkelig tale om forskelsbehandling. For i københavnske skoler var det blevet forbudt mange år tidligere.

 

Spanskrør.

(rotting), stængel af spanskrørspalmen, tidligere brugt strafferedskab i skoler. (Gyldendal: Den Store Danske).

Til dem, der er yngre end 60-65 år og derfor næppe har prøvet at få spanskrør, i skolen i hvert fald, kan det oplyses, at et spanskrør var en meget bøjelig og derfor svirpende stok, ikke at forveksle med en bambuspind, ca. 3/4 meter lang og omkring en centimeter tyk, og at det var en yderst smertefuld oplevelse at blive slået med det.

 

Spanskrør
Sådan så et spanskrør ud. Billedet er stjålet på nettet.

 

Når man skulle hente noget på lærerværelset, kunne man se det stå i et hjørne. 

Hvis at se ikke var nok, var proceduren enkel: Der blev kommanderet ”buk”, "bøj" eller "strambuks", og synderen adlød. Læreren tog sigte og lod spanskrøret suse ned over staklen.

 

Det forventedes, at han forholdt sig roligt under afstraffelsen, der i så fald var overstået på et halvt minut. Tilbage var så tre meget ømme og ophovnede, sortblå striber, der ville kunne ses og føles i en uges tid eller mere.

 

Jeg mindes, at jeg engang var med mine forældre til middag hos min fars chef, hvis kone var viceskoleinspektør på en skole i Korsør. Hun fortalte meget indigneret, at hun samme dag havde givet en dreng i 4. mellem (9. klasse) spanskrør, men at han havde tryglet om at blive fri. "Tænk Dem, at han ikke bare med det samme adlød. Sådan en stor dreng. Det har jeg virkelig aldrig oplevet før."

 

De fleste fik det nok på skoleinspektørens kontor over gården. Nogle af pigerne fra vores klasse har senere fortalt, at de en dag gennem vinduet så to drenge fra børnehjemmet få spanskrør i 10-frikvarteret. Et besøg på inspektørens kontor betød næsten aldrig om, men når, han ville rejse sig, tage spanskrøret og kommandere den skyldige i stilling.

 

Min gode ven Erik og jeg var engang på en sådan visit, men vi klarede frisag og bevarede således ikke blot skindet på næsen, men også på bagen. Var "dommen" gået os imod, havde vi selvfølgelig uden protest bøjet os frem og hver modtaget tre slag, som uden tvivl ville være blevet leveret med al den kraft, han havde kunnet frembyde. Vi havde mentalt indstillet os på det, og vi ville ikke et øjeblik have sat spørgsmålstegn ved hans ret til at give os spanskrør, eller om det nu også var en rimelig straf for vores forseelse. 

 

Om end det vel altid lå i baghovedet, var det dog ikke noget, der prægede vores hverdag eller gav os onde drømme. Det var et vilkår, som man levede med.

 

Eftersidning

Det kedeligste var at få eftersidning. Jeg husker kun at have prøvet det en enkelt gang. På en ellers kort skoledag skulle jeg, da de andre gik hjem, møde op i en klasse, hvor den pågældende lærer underviste nogle mindreårige. Det var frygteligt flovt, husker jeg. Jeg fik en kort irettesættelse, der vel mest tjente til information for smårollingerne og fik så anvist en plads, hvor jeg skulle sætte mig og absolut intet foretage mig andet end at sidde pænt med hænderne på ryggen og glo på tavlen. Det var 50 lange, lange minutter.

 

Skammekrog

En ret anvendt foranstaltning var at sende eleven i skammekrogen, hvor man skulle stå med ryggen til klassen og kigge ind i hjørnet. Måske kom man tilbage til sin plads efter 10-15 minutter, men var man sendt i skammekrogen i begyndelsen af timen, og fik man lov til at stå der, til klokken ringede ud, havde man måske tre kvarter til at detailstudere de små ujævnheder i den grønne væg.

 

Andre foranstaltninger

Man kunne blive sendt uden for døren, altså en variant af skammekrogen, eller man kunne få brev med hjem - vel i håbet om, at forældrene ville gøre mere ved deres barn, end det, skolen havde lov til? Breve skulle underskrives af far eller mor og returneres dagen efter.

 

 

Lærerne demografisk

De fleste lærere var gamle, sådan husker jeg dem i hvert fald. Der var en del kvindelige lærere, hvoraf ingen var gift. De var frøkener og blev tituleret De og frøken plus deres efternavn. De mandlige lærere blev tiltalt "lærer" plus efternavn. Blandt mændene var de fleste vel gift, omend andelen af ungkarle af en eller anden grund nok har været væsentlig større end i befolkningen som helhed. Lønnen må have været rimelig god. Flere af de gifte – med hjemmegående hustru - havde eget hus og egen bil, hvilket ikke var en selvfølge i sluthalvtredserne. Men de var jo også bedre uddannende end gennemsnittet. Akademikerne i et lille bysamfund som Skælskør begrænsede sig vel til præsten, apotekeren, en farmaceut og de to-tre læger, tandlægerne og dyrlægen. Og måske toldforvalteren?

Lærerne psykografisk og adfærdsmæssigt

Frøkenerne boede i lejlighed og klarede sig selv.

Ungkarlelærerne, hvem det, som for andre mænd, var utænkeligt at foretage sig noget som helst husligt, spiste frokost og aftensmad på et lille pensionat tæt ved skolen.

Lærere på godt

Jeg havde gennemgående gode lærere, især min dansk- og historielærer, frk. Ingeborg Christiansen. Hun var hysterisk, og fråden stod tit om munden på hende, mens hun skreg: ”Du er dum, dreng. Du er dum!”. Men man lærte noget. Ikke mindst, når det gjaldt dansk grammatik.  Hendes far blev 104. Hun selv nåede ikke helt samme høje alder, men 94 klarhjernede og engagerede år blev det da til. Jeg fik hende først, da jeg kom i 1. mellem i forbindelse med skift fra a- til b-klassen. Det viste sig omgående, at hendes elever var meget bedre til dansk end Erik og jeg. Vi havde ikke lært grammatik overhovedet. Men det tog Ingeborg sig af. Hun gav os enetimer i sin lille lejlighed med råb og skrig, til vi endelig forstod det og kom på omgangshøjde med vores nye klassekammerater.

 

Min tysklærerinde, frk. Sivertsen, var ældgammel. Min mor havde haft hende, da hun gik i skole, men hun var effektiv, og vi lærte bedre tysk end de fleste.

 

Og så havde vi Schmidt Jensen, "Smiske" vores fysik- og naturhistorielærer gennem hele mellemskolen og i realklassen. En lille, tæt mand, der engang havde været amatørbokser. Han kunne blive utroligt vred, og så fik man kærligheden at føle. Men ellers var han fin nok. Han var med ved flere af vores klassejubilæer, sidste gang i 2011. Han døde i 2014 eller 2015. 

 

Niels Fischer var vores matematiklærer i mellemskolen. Han var en god underviser og var – sammen med frk. Christiansen - med på vores store ture til Norge i 1958 og Bornholm året efter.  Hans store minus var et ustyrligt temperament. Det fik en klassekammerat i 3. mellem, Egon, at føle en lørdag eftermiddag. Han blev spurgt om et facit, hvilket han havde rigtigt. Men Fischer må have haft en fornemmelse af noget snyd, for han begyndte at spørge ind til mellemregningerne. Egon slyngede noget værre vås ud, hvilket fik Fischers ansigt til at blive ildrødt. Han for ned gennem klassen og bemægtigede sig Egons regnehæfte, der på det pågældende opslag ikke rummede andet end en indlagt facitliste, som man dengang kunne købe. Det udløste en sand bølge af lussinger og slag. Egon kom fra det lokale børnehjem og nød måske derfor ikke den store beskyttelse. Derefter blev han halet ud af klassen, og fra et tomt lokale ved siden af hørte vi lyden af flere slag og Egons hyl, der måtte have forplantet sig til det meste af etagen. 

 

Endelig kom Fischer og Egon, der var ophovnet af slag og gråd, tilbage. Men det var ikke slut.  Fischer virkede nu lidt nervøs, var vel klar over, at han var gået langt ud over det acceptable og spurgte nærmest appellerende Egon om, hvorfor han dog ikke havde lavet sine lektier. Egon, der ikke havde opfattet den nye drejning og vel frygtede flere tæsk, svarede, at det var "plejemor", som de kaldte børnehjemmets forstanderinde, der havde sagt, at han skulle lave noget andet.

 

Det fik Fischer til at styrte ud af klassen.  Fem minutter efter kom han tilbage og fortalte, at han havde ringet til forstanderinden, og at Egon var fuld af løgn. Han skulle omgående gå hjem, havde de aftalt.  Et taktisk godt træk fra Fischer, der ved at alliere sig med den eneste, der kunne have klaget, så at sige var sikker på at have reddet sin egen røv. 

 

Om han kunne have overlevet en klage? Svært at sige. Men sandsynligvis. Et par skrammer i lakken, selvfølgelig. En advarsel. Næppe mere. Det var jo, når alt kom til alt, "bare" en "Egon". Fra børnehjemmet.

 

En af de gode lærere, hvis navn jeg ikke husker. Han var kun på skolen i kort tid. Bemærk katederet og landkortet. Det er taget i 3. mellem (1959). Hjørnet til højre for tavlen var det foretrukne til skammekrog. Her skal der dog flyttes et par skamler først. Negativet er beskadiget.

 

Og lærere på ondt

Der var også dårlige lærere, inklusive nogle, der i dag – og med rette – ville være blevet fjernet fra deres job.  

Vores lærer i tegning og engelsk, og i realklassen også i tysk, Hans Mogensen, også kaldet ”Snadremorten” eller ”Hansemand”, havde, set med nutidens øjne, udpræget sadistiske træk. Han nød at straffe. Med et stort smil rettede han pegefingeren mod den, han havde udset sig, og når øjenkontakten var skabt, gjorde han med samme pegefinger tegn til, at vedkommende skulle komme op til katederet. Der skulle ikke så meget til. Hvisken med sidemanden, bolsje i munden, uopmærksomhed, manglende forberedelse – alt kunne bruges. Og blev det. Mogensen gav sig altid god tid til at belære ham om hans brøde, inden han skred til handling i form af en sviende lussing eller to, og som efterlod hans fingre på drengens ansigt i timevis.

 

Eller han halede en tilståelse ud af ham ved at deformere hans ene eller begge kinder ved at klemme om dem. Jeg skriver han, fordi jeg ikke kan mindes, at han udøvede korporlig vold mod pigerne.  

 

Engang blev jeg kaldt over til døren, hvorfra Mogensen på det tidspunkt foretog sin undervisning. Han havde tydeligvis set et eller andet, der mishagede ham, og som jeg ikke kan huske, hvad var. Han sagde noget, som jeg følte mig nødsaget til at indrømme, hvorefter han blidt drejede mit hoved i en bestemt vinkel, og før jeg overhovedet var forberedt på det, fløj en skygge forbi mine øjne, og i samme øjeblik følte jeg, at hovedet ville falde af. Det brændte og sved i meget lang tid.

 

Man kunne også, i særdeleshed i hans timer, være så uheldig at skulle tilbringe det meste af en time i skammekrogen, synlig for hele klassen, og enten med næsen helt inde i hjørnet eller, værre, frit stående i stram retstilling, stirrende ind i hjørnet uden mulighed for at læne sig op ad væggen og blunde lidt.

 

Så var det trods alt bedre at blive sendt uden for døren, selvom jeg følte det meget ydmygende at stå udenfor, især hvis der var nogen, der kom forbi og så en. 

 

Ud over det var han en katastrofe som underviser. Det, han lærte os, kunne ikke bruges til noget. Det bedste omkring Mogensen var nok, at han, skønt han var gift, ikke havde børn. Hver eftermiddag spadserede han op og ned ad Algade, arm i arm med fruen, som sædvanligvis var i pels og vist hed Elise.

 

Var Mogensen slem, var han dog en ren sinke i forhold til en lærer Christensen, vi havde i vistnok 3. klasse. Bar isse, små, runde briller, armbåndsuret med en elastisk metalrem anbragt i håndfladen og lidt jysk læspende. Han havde en udsøgt forkærlighed for at løfte de, på en eller anden måde, syndige elever fra gulvet i de små nakkehår eller give lussinger, som i bogstavelig forstand fik os til at se sol, måne og stjerner. Jeg tror faktisk, at han slog med uret, som må have været særdeles stødsikkert, eller også havde det for længst ophørt med dets egentlige funktion, at vise tiden. 

 

Når han virkelig ville give sine sadistiske tilbøjeligheder frit løb, brugte han pegepinden eller den lange trælineal på højkant, på oversiden af vores fingerspidser, som vi måtte række pænt frem. Jeg ved ikke, hvad der var værst, at vente på slaget og ikke trække hånden til sig eller den sviende smerte, når linealen mødte fingrene.  Det tjener vel til hans ros, at han altid kun slog én gang. 

Jeg gætter på, at han i dyb frustration har forladt skolesystemet, da det blev forbudt at mishandle eleverne.

 

Friedel, overlærer Friedel, var vores lærer i religion og sang. Han var gammel, hæs som en drage, af druk, sagde min mor, som også havde haft ham, og han spillede på en ret så ustemt violin. Han afgjorde på et tidligt tidspunkt, at jeg ikke kunne synge, og at jeg derfor bare skulle holde min mund i hans timer. Jeg var knækket over på "Jeg elsker de grønne lunde", fordi min stemme var ved at gå i overgang. Det ændrede intet, at jeg siden deltog i skolens opførelse af syngespillet "En søndag på Amager", arrangeret af andre lærere. I gymnasiet var jeg tenor.  På mit eksamensbevis står der tg+, hvilket vel svarer til 03 efter den nu også forsvundne 13-skala. I religion var det hans store fornøjelse at berette om Helvedets pinsler.

 

Frøken Magda Jensen, fransklærerinde, var bare kedelig. Hun har fået sin særlige omtale her.

 

Spanskrør i en gymnastiktime

I 3. eller 4. mellem (svarer i dag til 8. eller 9. klasse) lå vores ene gymnastiktime som den eneste efter spisepausen. Om torsdagen, som jeg husker det.  
Det var derfor ganske oplagt, ikke altid at komme tilbage efter frokost. Det fungerede godt i lang tid, men selvfølgelig måtte det en dag gå galt, især fordi ingen tænkte på at koordinere fraværet, så det kun var en eller to, der manglede. En dag, og det må så have været en tirsdag i timen før frokost, bad Finn Christensen (ikke førnævnte Christensen, men en ung lærer), så snart vi var kommet ind i gymnastiksalen, dem, der ikke havde deltaget i den sidste gymnastiktime, række hånden op. Han ville, forkyndte han, give dem spanskrør, med mindre de havde en god undskyldning.     
Det kom vel ikke som nogen stor overraskelse, for han havde allerede et i hånden, og det lod han nu suse hvinende gennem luften et par gange, således at alle kunne forestille sig, hvordan det måtte føles, når det ramte noget. Den første hånd blev tøvende rakt i vejret, og fem andre fulgte. Han vidste vel også selv i forvejen, hvem det drejede sig om?  
Tavshed. Ingen forsøgte at komme med undskyldninger.
Ganske uventet og uden et ord gik Christensen derefter ud i redskabsrummet med spanskrøret, og gymnastiktimen startede som vanligt. Det føltes som en uendelig lang time, hvor alle nok på hver deres måde var spændte på, hvad der skulle ske, hvornår - og om overhovedet. Det var måske bare en kraftig advarsel? Og hvis ikke, om man så i det mindste kunne nå at få lidt mere tøj på først. Fem minutter før timens ophør brast det spinkle håb for seks 15-16 årige drenge. Vi marcherede gymnastiksalen rundt, og da vi igen stod med front mod Finn Christensen, havde han spanskrøret i hånden. Og denne gang var det alvor.  
Spanskrør skulle ifølge forordningen gives uden på tøjet, men reglen har sikkert udelukkende været tænkt ud fra et blufærdighedssynspunkt.  I hvert fald slog Finnemand, syntes det, uden overhovedet at skele til, at et par tynde, sorte gymnastikbukser som måske eneste værn er umådeligt lidt smertedæmpende. Dette faldt i øvrigt også perfekt i tråd med, at han indledningsvist havde sagt, at han, der endnu ingen erfaring havde med at give spanskrør, ikke kunne love at ramme på bukserne, selvom han naturligvis ville prøve på det. Hans træfsikkerhed viste sig imidlertid at være god. Ingen fik striber, der ikke dækkedes af de meget korte bukser, de fleste af os dengang gik i. Men ved omklædning og badning var de yderst synlige. 

 

I dag ville vi have set dette som uhyrligt, ja ligefrem grusomt eller barbarisk og ude af proportion. Og at det er blevet forbudt, betragter vi som en selvfølgelighed.     

 

Men Finn Christensen var ikke en lærer Mogensen, Og da slet ikke en lærer Christensen - den gamle skaldede. Intet tydede på, at han nød at straffe. Han benyttede sig blot af det middel, der stod til rådighed for alvorlige forseelser, og som det dengang var at skulke for undervisning.  Heller ingen beklagede sig bagefter, og ingen bar nag til ham. Jeg tror, at alle tyve drenge, eller hvor mange vi nu var, syntes, det nok var hårdt, men OK. Mon ikke der også var tæt på enighed om, at det nok snarere burde have været en 14-15 stykker og ikke kun seks, der ganske længe efter kunne mærke, når de sad ned og havde synligt vidnesbyrd om hændelsen i en uges tid? Men de heldige, der havde haft deres fravær en uge eller to tidligere, kunne jo også sagtens foregive at være lidt solidariske. Bagefter, da faren var drevet over. 

 

Det stod i øvrigt enhver frit at blive væk, forkyndte unge Christensen, men nu kendte vi jo konsekvenserne. Ingen, hverken dem med striber eller de, der ved omklædningen og badningen bagefter blot havde set dem, følte nogen trang til at pjække. Efter den formiddag var der fuldt hus til alle gymnastiktimer.

 

Til højre rager drengenes dengang nye gymnastiksal op. I den lave bygning i midten var der til venstre for den nu tilmurede dør omklædningsrum og bad. Vinduet, der har været til højre for den, gav lys i redskabsrummet. Ovenpå under skråvinduerne lå vores klasseværelse i 4. mellem. Den lave tværbygning til højre er siden kommet til og fører tilsyneladende til en ny gymnastiksal.

 

Også klø hjemme

Det hører med til historien og forståelsen, at en røvfuld, dengang nok stadig var bedste skik og brug i de fleste hjem. 

 

Børn, der ikke "makkede ret", blev slået med hånden eller med diverse brugbare redskaber, der allerede fandtes i hjemmet, såsom grydeskeer, bøjler, klædebørster, tæppebankere og livremme. Og i en del hjem blev der brugt spanskrør. Også i "den bare ende". Børns Vilkår lå årtier ude i fremtiden.

 

En kvindelig kollega fortalte så sent som i slutningen af tresserne under den fælles eftermiddagskaffe, at de havde et spanskrør hængende på væggen i dagligstuen og ikke kun til "pynt".   

 

Når deres to drenge på vist 11 og 13 år havde forset sig på en eller anden måde, var det ned med bukserne og spanskrøret ned fra sømmet, sagde hun. Ingen tog til genmæle og sagde, at det var for meget. Heller ikke, da hun en solrig og hed eftermiddag bad sig fri for at gå hjem (hun boede to gader væk) og tage sig kærligt af en af sønnerne, som var kommet en time eller halvanden for sent hjem fra skole, fordi han i det gode vejr havde leget i en park sammen med nogle kammerater. Hun havde ringet adskillige gange hjem forgæves og var blevet nervøs.  

 

En halv time senere kom hun tilbage og berettede - ikke uden antydning af stolthed - at hun havde løst opgaven: Givet sønnen en skideballe, og, da han havde "forberedt sig", en "fortjent" omgang med spanskrøret, fulgt af et stort knus til trøst og tilgivelse. Hvilket dog ikke havde hindret, at han nu lå i sin seng, og der skulle han blive.  

 

Alle lyttede pænt og høfligt, og de få kommentarer, der var, husker jeg som ret positive. Det tavse flertal kan have haft en anden opfattelse. I dag ville det være blevet meldt til politiet. Naturligvis.

 

Andre typiske, hjemlige straffe var - som i skolen - skammekrog. Dertil kunne komme stuearrest, dvs. at man ikke måtte (eller kunne) forlade sit værelse, ofte kombineret med, at man skulle ligge i sengen og måske "vente på, at far kommer hjem".

 

Det hele er dog nok mest et vidnesbyrd om, at alt er relativt og knyttet til enhver tids gældende normer, og at fortiden ikke kan bedømmes med nutidens regelsæt, men må ses på med samtidens øjne. Jeg må vel retfærdigvis tilføje, at mine egne forældre nok var en del forud for deres tid, hvad min opdragelse angik.

 

Det fik en ende

Realklassen, august 1960. Da mange havde forladt skolen efter 3. mellem, og der yderligere var en del, der sluttede skolegangen med mellemskoleeksamen (efter 4. mellem), og et par stykker var kommet på gymnasiet, blev A- og B-klaserne slået sammen. Da Peter (nr. 2 fra venstre på bagerste række) kort tid efter forlod klassen, var Erik og jeg de eneste drenge, indtil vi et par måneder før eksamen fik en tilflytter ind, Klaus.

Skælskør skole havde ingen aftale med Slagelse Gymnasium om adgang på baggrund af karakterer eller anbefaling fra skolen. Der skulle en optagelsesprøve til. Jeg søgte efter 4. mellem den matematiske linje og var til prøve i matematik og fysik. Og dumpede i fysik. Det var lysets brydning gennem linser. I vores bog lå linsen ned. Gymnasielæreren, Solstad eller Thomsen, tegnede stregen lodret, og det kunne jeg ikke overbevisende abstrahere fra. Derfor fik jeg endnu et år på Skælskør skole, og det var jeg slet ikke ked af. I juni 1961 fik jeg realeksamen. Kort tid efter var jeg igen til optagelsesprøve på Slagelse Gymnasium, bestod og startede i august på den nysproglige linje. I løbet af året havde jeg lært latin, som var en forudsætning. Det kunne i Skælskør kun præsten klare. Så han havde en lille biindtægt.

 

Det var ti fantastisk gode år, til trods for, hvad der må forekomme som et par negative bemærkninger undervejs. Og som sagt. Sådan var tiden.

 

 

Klædt ud på sidste skoledag. Nu ventede blot realeksamen. Forrest vores klasselærer, Ingeborg Christiansen. Drengene er fra venstre mig, Erik og Klaus, der kun havde været i klassen nogle måneder. Der var ikke mere trafik, end at man sagtens kunne gå på gaden.