Skole i 50'erne

INDHOLD

Personen bag Uddannelse, jobs og undervisning Familie og interesser mv.

Foto Sterling Foto Billeder uden farver Hvad undervisning kan føre til Mere om foto samt billeder finder du på mansfeldt.net:

Musik Min musik Dirigenter som nat og dag Markante stemmer

Biler Biler i min barndom Bilvalg

Hi-fi Lyd på bånd og andet Så blev det CD-tid

Opleve Rejser nær og fjern

Diverse Ros fra uventet kant I skole i 50'erne Fra case til kilt Sku' det være en kilt?

Startsiden

Skolestart

Min første skoledag var den 1. april 1952, hvor jeg begyndte i 1.a i Skælskør Borger- og Realskole.
   Af uransagelige årsager havde man et helt specielt skoleår. Det gik fra 1. april til 31. marts. Dvs. at man tre måneder inde i skoleåret skulle holde sommerferie.
   Dette, kombineret med min fødselsdato betød, at jeg var 7 ¾ år ved skolestarten.
   Børnehaveklasser eksisterede ikke, og børnehaver var ikke noget, "pæne" folks børn gik i. Så man kom direkte fra mors skørter og i skole.
  Vores klasseværelse havde nummer 2, og gennem skoleinspektørens have – han havde kontor og bolig i den bygning – kunne man skimte fjorden og Harboes Bryggeri på den anden side. Det var meget mindre end i dag.

Den første dag lærte vi bogstaverne i og o, og snart var vi i stand til at stave til so, ko, is, si, Ole osv. Danskbogen hed "Ole Bole går i skole".
   Vores klasselærer var ganske ung, hed Jensen og kørte på knallert, dengang en cykel med en slags påhængsmotor.
   Officielt hed en knallert vist også langt ind i tresserne cykel med hjælpemotor

Klassekvotienter, der ville noget
Klassen var stor. Et eller andet sted mener jeg at kunne huske, at der var omkring 40 ekever i den, men det må ved nærmere eftertanke være forkert. Det rigtige antal er snarere et sted tæt på 35.
   Jeg når frem til det, fordi a- og b-klas-serne var lige store, og da vi efter fire år blev skilt ud i to 1. mellemskoleklasser (eksamenslinen) og en fri mellem med 22-23 elever i hver, må 35 som start passe ganske godt.

Som årene gik

Delt skole
Efter fire års underskole blev klasserne delt, og man kom i mellemskolen, enten i eksamenslinjen eller i "fri mellem".
   Da der kun var 7 års tvungen skolegang, kunne man forlade skolen efter 3. mellem, også hvis man gik i eksamenslinjen, men så uden eksamen. Det gjorde rigtig mange, især af drengene, der ville have læreplads i håndværksfag.
   De fleste sluttede efter fire år med en mellemskoleeksamen.

Resten gik enten i realklassen og fik realeksamen, eller de søgte i gymnasiet. Det sidste gjorde dog kun cirka 7 % af en årgang, hvilket fik vores rektor på Slagelse Gymnasium til i sin velkomsttale at betegne de nye 1.g'er som "blomsten af Danmarks ungdom".

I "fri mellem" gav det sig selv. Der var kun tre klassetrin, og derfor sluttede skolegangen automatisk efter tre år.

Man lærte ikke fremmedsprog i fri mellem. I arbejderhjem var det imidlertid dengang en udbredt opfattelse, at børn blot skulle lære at læse, skrive og regne og derefter ud og tjene penge, og det levede den linje således fint op til. 

Vores 3. mellem blev forlænget med tre måneder, fordi man da endelig tilpassede skoleåret til det normale, dvs. med start i august.
   Jeg havde ikke noget imod det. Jeg var vældig glad for at gå i skole, men de, der havde tænkt sig at gå ud, var sure over forlængelsen.  

På rad og række
Første time begyndte klokken 8, og når klokken ringede, stillede man sig klassevis op i rækker, to og to. En efter en fik hver klasse så lov at gå ind i bygningerne. Jo før rækken stod pænt, jo før fik klassen som regel lov til at gå ind. Det havde naturligvis størst betyd-ning, når det var regnvejr.
  Proceduren gentog sig efter hvert frikvarter.  

Hjem for at spise frokost
Timerne var på 50 minutter, og frikvarte-rerne på 10. Efter fire timer, når klokken var 11.50, var der 50 minutters spisepause.
   Det var nok til, at praktisk talt alle, der boede i byen, cyklede hjem, hvor mødrene ventede med varm mad til dem og til deres mænd, der også kom hjem.
   Min far kom ved 12-tiden, hvorefter vi spiste, og når jeg klokken 12.30 cyklede tilbage til skolen – sammen med min gode klassekammerat, Erik, som jeg "hentede" på Carl Medingsvej, hvor han boede hos sin morfar og mormor – lagde han sig på sofaen for at få en lille lur på en halv times tid eller mere, inden han gik eller cyklede tilbage til sit arbejde.

I skole til 15.30 og om lørdagen
Om eftermiddagen kunne man have op til tre timer, dvs. til klokken 15.30. På gode dage var det måske kun en enkelt, og det mest almindelige var to timer, dvs. til 14.30.
   Man gik naturligvis også i skole om lørdagen. I hvert fald et år var det til klokken 15.30. Sidste time var sløjd, som jeg hadede.

Udenadslære
Systemet byggede på udenadlære, årstal, salmevers og grammatiske regler.
   Megen udenadslære bliver forældet eller irrelevant, eller er det allerede fra starten, men grammatiske regler kan jeg godt acceptere udenadlært, ja de er en forud-sætning for flere sprog, bl.a. tysk og latin.

Disciplin
I skolerne herskede der en ganske streng disciplin. Det er nok den største forskel på skolen dengang og nu.
   Til dens opretholdelse var det i hele landet tilladt at uddele lussinger. I provinsen måtte man desuden indtil 1966 eller 1967 give eleverne tre slag bagi med et spanskrør. Her var der virkelig tale om forskelsbehandling. I københavnske skoler var det blevet forbudt mange år tidligere.
   Til de under 50-årige, der næppe kan have oplevet det, kan det fortælles, at et spanskrør var en gulbrun, svirpende stok, ca. trekvart meter lang og en lille centimeter tyk, og at det var en yderst smertefuld oplevelse at få spanskrør.
   Om end det lå i baghovedet, var det dog ikke noget, der prægede vores hverdag eller gav os onde drømme. 

Lærerne demografisk set
De fleste lærere var gamle, sådan husker jeg dem i hvert fald. Der var en del kvindelige lærere, hvoraf ingen var gift. De var frøkener.
   Blandt mændene var de fleste vel gift, omend andelen af ungkarle af en eller anden grund nok har været væsentlig større end i befolkningen som helhed.

Lærere på godt
Jeg havde gennemgående gode lærere, især min dansk- og historielærer, frk. Ingeborg Christiansen. Hun var hysterisk, og fråden stod tit om munden på hende, mens hun skreg: ”Du er dum, dreng. Du er dum!”. Men man lærte noget. Ikke mindst, når det gjaldt dansk grammatik.
   Hendes far blev 104. Hun selv nåede ikke helt samme høje alder, men 94 klar-hjernede og engagerede år blev det da til.
   Jeg fik hende først, da jeg kom i 1. mellem i forbindelse med skift fra a- til b-klassen. 
   Det viste sig omgående, at hendes elever var meget bedre til dansk end Erik og jeg. Vi havde ikke lært grammatik overhovedet. Men det tog Ingeborg sig af. Hun gav os enetimer i sin lille lejlighed med råb og skrig, til vi endelig forstod det og kom på omgangshøjde med vores nye klassekammerater.

Min tysklærerinde, frk. Sivertsen, var ældgammel. Min mor havde haft hende, da hun gik i skole, men hun var effektiv, og vi lærte bedre tysk end de fleste.   

Og på ondt
Der var også dårlige lærere, inklusive nogle, der i dag – og med rette – ville være blevet fjernet fra deres job. 
   Vores lærer i tegning og senere engelsk, Hans Mogensen, også kaldet ”Snad-remorten” eller ”Hansemand”, havde, set med nutidens øjne, udpræget sadistiske træk. Han nød at straffe.
   Med et stort smil rettede han pegefin-geren mod den, han havde udset sig, og når øjenkontakten var skabt, gjorde han med samme pegefinger tegn til, at ved-kommende skulle komme op til katede-ret. Der skulle ikke så meget til. Hvisken med sidemanden, bolsje i munden, uop-mærksomhed, manglende forberedelse – alt kunne bruges. Og blev det.  

Mogensen gav sig altid god tid til at belære ham om hans brøde, inden han skred til handling i form af en sviende lussing eller to, og som efterlod hans fingre på drengens ansigt i timevis.
   Eller han halede en tilståelse ud af ham, mens han nærmest løftede ham fra gulvet i de små nakkehår eller deformerede hans ene eller begge kinder ved at klemme om dem.

Jeg skriver han, fordi jeg ikke kan huske, at han udøvede korporlig vold mod pigerne. 

Man kunne også være så uheldig at skulle tilbringe det meste af en time i skam-mekrogen i stram retstilling, synlig for hele klassen og med næsen 30 cm fra hjørnet, således at man ikke kunne komme til at læne sig op ad væggen og blunde lidt.     

Ud over det var han en katastrofe som underviser. Det bedste omkring Mogensen var nok, at han, skønt han var gift, ikke havde børn.
   Hver eftermiddag spadserede han op og ned ad Algade, arm i arm med fruen, som sædvanligvis var i pels og vist hed Elise.   

I dag ville vi have set dette som uhyrligt, ja ligefrem grusomt eller barbarisk og ude af proportion. Og at det er blevet forbudt, betragter vi som en selvfølgelighed.
   Men Finn Christensen var ikke en lærer Mogensen; intet tydede på, at han nød at straffe. Han benyttede sig blot af det middel, der stod til rådighed for alvorlige forseelser, og som det dengang var at skulke for undervisning.
   Heller ingen beklagede sig bagefter, og ingen bar nag til ham. Jeg tror, at alle tyve drenge, eller hvor mange vi nu var, syntes, det nok var hårdt, men faktisk retfærdigt og derfor OK.
   Ja, der var vist tæt på enighed om, at det nok snarere burde have været 15 og ikke kun seks, der ganske længe efter kunne mærke, når de sad ned og havde synligt vidnesbyrd om hændelsen i en uges tid eller mere. 
   Men de heldige, der havde haft deres fravær en uge eller to tidligere, kunne jo også sagtens vise sig lidt solidariske. Bagefter, da faren var drevet over.  

Efter den formiddag var der i øvrigt fuldt hus til alle gymnastiktimer. 

 

Til højre rager drengenes dengang nye gymnastik-sal op. I den lave bygning i midten var der til venstre for den nu tilmurede dør omklædningsrum og bad. Vinduet, der anes  til højre, gav lys  i redskabsrummet. Ovenpå under skråvinduerne lå vores klasseværelse i 4. mellem. Den lave tværbygning til højre er kommet til siden og fører tilsyneladende til en ny gymnastiksal.

Ikke kun i skolen
Det hører med til historien, at på det tidspunkt var en røvfuld nok stadig bedste skik og brug i rigtig mange hjem med mit eget som en af undtagelserne. 
   En kvindelig kollega på Wella fortalte så sent som i slutningen af tresserne, at de havde et spanskrør hængende på væggen i dagligstuen.
   Når deres to drenge på vist 11 og 13 år havde forset sig på en eller anden måde, var det uden diskussion ned med bukserne og spanskrøret ned fra sømmet, sagde hun.
    Ingen tog til genmæle og sagde, at det var for meget. Heller ikke en eftermiddag, hvor hun bad sig fri i en halv time for at gå hjem og give en af sønnerne spanskrør (han var ikke gået lige hjem fra skole) og sende ham i seng. I dag ville det være blevet meldt til politiet. Og med rette.

Det hele er dog nok mest et vidnesbyrd om, at alt er relativt og knyttet til enhver tids gældende normer, og at fortiden ikke kan bedømmes med nutidens regelsæt, men må ses på med samtidens øjne.

Men ingen tvivl om, at der er sket endog meget store fremskridt. I skolen er tonen mellem lærer og elever blevet anderledes, friere, og det samme er børnene selv, der både kan og tør meget mere end tidligere generationer af skoleelever.

For nylig var Lisbeth og jeg til et jule-arrangement i Julies klasse. Og pludselig så jeg den afgørende forskel: Deres lærer, Malene, rørte ved børnene som noget helt naturligt. Det gjorde vores lærere aldrig - med mindre de ville slå os. 
  Måske datidens lærere hadede børn?  

[gå til toppen af siden]

[gå til toppen af siden]

[gå til toppen af siden]