Hverdagen er fuld af indtryk og påvirkninger. Nogle kommer fra medier, andre er noget, man selv oplever eller føler.
   Noget er godt, andet er skidt. Noget er stort, andet er småt. Men småt behøver ikke betyde, at det er ligegyldigt.
   Hvad end det er, så har det, der står her, af den ene eller anden grund berørt mig så meget, at jeg har gidet skrive om det.
   Med Så er det sagt er tingene kommet på bordet. Jeg har måske ligefrem frigjort mig fra dem.

Barcelona - start i H&M

14. maj 2009   Til toppen

Lisbeth og jeg har været i Barcelona. For første gang og i en hel uge. Hotellet, Sunotel Central, der lå på den store Gran Via des Corts Catalanes og tæt på universitetet og Catalunya Pladsen, hvorfra La Rampla udgår, var fremragende. Jeg havde fået det anbefalet af min frisør, Bettina, som netop havde været der med sin mand, da jeg en måned før blev klippet.

Sunotel Central i Barcelona

Det var lettere at finde gode spisesteder end dårlige, og til med var priserne lavere end i de fleste byer i Europa. Positivt var også, at så mange taler eller i hvert fald forstår engelsk. Her kunne franskmænd og italienere virkelig lære noget.
   Barcelona er også en spændende by at gå rundt i. Der er selvfølgelig Gaudis særprægede bygninger, som vi kiggede på og indeni, inklusive kirken, La Sagrada Familia. Sidstnævnte behøver man ikke at stå i kø og betale entre for. Dens indre er slet og ret en byggeplads. Vent en tyve-tredive år.   

Gaudi-værker og Lisbeth

Der er havneområdet med luksuslinere, shoppingcenter og kunstigt anlagte strande. Og museer for Miró og Picasso. Og så masser af mennesker, især om lørdagen. Overalt.

Desværre kan ikke alle holde sig til det, der er deres. Om de fleste storbyer kan man læse om lommetyve, og om at man skal passe på sine ting. Også i rejsebeskrivelser om Barcelona. Forskellen er, at her passede det bedre end alle andre steder, vi har været. Samtidig var opfindsomheden langt større. Behændige langfingre er tilsyneladende ’out’ og ’passé’ og afløst af diverse klæbrige væsker eller up front forsøg på at narre turisterne til at blotte sig.
   Fire ”angreb” oplevede vi på en uge. Vi mistede ikke noget, ud over materiel skade og tid med irritation.
   På andendagen, om søndagen i et ellers pænt kvarter og i fint solskin mærkede vi begge pludselig vådhed ned ad ryggen. En pæn mand bag os gjorde det samme og undrede sig, som vi, over, hvor det mon kunne komme fra. Fra en altan, mente han og kiggede op.
   Han boede tilfældigvis i huset og tilbød os at komme med op og få det tørret af. Til trods for hans insisteren afslog vi høfligt. Og godt det samme. Det drejede sig noget, der kunne være kold kaffe med fløde eller mælk, og den økonomiske byrde, det efterlod, var Lisbeths hvide Tommy Hilfiger jeans og bluse samt min lyseblå Lacoste poloshirt. På mine shorts er pletterne kommet af.

Tirsdag, på vej til stranden, blev jeg igen våd på ryggen. En ung mand på cykel stirrede forundret i vejret og tilbød så at tørre mig af på ryggen. Det afviste jeg og ikke engang høfligt. Klart en amatør, i øvrigt. Det drejede sig om rent vand.
   Et par timer senere blev vi standset af en kraftig, farvestrålende klædt dame, der ville give os en rød blomst. Normalt får man ikke noget uden at skulle give noget igen. Hun skulle intet have, sagde hun. Anledningen var et arrangement med flamingo-dans, der skulle finde sted en time senere, og der var tradition for røde blomster.
   Men om vi ikke kunne give en lykkemønt, sagde hun, og viste os en 1 cent. Jeg havde en 5 cent i lommen, men den ville hun absolut ikke have. Om Lisbeth ikke i sin pung havde en 1 cent? På det tidspunkt var vi lidt trætte af den fede kone, og for at demonstrere, at vi ikke havde noget at give hende, trak Lisbeth sin pung frem og viste hende. I samme øjeblik kom som ud af den blå luft et andet tykt fruentimmer i sort og brunt til, og sammen forsøgte de at få fat i pungen, men det lykkedes Lisbeth at sno sig fri af dem.

To dage senere var de ucharmerende, men let genkendelige personager i gang på Catalunya pladsen. Samme tøj, men nu var det den sort-brune, der havde blomsterne, mens den farverige lurede i baggrunden.
   Jeg råbte til et par godtroende turister, at de skulle passe på og tog et par billeder af blomsterdamerne, for hvilket de gav mig fuck-fingeren og forsvandt.

Værd at holde sig på afstand af

Sidste angreb kom om torsdagen på Espanya pladsen. Brune pletter på min polo shirt og mine shorts. Nogle pæne mennesker mente, at mit fotoudstyr var årsagen til den umådelige interesse. Efter at have skiftet på hotellet ilede jeg til nærmeste H&M, hvor jeg købte fem polo shirts til 75 kroner stykket. Jeg droppede at gå med min fototaske, men ikke kameraet. Jeg vil bestemme, hvad jeg skal have med eller på. Den dag, jeg giver op, har jeg for alvor tabt. Efter den dag hørte pletteriet op.

Gode råd, i det mindste til fotoentusiaster:
1. Undlad dyrt tøj generelt.
2. Ha’ for en sikkerheds skyld tøj med, svarende til halvanden gange opholdets varighed, eller vær forberedt på at skulle bruge tid på nyindkøb.
3. Kig dig tilbage over skulderen mindst hvert 30. sekund.
4. Vend aldrig ryggen til blot lidt tvivlsomt udseende spaniere.

Så skal det nok gå.

10. maj 2009   Til toppen

I efteråret skrev jeg om et hus, at det nok ville komme til at stå tomt længe. Jeg kan ikke helt afgøre med mig selv, om jeg fik ret eller ikke. Huset findes nemlig slet ikke mere. For et par måneder siden var vinkelhuset reduceret til en bunke af hvide mursten, og nu kan man lige netop ane, at der engang har ligget noget, som nogen har boet i.

Jeg skrev for et år siden om en fotoforretning, der overraskede mig virkeligt positivt. I august sidste år døde indehaveren, Leon Thorsøe. Forretningen sygnede efteråret igennem hen og blev sat til salg, og det er tilsyneladende lykkedes. Der er igen kommet varer på hylderne, og nye mennesker står bag disken. Og, tja...

Første sne

24. november 2008  Til toppen

Bevar dog

30. oktober 2008  Til toppen

Ikke så langt fra, hvor vi selv bor, er et hus til salg. Det er der i sig selv ikke noget særligt underligt i. Så mange huse står til salg i disse tider. Og længe. Men dette hus har været til salg i ualmindelig lang tid. OK, videre spændende er det måske ikke, huset. Typisk halvfjerdser i hvide sten, ét plan i vinkel, men sikkert rummeligt og godt til de fleste.
Nej, det er vist ikke huset, der er problemet. Det er, at man ser så frygteligt meget af det, selv når man kører forbi i bil med de 50 km/t, man nu engang må.
   For det er som om, de kære mennesker, der har det til salg, virkelig har villet udstille dette hus, og så har de – lige som man somme tider ser det med butiksvinduer – i bogstaveligste forstand, men givetvis i den allerbedste mening, ryddet grunden for alt andet end bygningen.
   Det højeste synes at være græsset. Det er der meget af. Og det bliver godt nok højere og højere og mere og mere uplejet, men skjuler alligevel ikke i mindste grad huset, der tilbagetrukket troner nøgent og ubeskyttet og uden hygge.
   Jeg kan tage fejl. Men jeg tror det ikke. For jeg tror, at der venter det en kold og mørk og lang vinter i tomhed.  

Det tager en rask mand og en god motorsav en halv dags tid at maksimere solindtaget på en grund. Det tager naturen en 20-25 år at genskabe skygger og lysvirkninger - og den attraktivitet, der er ensbetydende med salgbarhed.

Morgentur

30. oktober 2008  Til toppen


På den sidste søndag med sommertid lagde jeg morgenturen rundt om Lyngby sø. Klokken otte, ret præcist, og som om dette skulle betyde noget overhovedet, efterlod jeg bilen på P-pladsen ved Sorgenfri kirke og bevægede mig i hastigt gangtempo ad den blinde I.H. Mundtsvej forbi bagsiden til Netto og de andre butikker på sydsiden af Hummeltoftevej.
   Trafikken på omfartsvejen til venstre var sparsom, mens S-togene sikkert passerede forbi, som de skulle.
   På den brede, asfalterede Søpromenaden var der de første minutter stille, men så begyndte både cyklende, løbende og gående personer at dukke op. Nogle den ene vej og andre den anden. Alene eller flere sammen. Med og uden firbenet ven i kort eller lang snor. Og da jeg kom om på Bagsværd-siden, var den tidsmæssige afstand mellem dem endnu kortere.
   På det tidspunkt af dagen og året er mange stadig hilselystne. Og er det egentligt ikke også ganske hyggeligt at føle sig som medlem af et lille eksklusivt broderskab af morgenduelige?
   Det er i hvert fald længe siden, jeg har sagt ”god morgen” eller ”morgen” og gengældt så mange venlige smil. Mest dog til de relativt langsomme vejfarende som jeg selv. Hvad de løbende angår, synes de altid i højere grad at mangle overskud. Et er, at det gælder deres medmennesker, men mon det også er sådan med naturen, de færdes i?
   Det ville være synd. For den er værd, at man ikke blot kaster et stjålent blik på den, men nyder den. Ikke mindst denne morgen, hvor solen skinnede og reflekterede løvets røde, brune, gule og grønne nuancer, var i hvert fald jeg glad for, at jeg bare gik.

Klokken 9.30 var jeg tilbage på P-pladsen. En bil parkerede på den anden side af hækken, og præsten, der allerede var i sort kjole, dukkede op i kirkedøren og hilste dem velkommen med ordene: ”Og det er vel så gæsterne fra Jylland?”

Jeg kunne ikke høre, hvad de svarede, men gættet skal nok have været rigtigt, for hvem andre end de, der kommer langvejs fra, kommer en halv time for tidligt? Og deres ærinde, kan jeg forestille mig, har været barnedåb.
   Hos bageren på den anden side af Hummeltoftevej købte jeg et franskbrød af dem uden birkes, og som Lisbeth bedst kan lide, samt en avis uden meget indhold og kørte hjem.

A-menneske

5. september 2008  Til toppen

Jeg er A-menneske. Så udpræget, endda. Jeg elsker morgenerne. Især de lyse. Jeg elsker derfor året mest, når det går den rigtige vej. Mod lyset. Nu har det atter taget den forkerte drejning. Det bliver koldere, og lyset kommer senere. Alligevel elsker jeg efteråret. For det er bedre, end det, der kommer, vinteren. Og farverne, de gyldne, er fantastisk smukke. Men så langt er vi ikke engang endnu. Og heldigvis.

Jeg går morgentur, når klokken er 6. Ned ad vejen og ind i ”vores” lille skov for enden. Lige nu er det halvmørkt, men når jeg kommer ud på den anden side, er det blevet lyst.
Om kort tid kan det ikke længere lade sig gøre.
   Jeg må ty til vindjakke, og det er ved at være for koldt til shorts. Det er lige meget. Jeg tager gerne en kilt på i stedet. Den er behagelig året rundt. Selv ved nogle få minusgrader fryser jeg aldrig. Og først, når temperaturen nærmer sig 30 grader, føles shorts bedre. Klimaanlæg indbygget.  
   Fårene fra Vallø, og som i det tidlige forår blev sat ud, er der ikke længere. Nogle af dem havde ellers vænnet sig til mig, og hvis jeg stod stille eller gik langsomt, nærmede de sig nysgerrigt og kom helt tæt på. Blev de alligevel forskrækkede, var det første, deres til at begynde med bittesmå, senere store lam gjorde, at søge deres mors patter, inden de sammen forsvandt ind i det høje græs.
   Jeg har næsten altid kamera med, men langt fra hver dag tager jeg billeder. Tit ligger disen som et hvidt vattæppe ned over de lange, gyldne græsser, som nu ikke længere tjener fårene som føde. Og så gør jeg det.
   Der er stille. Der er få A-mennesker som jeg. Eller de har andre steder.
   Jeg vender om og går tilbage. Sommetider møder jeg avismanden på knallert og med lynomdeling. Jeg ved, hvem på vejen, der holder avis.
   Jeg lukker mig ind, går ind i soveværelset og stryger Lisbeth over kinden; lægger mig ind til hende. ”God morgen, skat. Du skal snart op”. 

Man får, hvad man betaler for

5. september 2008  Til toppen

Vi kender vist alle udtrykket. Det betyder på godt dansk, at varen er billig, men resignerende erkender man, at den var (for) dårlig, eller man afholder sig fra at købe den, fordi man simpelthen ikke kan forestille sig, at den kan være god (nok) til den pris.
   Men er det nu altid rigtigt? Nej. Det forudsætter nemlig, at varens pris afspejler det, det har kostet at fremstille den. Og sådan er virkeligheden sjældent. Det, man betaler for, er tit meget mere end selve varen. Det er den aura, dygtige virksomheder forstår at omgærde deres frembringelser med.
   For nylig købte jeg et par Hugo Boss jeans. Jeg kunne se, at de var fremstillet i Rumænien. De burde derfor være billige, for arbejdskraften koster ikke så meget på de steder. Men det var de ikke. De var faktisk rasende dyre. Men så var de vel også ekstra gode? Nej, jeg kan på alle måder sammenligne dem med et par ganske billige, jeg har købt for omkring en femtedel af det, Boss-bukserne kostede. Stoffet føles ens, farven er der ikke stor forskel på, forarbejdningen heller ikke; designmæssigt kommer de uhyggeligt tæt på hinanden, pasformen er den samme, måske med et lille plus til de billige.
   Den eneste reelle forskel, jeg kan få øje på, og den er i virkeligheden ikke videre reel, er det lille mærke, som de begge har øverst på stiklommen, i udskæringen til højre lomme.  På de dyre står der BOSS, Hugo Boss. På de billige står der bare JOKER.

Der findes også en anden talemåde: ”Ikke prisen værd”. Den bruger vi mest om dyre varer. Som mine Hugo Boss jeans. Men var de så ikke prisen værd? Objektivt set, nej. Men jo. Jo, det synes jeg, selvom det ganske lille mærke ret beset har kostet nær 1.500 kroner.

Det største problem, en virksomhed kan have, er, hvis den er henvist til at sælge til noget nær kostprisen. Jeg holder discountsektoren udenfor. Den har sin helt egen dagsorden.       
   Men en almindelig virksomhed, der ikke kan få prisen op, har forsømt at skabe den aura eller det image, der giver luft til egen prisfastsættelse og afstand til konkurrenterne og egne omkostninger.
   Eller produktionsomkostningerne er for høje i forhold til markedet; eller produktud-viklingen har været for ringe.
   Eller kvaliteten er virkelig sådan, at man (kun) får, hvad man betaler for.
 

Det er Simcas skyld

5. juni 2008  Til toppen

Siden 1960 har jeg haft et dårligt forhold til fransk. Det år fik jeg fransk i skolen, og det lå slet ikke til mig. Lydene var forkerte, tungen nægtede at følge med, og den skønne klang, mange danskere forbinder med dette sprog, var jeg aldeles ulydhør overfor. Det kunne have en sammenhæng med vores alt andet end inspirerende lærer, frøken Magda Jensen, men bedre blev forholdet til det ikke i mine tre gymnasieår.

Helt galt gik det imidlertid i 1975, og nu var det ikke kun sproget. Det blev pludselig alt fransk. Og skylden var Simcas.
   Jeg havde ellers haft store forventninger, for der var noget reelt og snusfornuftigt godt ved Simca. Nå ja, udseendet var måske ikke det mest henrivende, men det indre, det troede jeg på.
   Simca kunne lyde som navnet på en pige. Men nej; Simca er - eller rettere var - et bilmærke. Det var vist nok den første bil, der fik en bagklap, og det gjorde den jo meget brugsrigtig. Som udløber af den store oliekrise i begyndelsen af halvfjerdserne begyndte den slags reelle værdier at få betydning, og det smittede i høj grad af på danskernes valg af bil. Simcas markedsandel steg kraftigt i de år.

Vi havde mellem vores Folkevogn og denne Simca haft en sølvgrå Opel Ascona af den første årgang, den såkaldte A-model. Med sin 75 brutto-HK stærke 1,6S-motor var den ganske kvik, men havde også adskillige irriterende børnesygdomme. 
   Vores næste bil måtte gerne være mere fornuftig end den sølvgrå racer, følte vi. Valget faldt på en 3-dørs Simca 1100 ES i mørkegrøn metallak og med bløde forsæder og nakkestøtter. De var for lave til andre end mindre børn, som alligevel ville være bedre anbragt på bagsædet. Det med de bløde sæder og for lave nakkestøtter er stadigvæk - over 30 år senere - ikke ukendt i franske biler.

Den så slet ikke så værst ud, som den stod der i salgslokalet hos den længst forsvundne forhandler på Søborg Hovedgade og skinnede. Men pas på, biler ser både større og flottere ud indendørs.
   Men fornuftig var den. Selve konceptet var virkelig godt, ja bortset fra, at det var en lidelse at komme ind på bagsædet. Simca var født med fem døre. Minimum for franske biler var dengang fire. Nogle marketingfolk havde så nok på et tidspunkt fundet ud af, ved fx at kigge på det tyske marked, at der også var en efterspørgsel efter biler med bare to eller tre, hvorefter konstruktionsfolkene hovedrystende havde erstattet bagdørene med plade - uden samtidigt at gøre fordørene bredere.

Men det var slet ikke det, der skulle efterlade det uudslettelige indtryk af, at Simcaen er den mest elendige bil, jeg nogensinde har kørt i. Det var, at den absolut ikke var til dansk klima. Enhver vandpyt fik den til at udstøde et ”honk”, hvorefter motoren døde ud.
   Jeg sprøjtede strømfordeleren og ledningerne med silikone. Jeg købte spandevis af silikone. Jeg hev tændrørene ud og polerede og gned dem. Og lige lidt hjalp det. Den sagde bare ”honk”, og gik ud.
   I lange perioder skubbede jeg dette monster mere, end jeg kørte i den. Det skete, når vi skulle i teatret, i biografen eller på indkøb. Det skete, da jeg skulle til ansættelsessamtale hos Nestlé. Ved Hans Knudsens Plads nægtede den ganske enkelt at køre videre, og det var endda på en solrig forårsdag. Det havde til følge, at jeg kom over en halv time for sent, og at jeg havde røde ører og sorte fingre. Men jeg fik jobbet, og det var ikke Simcas skyld. 

Motorlyden indikerede stedse, at der mindst måtte ligge et dusin løse bolte og møtrikker inde i motorblokken. Efter blot 30.000 kilometer fik den så lavet ventiler og topstykke – for mine penge. Og lige lidt hjalp det.
   Som en anden Simca-forhandler senere sagde: ”Sådan lyder en Simca da, når den har kørt et par tusinde kilometer. Og den lysebrune grød over ventilerne har de også alle sammen”. Og da var jeg blevet franarret et beløb til reparation, svarende til mere end en tiendedel af nyprisen for uhyret.
   I 1978 havde vi sat den på et biltog fra Kandersteg i Schweiz til Gondo i Italien. Jo mindre, den skulle bevæge sig selv, jo bedre. Da vi midtvejs, i Brig, hvor biler kørte af og på toget, skulle flytte os til den næste jernbanevogn, foregik det for vores vedkommende med skubben. En halv time senere, da toget holdt i Italien, startede den imidlertid - upålidelig, som det var dens særkende - helt uventet, men heldigvis da.
   På hjemturen gik en pære i den ene forlygte, og det var nærmest umuligt at skifte den, uden at spolere forskærmen, der nu, tre år gammel, viste sig rusten fra inderst til yderst.

Det afsluttede et mørkt kapitel. Da den og vi – dog sammen - kom hjem, blev den solgt. De nye Simca 1307 og 1507 var ellers kønne at se på, og der kørte utallige af dem. FDM roste dem til skyerne - som de også havde gjort Simca 1100. Men nej, ikke Simca. Aldrig mere Simca.
   Det varede nu heller ikke så længe, før salget begyndte at rasle ned. Andre havde, som jeg, opdaget, hvor ringe Simca var. Ja også FDM, der dog først advarede medlemmerne, da det næsten var lige meget.
   Ideen var god, men udførelsen en katastrofe. Simca-mærket forsvandt. I en periode levede den videre under dæknavnet Talbot, men så var det også endegyldigt - og til næppe nogens sorg - slut.
   Vi fik i stedet en rød Opel Ascona, den såkaldte B-model og med 1,9 liter motor. Det til trods ydede den kun 75 HK, det samme som den første – men motorlyden var meget bedre, og den kunne have kørt på petroleum, hvis det skulle have været. Det var en fremragende bil, som vi kørte i i næsten otte år.

Mange har givetvis glemt deres Simca. Ikke jeg. Jeg har siden aldrig ejet en fransk bil. Intet, hverken lave priser, et smukt ydre eller alskens anbefalinger har kunnet ændre på det. Renault, Citroën og Peugeot får ikke en chance.  
   Det er helt sikkert ganske uretfærdigt og grundløst. Jeg ved det. Lisbeths Yaris er for eksempel samlet i Frankrig, og den fungerer. Men jeg gør det ikke.  
   Hvis jeg ser en Golf, der er gået i stå i vejkanten, er min umiddelbare tanke: Idioten er kørt tør for benzin.
   Holder der en fransk bil på samme måde, er min reaktion: Han kunne jo bare have købt en ordentlig bil.
   Hvad jeg køber af franske varer, kommer udelukkende fra køer eller er importeret på flaske. Og så er det alt sammen bare Simcas skyld.

Den dårlige og den gode sælger

1. juni 2008   Til toppen

Den dårlige

For et par måneder siden besluttede jeg mig for at anskaffe det næsten nye Nikon D300 og det helt nye Nikkor 16-85 mm objektiv. Det var aktualiseret af, at jeg kort forinden havde læst, at netop dette objektiv i flere lande skulle indgå i et – sædvanligvis billigt - ”kit” med Nikon D300.

Nærmest pr. automatik styrede jeg mod en meget velassorteret fotoforretning i city, hvor en medarbejder halvsurt spurgte, hvad jeg ville.
   Jeg fortalte, at jeg tænkte på at købe en Nikon D300 og det nævnte objektiv. Der opstod en pinlig tavshed, der blev brudt af, at jeg spurgte, om jeg måtte se tingene.
   Jeg fik et blik, som jeg kun kunne afkode som et ”Å nej”, men han fik da bevæget sig om på den anden side af disken og hen til vinduet, som han med en nøgle skaffede sig adgang til og hev varerne frem.
   Jeg spurgte spagt, hvad det kostede. Det er jo ikke rart at være til ulejlighed.
   ”18.000”, sagde han. På deres hjemmeside havde jeg set et andet Nikkor-objektiv til samme pris som det, jeg ville have, og for den kombination forlangte de 17.000.
   Det fortalte jeg ham, og spurgte endnu engang, hvad det kostede. Jeg kunne se, at han nu virkelig nærede tvivl om mine åndsevner:
   ”18.000” sagde han og tilføjede belærende. ”12.500 plus 5.500 er 18.000”.
   ”Hvor meget koster batterigrebet”, spurgte jeg så.
   ”2.250 kroner”, svarede han.
   ”Og hvis jeg nu køber kamerahus, objektiv og batteridel, hvad skal jeg så betale?"
   Nu fuldt overbevist om, at han over for sig havde en sinke, der ikke havde fulgt med i matematiktimerne: "20.250”. 
   Jeg fortalte, at jeg havde læst noget om kit-udgaver. Det kendte han ikke noget til, og han vidste ikke, om det nogensinde kom til Danmark, fejede han mig af.

Det, han burde have gjort, var selvfølgelig at sige:
"Vi har en prispolitik, der siger, at alle kunder skal kunne købe varerne til samme pris. Derfor kan jeg ikke give rabatter. Men jeg vil gerne undersøge, om der er kommet, eller der er et kit-tilbud fra Nikon undervejs med det objektiv, du er interesseret i, og så får du naturligvis den rabat, som Nikon yder".

Det gjorde han ikke. Han så lettet, ikke skuffet ud, da jeg gik uden at have købt noget.
   Muligvis har han opfattet mig som en dum ”oser”, der bare ville have ham til at demonstrere kamera og objektiv, hvorefter jeg kunne købe det på Nettet. Men det var slet ikke min hensigt. Jeg ville gerne have fundet guldkortet frem denne eftermiddag, blot for et lille afslag i prisen. Men dette var bare for meget, og hvis denne attitude breder sig i detailhandelen, så er i hvert fald en af begrundelserne for at købe varer i en fysisk butik ligesom bortfaldet.
   OK. Det må være enhver sælgers ret ikke at være i "selling mood" - hver dag. Han kan have haft andre problemer at slås med. Derfor undlader jeg at sætte navn på butikken.
   Da jeg kom hjem, kunne jeg se, at kittet allerede fandtes officielt på nikon.de, ch og at. Og minsandten også på nikon.dk. Også at det var svært at finde en Internet-udbyder, der ikke tilbød det til fornuftige penge.

Den supergode

Næste dag på vej hjem fra arbejde kom jeg til at tænke på Thorsøe Foto på Finsensvej. Jeg vidste, at de solgte Nikon, og det var nærmest på vejen.
   Uden større tiltro parkerede jeg ved det nærliggende posthus. De maksimale 15 minutter, man måtte holde der, måtte være rigeligt, tænkte jeg.  
   De havde Nikon D300 i vinduet, men der stod ikke noget om noget kit. Med voksende fornemmelse af, at jeg nok spildte min tid, gik jeg indenfor.
   En ung mand forhørte sig om, hvad jeg ville, sagde ”lige et øjeblik”, og henvendte sig til en ung pige, der smilende spurgte, hvad hun kunne gøre for mig.
   Allerede lidt mildere stemt spurgte jeg straks til kittet, jeg havde læst om.
   ”Jamen, det har vi da”, sagde hun. ”Jeg mangler lige at regne prisen ud”.
   Det tog ganske få sekunder, og der var virkelig noget at spare i forhold til at købe delene hver for sig og i forhold til den anden butik.
   ”Hvad koster batteridelen egentlig?”, forhørte jeg mig dernæst. Hun nævnte en pris, og sagde spontant, at hvis jeg købte den sammen med kamerahus og objektiv, kunne hun give mig en rabat på den også.
   Problemet var, at batteridelen var udsolgt, men de havde en reserveret hos Nikon, og den ville hun hente næste formiddag, og så kunne jeg få den om eftermiddagen.
   Hun var den perfekte sælger, sød og tillidvækkende og uden på noget tidspunkt at oversælge eller presse. Da jeg gik – efter at have været ude for at flytte på p-skiven - havde jeg købt kamerahus, objektiv, batteridel og uv-beskyttelsesfilter. Det var meget tæt på, at der også var indgået det nye 70-300 mm objektiv med anti-ryste funktion. På kvitteringen kunne jeg se, at hun hed Christina.
   Da jeg næste dag hentede batteridelen, var hun i dialog med en anden kunde. Mens jeg ventede på, at de fandt den frem til mig, oplevede jeg igen, hvordan hun engageret, professionelt og troværdigt demonstrerede to forskellige kameraer og nævnte fordele og ulemper mellem dem.
   Jeg fik ikke afslutningen med. Men jeg ved med 99 % sikkerhed, hvad det endte med. Jeg så det, da hun satte den sidste, meget meget lille fordel ved det ene ind, og kunden spilede øjnene op.

Jeg sparede godt 2.000 kroner i forhold til den anden butik. På Nettet kunne jeg sikkert have sparet endnu mere. Men udvalg og eminent kundebetjening skal belønnes. Det er i hvert fald min holdning – også selvom det koster lidt mere. Jeg prutter sædvanligvis heller ikke om prisen, men vil da gerne have del i officielle rabatter. Og selvfølgelig spørger jeg, om det nu også er prisen.
  
I forrige uge var jeg så igen hos Thorsøe, hvor jeg købte et lille Nikon digitalkamera til Lisbeth - i anledning af vores bryllupsdag nr. 42. Igen var det Christina, der ekspederede mig.
   ”Jeg kommer igen ved lejlighed”, sagde jeg, da jeg gik, efter at jeg den følgende dag havde byttet det til et, der var lidt dyrere og bedre. Og det gør jeg. Fra at være ingenting, er Thorsøe blevet til min foretrukne fotoforretning.

Og den anden butik? Ja, de har først for ganske nylig fundet ud af, at der findes et kit til Nikon D300 med et 16-85 mm Nikkor-objektiv. Det kan jeg se på deres hjemmeside.       

Måske havde de i virkeligheden heller ikke hørt om kittet hos Thorsøe Foto, den eftermiddag i marts, hvor jeg ganske uden forventninger gik ind til dem.
   Måske var det bare et tilbud, Christina lavede på stedet, men i så fald var det rigtig godt grebet i luften.
   Så elegant gør kun den perfekte, nærmest Gudbenådede sælger det. Så er det sagt.

En af de bedste romaner - har jeg hørt

1. juni 2008  Til toppen

Da vi i februar var på en forlænget weekend til Hamburg, købte jeg en ”Hörbuch” hos en af de ekstremt velassorterede boghandlere, der findes der.
   Jeg havde set den flere gange, når jeg har været i Tyskland, og vidste, at den er kommet i flere oplag. Denne gang slog jeg til: Nachtzug nach Lissabon af Pascal Mercier, en schweizisk filosofiprofessor, der underviser på Freie Universität i Berlin, og hvis virkelige navn er Peter Bieri. Oplæseren er en skuespiller med en meget dyb stemme, Walter Kreye.

Fortællingen starter den dag, som totalt og for altid ændrer livet for hovedpersonen, den 57-årige, fraskilte og perfektionistiske gymnasielærer, der underviser i latin, græsk og hebræisk, Raimund Gregorius.
   Den dag har han mødt en portugisisk kvinde på en bro på vej til gymnasiet. Den dag er han for første gang i sit liv og af den grund kommet for sent til undervisning. Den dag har han efter en halv time rejst sig, taget sin frakke på og uden et ord og uden sine elskede bøger forladt sin klasse. Senere den dag har en antikvarboghandler læst op for ham og oversat sider af en bog på portugisisk og til slut foræret den til Gregorius, som på sin side er så begejstret over teksten, at han må vide noget mere om den ukendte forfatter Amadeu de Prado - ein Goldschmied der Worte, som også er titlen på Prados bog, oversat til tysk.

”Dann hörte er Sätze, die in ihm eine betäubende Wirkung entfalteten, denn sie klangen, als seien sie allein für ihn geschrieben worden und nicht nur für ihn, sondern für ihn an diesem Vormittag, der alles verändert hatte."  
   Det bringer Gregorius med nattoget til Lissabon, hvor han optrevler lægen Prados fortid. "Ich möchte gern etwas mehr wissen von diesem Mann, der so weise Sätze geschrieben hat", siger han, da Prados over 80-årige ugifte søster, Adriana de Prado, åbner døren for ham i huset, hvor Prado engang har haft sin "blaue Praxis". På det tidspunkt har lægen været død i over 30 år, viser det sig.
   Pascal Mercier skriver selv "weise Sätze". Hans sætningsbygning er helt speciel, fyldt med genitiver og konjunktiver. Et sted siger Gregorius, og næppe tilfældigt, at han nu er ved at få styr på konjunktiverne på portugisisk – et sprog som han intenst prøver at tilegne sig.
   6 cd’er fylder Nachtzug nach Lissabon. Kan man glæde sig over og forstå nuancer i det tyske sprog, er hvert minut en oplevelse. Den kan varmt, varmt anbefales. Jeg har allerede hørt den flere gange, og den kan tåle det.
   Jeg har set, at bogen er oversat til dansk. Nattog til Lissabon. Jeg har ikke købt den og vil heller ikke gøre det. Men hvis oversætteren er god, kan den meget vel byde på en stor oplevelse.
   Da jeg heller ikke har kigget i den tyske bogudgave, kan nogle af personnavnene være stavet forkert.