Realklassen 50 år efter

INDHOLD
Personen bag
Uddannelse, jobs og undervisning
Familie og interesser mv.

Foto
Sterling Foto
Billeder uden farver
Hvad undervisning kan føre til

Mere om foto samt billeder finder du på mansfeldt.net:

Musik
Min musik
Dirigenter som nat og dag
Markante stemmer
Biler
Biler i min barndom
Bilvalg
Hi-fi
Lyd på bånd og andet
Opleve
Rejser nær og fjern
Diverse
Ros fra uventet kant
I skole i 50'erne

Fra case til kilt
Sku' det være en kilt?
Realklassen 50 år efter
 
Startsiden


Se alle billederne her

50 år er mange. Faktisk er kun knapt 2/3 af den danske befolkning så gamle eller yngre. Og her drejede det sig ikke engang om alder, men om at have forladt skolen for 50 år siden.

Det kunne 13 af mine gamle klasse-kammerater og jeg fejre søndag den 19. juni, hvor vi, vist nok på dagen, for så mange år siden havde taget realeksamen på Skælskør Skole.

Vi bestod af to sammenlagte klasser, en konsekvens af, at mange var gået ud ved skolepligtens ophør, dvs. efter 3. mellem, for enten at få en læreplads eller for at skifte til skoler, der gav en mere sikker adgang til gymnasiet.
   Fra Skælskør skole var bestået optagel-sesprøve til gymnasiet en forudsætning for at komme videre den vej.

21 var vi dengang i realklassen, og det var lykkedes for arrangørerne, Grethe Madsen og Else Hall at finde frem til 19 af dem, hvilket i sig selv er noget af en præstation, når det som her drejede sig om 18 piger, der udpræget har skiftet efternavn, og kun tre drenge. Læg dertil, at vi jo ikke er en typisk Facebook-generation.
  Af de manglende to er Hansa i mellem-tiden død, og Klaus, der kun havde været i klassen i få måneder, var det ikke lykkedes at finde.

Kun en gad ikke deltage, en var ikke rask nok, og tre ville gerne, men havde ikke mulighed for at komme.

Også denne store opbakning omkring arrangementet må siges at være bemærkel-sesværdig. Ingen af os havde jo kendt hinanden i mere end de ni skoleår. Og nu var der gået 50, siden vi skiltes.

Når man er barn, er tiden lang. Dermed mener jeg på ingen måde kedelig. Men den er lang.
   Hvis man som tankeeksperiment sætter alderen 7 år som udgangspunkt, var vi, da vi forlod skolen i 1961, blevet 129% ældre.
   Hvis vi i dag er 66 år, skal vi helt tilbage til 29-års alderen for at have oplevet en tilsvarende procentuel forældelse - eller udvikling om man vil. Et spænd på 37 år i forhold til vores blot ni års skolegang på Skælskør skole.    
   Jo, skoletiden har betydet meget og har sat præg.   
   Jeg selv var ikke et sekund i tvivl, da jeg fik indbydelsen. Selvfølgelig skulle jeg med. Det var gode år. Fra børn til pubertet.

Klokken 11 mødtes så 14 gamle elever på Havnepladsen i Skælskør.
   Da Lisbeth satte mig af, stod de fleste uden for Skælskør Museum, hvor vi skulle starte.

Klassen har tidligere fejret 25- og 40 års jubilæum, men jeg kunne ikke være med for 10 år siden.
   Efter blot få minutter var alle ansigter imidlertid ligesom faldet på plads. Pludselig var det dem. Helt oplagt dem.  Kunne kun være dem.

En i 1966 tilflyttet lokalhistoriker, Jørgen Kok, fortalte på museet, der ikke eksiste-rede dengang, om fødebyen.
   Derefter var der frokost på Hotel Post-gården, hvor gamle minder blev genop-frisket og årene imellem ført ajour. 
   Siden fortsatte snakken livligt i det sene eftermiddagssolskin ved Bådelaugets klub-hus.

For 50 år siden havde vi hele livet foran os. Det har vi per definition stadig, men det er nødvendigvis blevet mindre og mulighe-derne færre. For de fleste af os er arbejdslivet fortid.

En glæde var det, at vores højt skattede lærer, Erik Schmidt Jensen, nu 92 år, kunne deltage i frokosten.
  Han må være den absolut sidste overle-vende i lærerstaben.

Med alderen tager man nok kortere og kortere skridt. Således også med afstanden mellem Realklassens skolejubilæer: først var det 25 år, så 15 og nu 10 år.
   Efter almindelig rækkeudvikling må det så hedde 5 år næste gang. Og det bliver det også, vedtog vi, ved afskeden. Jeg ser frem til 2016.

Sammen med Erik fulgtes jeg langs havnen hen til hans bil. Vi talte om huse, der havde været, og huse, der måske skulle bygges.
  Her havde vi igennem flere år lagt vejen forbi, når vi cyklede hjem fra skole.
  Dengang havde der været fragtskibe og jernbanevogne, der blev rangeret om på for siden at blive trukket til Dalmose og derfra videre mod vest eller øst.

Pølseboden, der nu er indbygget i den gamle toldbod, havde været udsat for en brand. Jeg tænkte på barndommens bordeauxrøde pølsevogn, som stod lige ved siden af, hvor damperen Skjelskør dengang lagde til kaj, når den kom ind fra Omø og Agersø.
   Pølseforhandler H. Bengtson. En kraftig mand, der talte svensk.
   Mange gange var en sparegris blevet rystet for at tilvejebringe de 35 øre, der skulle til for at betale for en rød pølse med brød eller de 50 øre, en hot dog med bløde, hjemmelavede løg kostede.   
  Så meget har forandret sig på de 50 år.

Vi kørte til Kobæk, hvor Lisbeth havde hygget sig med Eriks kone, Lizzie, vores fælles klassekammerat fra Slagelse Gym-nasium. En rigtig god dag.

© 2011 Gregers Mansfeldt