Om mig - mest privat

INDHOLD
Personen bag
Uddannelse, jobs og undervisning
Familie og interesser mv.

Foto
Sterling Foto
Billeder uden farver
Hvad undervisning kan føre til

Mere om foto samt billeder finder du på mansfeldt.net:

Musik
Min musik
Dirigenter som nat og dag
Markante stemmer
Biler
Biler i min barndom
Bilvalg
Hi-fi
Lyd på bånd og andet
Opleve
Rejser nær og fjern
Diverse
Ros fra uventet kant
I skole i 50'erne

Fra case til kilt
Sku' det være en kilt?
Realklassen 50 år efter
 
Startsiden

Også denne side var oprindeligt en del af min gamle "undervisningshjemmeside", blot nænsomt aktualiseret gennem årene, senest i juli 2014.


Dit privatliv?

Det er først og fremmest min dejlige kone, Lisbeth.
   Jeg lagde mærke til hende den 12. august 1961. Jeg ved det præcist, for den dag startede vi begge i 1.gsb. (ny-sproglig klasse) på Slagelse Kommunale Gymnasium.
   Hun var lang, tynd, lyshåret, knapt 16 år gammel og fuld af liv. Et år senere forelskede jeg mig vildt i hende, hvorefter der fulgte to år med ulykkelig kærlighed, før mine følelser, efter afprøvning af alskens strategier og taktikker endelig blev gengældt. Det skete umiddelbart før vores studentereksamen.
   Vi ringforlovede os den sommer og blev gift i 1966. Lisbeth er tresproglig korrespondent fra Handelshøjskolen, merkonom – i virksomhedsledelse og show room manager hos Louis Poulsen Lighting - dem med PH-lamperne. Hun er stadig yderst aktiv, holder en masse foredrag om lys og brugen af lys i hjemmet, og for et par år siden skrev hun sammen med en tidligere kollega fra Louis Poulsen bogen Sans for Lys, der er udgivet af Gyldendal. 

Året efter, at vi blev gift, fik vi vores søn, Michael. der er cand.jur. og far til vores to ældste børnebørn, Julie fra 1999 og fire år yngre Christian.

Vores datter, Louise, fik vi i 1980, 13 år efter Michael. Hun er cand. merc. i filosofi og økonomi - ligesom sin dejlige mand, Ole.
    
De fik i april 2007 Jonathan, vores tredje barnebarn. I 2010 blev  Anton
født,  og i begyndelsen af december 2013 kom lille Olivia til.

Lisbeth og jeg på Monte Brè over Lugano i 2011,
en uge før jeg fyldte 67


 

Luganosøen set fra Brè


 
Hvad med sport?

ALDRIG. Jeg har det ikke i mig. Hvis jeg kaster en bold, ved jeg ikke, hvor den lander. At sparke til den gør det ikke bedre, og en ketsjer eller en kølle i hånden ville overhovedet ikke fungere.
   Som barn og ung var jeg god til at løbe. Det gik fantastisk hurtigt. Den fornemmelse af at svæve, som jeg havde, når jeg løb gennem skolegården, kan jeg stadig savne. Men i gymnastiktimerne tillagde man ikke det nogen værdi. Jeg var også god til og glad for at cykle. Sidst jeg gjorde det, var imidlertid i 2003 i Lucca, hvor vi lejede cykler.   


Jeg har været på motionscenter for en del år siden og stået på et løbebånd. Det bedste ved det var, at der hele tiden kun var cirka 50 meter ud til bilen. Men Gud, hvor var det kedeligt.  


Det skal retfærdigvis tilføjes, at jeg ikke kan gøre så meget. Siden jeg var 17, har jeg haft slidgigt og en - for det meste passiv - diskusprolabs i ryggen.
   Måske hænger den manglende interesse i virkeligheden sammen med det?

Dine interesser, når du nu ikke dyrker sport?

Musik
Primært klassisk med hovedvægt på opera. Det har varet siden 1962.
   Anledningen var en klassetur i 1.g. til København (fra Slagelse). Dagen skulle slutte i Det kongelige Teater.
   Der var valg mellem skuespil på Ny scene og opera på Gammel scene.
   Jeg valgte opera, men mødte op med nul forkundskaber og tilsvarende ingen forventninger. 
   Men fra det øjeblik tæppet gik op for La Bohème (Puccini), sad jeg helt fremme i stolen, og da Rudolfo ca. 20 minutter inde i første akt brød ud i arien Che gelida manina (så kold den lille hånd er), var jeg helt og aldeles solgt. 
   Resten af 1. akt er i øvrigt en række af veritable glansnumre: Mimi's arie Si, mi chiamano Mimi (jeg kalder mig Mimi) og duetten mellem Rodolfo og Mimi O soave fanciulla (Oh, dejligste pige).

Så hurtigt, jeg kunne få råd til det, købte jeg en grammofonplade, en såkaldt EP (extended play), som var 17 cm i diameter og roterede med 45 omdrejninger pr. minut.
   Det var nok til
Che gelida manina på den ene side og på den anden en arie fra Manon Lescaut.


Desværre er man i de senere år begyndt at "modernisere" operaerne. Man gør dem "nutidige", selvom det konflikter med handlingen og teksten. Når fx Wagner i 1848 lod Lohengrin foregå i 900-tallet i et miljø af riddere, er det for mig svært, ja umuligt, at se rationalet i, at instruktøren Peter Konwitschny i sin 2007-opsætning for operaen i København gør hovedpersonerne 20 år yngre og flytter handlingen til et nærmest nutidigt klasselokale med piger med rottehaler og drenge i korte bukser og hvide knæstrømper.
   Kristeligt Dagblad kaldte det "Lohengrin i børnehøjde med vidunderligt resultat"
  De fleste var begejstrede, hedder det videre i anmeldelsen.
   Jeg derimod tænker på Kejserens nye klæder og tror ikke, at det overalt konstaterbare dalende billetsalg til opera-forestillinger blot kan forklares med økonomisk krise osv. 
   Men endnu er ingen ansvarlige kommet på den tanke, at hovedproblemet kunne skyldes denne vandalisme. Det, tror jeg derimod, publikum er.

At det virkelig kan gå for vidt, viser en nyiscenesættelse af Tannhäuser på Rheinoper i Düsseldorf i maj 2013 i anledning af 200 året for Wagners fødsel. Her havde man flyttet fortællingen fra det 14. århundrede til nazitiden. På premiereaftenen buhede og udvandrede publikum ved i bogstaveligste forstand midt under forestillingen at smække med dørene, når de gik. Det blev til den ene opførelse.
   Men måske de så kan lære det?


Hi-fi
så jeg kan nyde musikken. Da jeg for mange år siden købte min første cd-afspiller, var en af de første cd'er i øvrigt Puccinis La Bohème med Jose Carreras og Katia Ricchiarelli. Siden er det blevet til mange indspilninger.
Hi-fi er jeg vel efterhånden helt alene om? Komprimeret mp3/iTunes-lyd er alt, hvad moderne ører forlanger.

Foto

En endnu ældre hobby. Mit allerførste job og dermed kendskab til erhvervslivet fik jeg faktisk i mine gymnasieår: Det var i Sterling Foto i Skælskør.
   Ejeren, Hans Ove Læsø Petersen drev sammen med sin kone, Tut (Tove) og nogle unge ansatte fotografvirksomhed og fotohandel.
   Dér lærte jeg også, hvad trivsel på en arbejdsplads vil sige, og hvad det betyder for menneskers engagement. Det var enestående og aldrig overgået.
   De solgte forretningen i 2001 efter 45 års virke for at nyde deres otium. 
   Vidunderlige mennesker, som har betydet uendeligt meget for mig.  

Jeg fotograferer stadig meget, har altid et kamera med mig, uanset om det blot er ned i skoven eller fjernere mål. I 2014 er den hobby fyldt 57 år.
   Siden 2001, en uge efter angrebet på World Trade Center i New York har jeg været digitaliseret. Jeg købte digital-kameraet, et lille Canon med 2 mio. pixels i Flensburg, og umiddelbart efter var der to minutters stilhed.
   Jeg har imidlertid ikke totalt droppet analoge kameraer. Mange har jeg beholdt gennem årene, og andre, der har betydet noget for mig, men som jeg har solgt, genanskaffer jeg. Ikke for at bruge dem, men for at have dem. Af natur er jeg en samler.

Ved et indbrud i september 2012 forsvandt desværre flere af mine gamle og nye kameraer, herunder min konfirmationsgave fra mine forældre, denne Voigtländer Vitessa T. Jeg har efter mere end ét års søgen nu fundet en erstatning for den.

Min største hobby har fået et selvstændig site, mansfeldt.net med billeder og foto-nostalgi.

Computer
Jeg er fascineret af teknik. Derfor også af computere, selvom jeg engang i slutningen af 80'erne i en undervisningstime postulerede, at den personlige computer aldrig ville få en fremtid. Så meget kan man altså tage fejl.

Opleve

Natur betyder meget for os, hvad enten det er vandreture i bjerge eller i skoven for enden af den vej, vi har boet på i 41 år.
 
Lisbeth og jeg elsker også at rejse. Vi gør det så tit, vi kan.
   I mange år var vores børn - eller rettere barn - for med den aldersforskel blev det kun til en enkelt ferie med to på bagsædet - altid med os, når vi rejste.
   De kan stadig finde på at dukke op på vores sommerferiested for at dele et par dage sammen med os.

Med Ole og Louise og de to små er det nærmest blevet fast rutine med en uge sammen i Lugano, hvor vi har tilbragt sommerferien i snart 25 år.

Mellem sommerferierne har vi så nået andre destinationer.

Flere forårsferier er blevet tilbragt i et lille stenhus i Toscana, nogle kilometer fra Lucca.
   Puccini blev i øvrigt født i Lucca, og i byen er der stadig nogle, der hedder Puccini. En af dem ejer et bilværksted, kan man se på en varebil. Komponisten døde i 1924.

Vi har været i Rom flere gange, og har, inspireret af "Fars fede ferie", og så godt som det nu lod sig realisere, kørt rundt om Coloseum i egen bil. Virkeligheden ligger langt fra filmen.

I 2011 nåede vi både New York og, for første gang, Tokyo.

I 2012 Nice i marts, i maj Costa del Sol, der var meget bedre end forventet, Lugano selvfølgelig i august og i november endnu engang Tokyo. Japan er noget helt specielt og spændende anderledes.


 Mount Fuji. Japan 2012

Og i 2013 over to uger i vidunderlige Australien, i Lugano og utallige gange i Sverige. I år Nerja, Cordoba, Sevilla, Lugano og Wien.


Sidney, februar 2013

Hvad mere kan man ønske?


Biler

Længe før jeg selv var gammel nok til at få kørekort, har jeg interesseret mig for biler.
   Ud over at være et arbejdsredskab, et transportmiddel og en indkøbsvogn er bilen for mig synonym med muligheder for oplevelser og ikke mindst frihed, som intet andet kan give tilsvarende.
   Det harmer mig, at visse politikere altid og til stadighed i den grad lægger biler for had.
   Man har indtrykket af, at kun afhængigheden af en bred vælgertilslutning samt registreringsindtægterne afholder dem fra at kræve privatbilismen lige så forbudt som i betonkommunismens Albanien.

Historie
Især fra min egen tid og det, der ligger umiddelbart foran, dvs. fra 2. verdenskrig og optakten til den. 
   Historien har det med at gentage sig. Derfor kan man lære af den - så den ikke gentager sig.

Læse
Hvor skønlitteratur stort set tidligere var begrænset til ferier, har jeg efter min ufrivillige retræte fra arbejdsmarkedet fået mere tid til det også.
   Her oplever jeg Mofibo som en god fornyelse af bogmediet.
 


Web designe

Jeg synes, det er sjovt at lave websider. Ellers var denne jo heller aldrig blevet til mere end støtte for min undervisniog og derfor forlængst forsvundet.
  Jeg kan lide kommunikationen, den kreative udtryksform, lidt på samme måde, som når små børn tegner, tror jeg.
  Og glæden over, at det kommer til at se ud, som jeg havde forestillet mig det, æstetikken, at alle links fungerer osv. (det gør de, håber jeg).
   Det, der ligger bag det hele, koderne, er ikke kønne. Jeg kan ikke CSS, så tekst og design er uskønt rodet sammen, side for side. Men hvem behøver også løfte gulvtæppet?
   Siderne er optimeret til Internet Explorer. Med andre browsere kan der optræde nogle fejl i linjeskift, især hvor jeg har benyttet lige højre margen.

Hvad man ikke kan, kan man lære. Jeg har besluttet mig for at lære CSS og har anskaffet mig programmet Adobe DreamViewer, som de fleste professionelle webdesignere hævdes at bruge. Det skal jeg så i gang med.

Man kan også se dig i kilt? 

Det hænder, ja. En kilt er et genialt stykke tøj. Anatomisk rigtigere end alt andet, faktisk.
  Lidt tilfældigt kom jeg til at prøve en i Edinburgh i 1996. Og vel et år efter bestilte jeg så en kilt og lidt tilbehør på det dengang ganske nye Internet.
  Det fascinerer mig lidt, at der er registreret mere end 3000 forskellige tartans. I dag har jeg en pæn lille samling af kilte, og jeg bruger dem.
  Hobby? Ja, hvad samleriet angår. Men ellers vel mere en livsstil.  
   Om mig og kilt kan du læse mere her.

Jeg synes faktisk, alle mænd burde unde sig selv at træde en smule ved siden af de gældende beklædningsnormer. I de senere år er der kommet mange flere farver, og det er godt, men hvad former angår, halter vi mænd stadig bagefter. En mulighed for variation eller tilskud til garderoben er kilten. 

Skulle du være interesseret i, selv at anskaffe en kilt, eller i første omgang blot få mere at vide om den, går du ikke helt tomhændet herfra.

 

Hvad vil du lave, når du bliver gammel?

I 2004 skrev jeg:


"Heldigvis er der længe til. Men, tja, fx have en stor familie, der besøger Lisbeth og mig rigtig tit.
   Og måske vil jeg holde nogle foredrag og skrive noget, der ikke har spor med marketing at gøre.
   Jeg ved helt sikkert, hvad jeg ikke vil være: En træt, gammel, sur mand."

Nu er der gået ni år. Vi glæder os over mange besøg. Jeg har ikke holdt foredrag, men hvem ved? Når jeg bliver gammel nok og får tid.
   Og så prøver jeg ihærdigt på, hverken at være træt eller sur.
  Gammel. Det er OK. Det bliver, selv for de yngste, på et eller andet tidspunkt, en realitet. Forhåbentligt.

© 2004-2014 Gregers Mansfeldt Gå til toppen af siden