Om mig - mest om uddannelse og jobs

INDHOLD
Personen bag
Uddannelse, jobs og undervisning
Familie og interesser mv.

Foto
Sterling Foto
Billeder uden farver
Hvad undervisning kan føre til

Mere om foto samt billeder finder du på mansfeldt.net:

Musik
Min musik
Dirigenter som nat og dag
Markante stemmer
Biler
Biler i min barndom
Bilvalg
Hi-fi
Lyd på bånd og andet
Opleve
Rejser nær og fjern
Diverse
Ros fra uventet kant
I skole i 50'erne

Fra case til kilt
Sku' det være en kilt?
Realklassen 50 år efter
 
Startsiden

Nedenstående var grundlæggende et appendix til den hjemmeside, jeg havde til undervisningsbrug, version 2004, blot aktualiseret, senest i juli 2014. Siden startede således:

Der er næsten tradition for, at en privat hjemmeside rummer oplysninger om ”ejeren”.    
   Det gør denne også. Ikke, fordi det "hører sig til", men fordi det kan være hensigtsmæssigt, at I ved noget om mig og min verden.

”Kommunikation fremmer forståelsen” sagde direktøren for det daværende, længst forsvundne teleselskab Mobilix, Monique Moullé-Zetterström i en tv- reklamekampagne.   
   Og det
havde hun da ganske ret i.


Formen her tager udgangspunkt i et tænkt interview. Fordelen er, at jeg selv både stiller spørgsmålene og giver svarene.



Hvor gammel er du?

Jeg er født i 1944, og har nu passeret de 70. Jeg har det imidlertid helt fint med at have nået den alder. Og én ting er sikkert: jeg er ikke gammel nok.


60 år i august 2004. Fra den oprindelige hjemmeside

Hvad har du arbejdet med?
Jeg har, siden jeg fik mit første egentlige job i 1966, beskæftiget mig med noget, jeg kunne lide. Så jeg har aldrig en eneste dag været ked af, at jeg skulle på arbejde.

Da jeg skulle søge mit første job, kiggede jeg søndagsudgaven af Berlingske Tidende igennem og fandt to stillinger, der tiltrak mig. Den ene var på et reklamebureau, den anden i et tysk firma, Wella.
   Et af kravene til den unge mand, der skulle ansættes, var, at han kunne tale flydende tysk. Det var lige mig, følte jeg.  
   Jeg søgte begge stillinger og havnede hos Wella, som dengang lå i Øster Søgade 32 i København.  
   Det blev afgørende. Jeg forblev på den side af ”bordet”. Derfor har jeg altid anskuet fx reklame fra ”køberside”.  
  
Jeg blev der tre år, hvorefter jeg i august 1969 kom til Galle & Jessen som produktchef for Ga-Jol og chokoladefrøer. Mens jeg var der, stod jeg for lanceringen af Spunk, som stadig findes på markedet.  

Efter GJ var jeg i otte måneder ansat i et ikke længere eksisterende datterselskab af Ferrosan, Remedia. Virksomheden stod for detailsalg af nogle af Ferrosans produkter, herunder Fluo Calcin tandpasta, som jeg blev produktchef for.
   Da Ferrosans detailprodukter ikke i sig selv var tilstrækkelige til at finansiere en marketing- og salgsfunktion, havde man også fremmede produkter på programmet.
   Derfor havde jeg også marketingansvar for Clearasil (bl.a. creme mod bumser), Correga (holder kunstige tænder bedre fast i munden) og Milton (desinfektionsvæske til sutteflasker).
I perioden 1972-1976 arbejdede jeg på Colgate-Palmolive som produktchef for
bl.a. Ajax-serien (Flydende Ajax havde dengang 85 % andel af markedet for flydende rengøring) og som category manager for vaskemidler.
   Det var en virksomhed, hvor man virkelig lærte marketing.


De efterfølgende 8½ år tilbragte jeg hos Nestlé som  produktchef/produktgruppe-chef for Instant Drinks (Nescafé, Nesquik mv.) og for Culinary Products (Maggi).

Fra 1984 og frem til min pensionering i 2009 var jeg beskæftiget i bladverdenen.

Først fire år i Berlingske som salgs- og administrationschef (annonce- og budget-chef) for Søndags-B.T., i dag bare Søndag, siden som marketingchef for bladet.
   

Dernæst fra 1988 i Aller Press (i dag Aller Media) med titel af distributionschef, så bladsalgschef og fra 2005, og som forberedelse på min pensionering i 2009 som 65-årig, trade marketing manager.

Hvad med uddannelse?

Jeg startede efter studentereksamen med at læse HA på Handelshøjskolen i København - før man i internationaliserin-gens hellige navn omdøbte den til CBS.
   Jeg troede – fejlagtigt – at det krævede lige så lidt som at gå i gymnasiet. Derfor førte det ikke til noget, så jeg droppede ud, fik mit job hos Wella og startede på at læse HD med Afsætningsøkonomi som speciale, ligeledes på Handelshøjskolen.
   Det var meget mere mig, og jeg havde vel også i mellemtiden erhvervet den nødvendige erkendelse af, at flid lønner sig.
   Det med Handelshøjskolen var i øvrigt mest af alt en pludselig indskydelse i maj 1964. Gennem hele min gymnasietid havde jeg forestillet mig en tilværelse som advokat, og før da havde jeg haft tanker om ingeniør og arkitekt. Ja, en overgang havde jeg sågar tanker om at blive præst.

Men jeg har været virkelig glad for min uddannelse, som jeg afsluttede i 1971, og det, den har ført med sig, inklusive undervisning på Niels Brock, Copenhagen Business College.
   Det var i samtlige markedsføringsfag på Merkonomlinjen plus faget Reklame, som jeg selv var med til at starte op, og hvortil der i de første par år ikke fandtes lærebog.

Du underviste i mange år. Hvorfor?
Ja, 21 år blev det til. Oprindeligt søgte jeg jobbet for at forøge mine indtægter lidt, men fra første aften – det var i august  1984 – blev jeg grebet af det.

Kommunikation har altid været noget af det, jeg har interesseret mig mest for, og gennem undervisning har man direkte adgang til at se, hvad der virker, og hvad der ikke gør.
   Det var kontant afregning hver aften, og hvor man aldrig med sig selv var i tvivl om, hvorvidt man havde fået et 5-tal eller et 10-tal. (Efter 13-skalaen) 
   Øjnene er sjælens spejl, som man siger.

Jeg ville også meget gerne bidrage til at gøre andre motiverede for at beskæftige sig med noget, som jeg selv havde så stor glæde af. Jeg kan forestille mig mange jobs, som må være en stadig pestilens. Men ikke mine.
   Derfor lå enhver tanke om efterløn mig også fjernt. Kun "company policy" tvang mig væk fra arbejdsmarkedet som 65-årig.

Hjemme kaldte vi i øvrigt tit min under-visning for min ”betalte hobby”. Meget længere kan man vel ikke komme?

Det at få budskabet igennem i undervis-ningen betød alt for mig, og jeg tror, jeg langt hen ad vejen lykkedes. Dels havde jeg et meget højt karaktergennemsnit i de fag, jeg underviste i (formentligt landets højeste), dels har jeg i tidens løb fået mange positive tilkendegivelser fra tidligere studerende og så også fra en helt uventet kant.

Efter min bedste overbevisning kræver effektiv undervisning både faglig kompetence og engagement. Hvis en af tingene ikke er der i tilstrækkelig grad, mislykkes det.

Mellem 1985 og 2005 var jeg desuden fagleder og kontrolløser for Undervisnings-ministeriet, censor og i mange år også fagrådgiver på Niels Brock.
  

Jeg stoppede som underviser i maj 2005, samtidig med at merkonomuddannelsen i dens oprindelige form blev nedlagt, og helt nye mennesker hos Niels Brock kom til at stå for uddannelsen og for rekrutteringen af lærere.
   De ville hellere satse på nye og yngre lærerkræfter, og så var de fleste af os bare HD'ere. Nu skulle der mere på bordet. Så skolen sagde farvel til de gamle, der var tilbage. Jeg opnåede ikke engang at komme til at tale med den nye ansvarlige.



Hvad var det mest spændende ved at undervise?

Det var nok, da jeg i april 2003 eller 2004 blev ringet op af uddannelseslederen på Niels Brock. Han fortalte, at de havde et hold med meget store problemer.
   Holdet, eller det, der var tilbage af det, havde flere gange kollektivt klaget til skolen over deres lærer og fortalt, at de intet havde lært og intet kunne.
   En måned før eksamen havde man nu erkendt, at det nok ville være ganske  hensigtsmæssigt for skolen og dens ry at gøre noget for holdet. Nu ville han spørge mig, om jeg ville hjælpe dem.
   Det ville jeg gerne, forudsat, at læreren kom ud af billedet, så at jeg simpelthen overtog holdet og ikke blot blev en slags støttepædagog, som han først havde foreslået. Det ønske fik jeg opfyldt og kunne den første aften konstatere, at de var sure på læreren og på skolen og på alt muligt. De var frustrerede og var kun dukket op, fordi skolen nærmest havde tryglet dem om at gøre det, fortalte en pige, der tilsyneladende var holdets talskvinde. Derfor ville de give mig en chance.

Jeg fortalte dem, at hvis de ville lege positivt med, ville det også lykkes mig at lære dem faget på en måned. Det stod de stærkt tvivlende overfor, men havde ligesom ikke nogen bedre udvej.

Jeg havde fra min egen studietid erfaring for, at det kunne lade sig gøre, i hvert fald hvis den rette konstellation af mennesker er til stede. Jeg havde på Handelshøjskolen haft en elendig lærer i statistik, og det havde selvfølgelig mange andre også.  

Den senere forligskvinde, Mette Kofoed Bjørnsen, havde set mulighederne heri og solgte nogle eksamensforberedende statistikkurser. Et sådant strakte sig over tre på hinanden følgende lørdage.  
  Hun vidste, hvordan man lærer folk statistik, ganske og aldeles upædagogisk, men effektivt.
   Det, jeg og en masse andre ikke havde lært på Handelshøjskolen gennem et helt år, fik vi den fornødne indsigt i på bare ni timer i et halvskummelt lokale i Folkets Hus på Jagtvej, det senere så navnkundige og nu bortskaffede Ungdomshuset.  
   Hun fik de bedste penge, jeg nogensinde har givet ud på at skaffe mig lærdom.

Det tog mig mindre end fem minutter at finde ud af, at mit nye hold vidste endnu mindre, end jeg overhovedet havde kunnet forestille mig, at dumpeprocenten stod til at blive katastrofal, og at jeg - skønt uden skyld - ikke ville høste hæder, hvis det gik så galt.  

Derfor skulle det lykkes, og med Mette Kofoed Bjørnsen i tankerne gik jeg i gang med den form for undervisning, "eksperterne" siger, er umulig.

Den var 95% envejs fra min side. Rigtig gammeldags forelæsning. Efter fem minutter var holdet motiveret. Jeg selv havde været det hele tiden. Men det at mærke, at nu lykkes det, at nu er kontakten der, er noget helt, helt specielt. Synd for de lærere, der aldrig oplever det. 
   Begge parter brugte ”deres" tid optimalt. Det fælles mål var en bestået eksamen.  

Den næste uge var holdet blevet en hel del større, fordi nogle åbenbart havde talt med nogle, der ellers var stoppet. Talskvinden fortalte mig, at de troede på mig.
   Vi havde i sagens natur kun ganske få aftener til rådighed. Men jeg oplevede at blive takket hjerteligt hver aften, og da vi sluttede, følte de sig sikre på sig selv. Til eksamen klarede de sig lige så godt som mit eget hold og dermed en hel del bedre end landsgennemsnittet. ALLE bestod.


Men der var vel også ulemper ved at undervise?

Ja, naturligvis. Da jeg startede i 1984, var Louise, vores datter, fire år gammel. Jeg underviste to aftener om ugen i 30 uger om året. Hver undervisningsaften var dengang på fire timer, og klokken var over ni, før jeg var hjemme.
   Hvis jeg bare tager en periode på seks år, indtil hun fyldte ti, var jeg væk 360 aftener. 
   Det giver sammenlagt et år, hvor jeg praktisk talt ikke var sammen med hende om aftenen.
   Hun siger, at jeg ikke skal have dårlig samvittighed over det.


Og ellers?
Emner, som jeg har beskæftiget mig indgående med i undervisningen, eller som jeg har skrevet om, har nogle gnage påvirket mig til anskaffelser eller har ført til holdningsændringer, som måske ellers aldrig var sket eller først senere.

Eksempler:
  
Nikon-cases
fik mig til at anskaffe et nyt
digitalt spejlreflekskamera.
Positivt, fordi det virkelig blæste nyt liv i en gammel hobby, og som jeg stadig glæder mig over i min pensionisttilværelse.

Bilreklamespots, tematiserede af en tysk tv-kanal og brugt af mig i min undervisning fik mig langt om længe, da jeg skulle vælge ny firmabil i 1997, til at køre Volkswagen. Jeg har gjort det siden og overtog, da jeg gik på pension i 2009, min fjerde Passat.

ScotchWear business cases, som jeg blev inspireret til på en ferie i London. Kunne jeg finde på noget så vildt som at købe en kilt Svaret er ja.

Det har også lidt med reklame at gøre. Jeg er sikker på, at reklame virker - vel at mærke hvis den er så interessant, at målgruppen gider beskæftige sig med den.    

Eksemplerne dokumenterer også, at der i nogle tilfælde skal flere påvirkninger til at generere et køb (Volkswagen), hvor vigtigt det er, at potentielle forbrugere lokkes til at prøve produktet som i tilfældet med kilten, og at produktudvikling kan skabe fornyet efterspørgsel (Nikon).

Jeg har ikke fortrudt nogen af købene.

Du har skrevet lærebøger?
Ja, for Gyldendal. Mellem 1997 og 2003 stort set én hvert år (inklusive nærmest totalt reviderede udgaver, efter at tre forfattere var blevet til to) plus opgavehæfter.

De 500 sider til bogen om Reklame skrev jeg alene, samtidig med at jeg var med i et fællesprojekt om andre udgivelser.
  Under alle omstændigheder var det et enormt slid, for ambitionen er jo at lave verdens bedste lærebog hver gang.

Den mentale proces, man skal igennem, bevirker at timelønnen nærmer sig det mikroskopiske, men det er jo helt frivilligt, og jeg beklagede mig aldrig over det.
   Jeg kan lide at kommunikere, udtrykke mig, danne sætninger.

En af de lærebøger, jeg var med til at skrive til den nye merkonomlinje, og som jeg aldrig selv kom til at undervise i, bruges i øvrigt, nu snart 10 år efter, stadig. Jeg har netop fået afregning fra forlaget.

I dag forstår jeg ikke, hvordan det kunne lade sig gøre. Fuldtidsjob, forberedelse til undervisning, undervisning to aftener om ugen, opgaveretning og skrive lærebøger.

 

Lærebogsforfatter. Et udsnit af forsider


[gå til toppen af siden]

[gå til toppen af siden]

[gå til toppen af siden]

© 2004-2014 Gregers Mansfeldt

gregers@mansfeldt.eu