|
Der er
næsten tradition for, at en privat hjemmeside rummer oplysninger om
”ejeren”.
Det skal denne også gøre. Ikke, fordi det "hører sig til", men
fordi det kan være hensigtsmæssigt, at I ved noget om mig og min
verden.
”Kommunikation fremmer forståel-sen” sagde
direktøren for det davæ-rende
Mobilix, Monique Moullé-Zetter-ström i en tv-reklamekampagne.
Og det havde hun da ganske ret i.
Formen her tager
udgangspunkt i et tænkt interview. Fordelen er, at jeg selv både
stiller spørgsmålene og giver svarene
Hvor gammel er
du?
Jeg er født i 1944, og har dermed for år til-bage passeret de 60.
Jeg har det imidlertid
helt fint med at have nået den alder. Tænk blot på alternativet.
Føler du dig
gammel?
Både-og. Mentalt synes jeg,
aldringspro-cessen er stoppet for flere år siden.
Fysisk er jeg fortsat med at blive ældre. Mine omgivelser er
velkomne til at mene noget andet.
Hvad har du arbejdet med?
Jeg
har, siden jeg fik mit første egentlige job i 1966, beskæftiget mig
med noget, jeg kunne lide. Så jeg har aldrig en eneste dag været ked
af, at jeg skulle på arbejde.
Da jeg skulle søge mit første job, kiggede jeg avisen igennem og
fandt to stillinger, der tiltrak mig. Den ene var på et
reklame-bureau, den anden i et tysk firma, Wella.
Et af
kravene til den unge mand, der skulle ansættes, var, at han kunne
tale flydende tysk. Det var lige mig.
Jeg søgte begge stillinger og havnede hos Wella, som dengang lå i
Øster Søgade 32 i København.
Det blev afgørende. Jeg er forblevet på den side af ”bordet”. Derfor
anskuer jeg fx også reklame fra ”køberside”.
Jeg blev der tre år, hvorefter jeg i august 1969 kom til Galle
& Jessen som produkt-chef for Ga-Jol og chokoladefrøer.
Mens jeg var der, stod jeg for lanceringen af Spunk, som
stadig findes på markedet.
Efter GJ var jeg i otte måneder ansat i et ikke længere eksisterende
datterselskab af Ferrosan, Remedia. Virksomheden stod for
detailsalg af nogle af Ferrosans produkter,
herunder Fluo Calcin
tandpasta, som jeg blev produktchef for.
Da Ferrosans detailprodukter ikke i sig selv var tilstrækkelige til at
finansiere en mar-keting- og salgsfunktion, havde man også fremmede
produkter på programmet.
Derfor havde jeg også marketingansvar for
Clearasil (bl.a. creme mod bumser), Correga (holder
kunstige tænder bedre fast i
munden) og Milton (desinfektionsvæske til suttefla-sker).
I perioden 1972-1976 arbejdede jeg på Colgate-Palmolive som produktchef for
bl.a. Ajax-serien (Flydende Ajax havde dengang 85 % andel af flydende rengøring) og som category manager for vaskemidler.
Det var en virksomhed, hvor man virkelig lærte marketing.
|
De efterfølgende 8½ år tilbragte jeg hos Nestlé som
produktchef/produktgruppe-chef for Instant Drinks (Nescafé,
Nesquik mv.) og for Culinary Products (Maggi).
Siden 1984 har jeg arbejdet i blad-verdenen. Først fire år i Berlingske
som salgs- og administrationschef, siden marketingchef for Søndags-B.T.,
som i snart mange år har heddet Søndag.
Dernæst fra 1988 i Aller Press med titel af
distributionschef, så bladsalgschef
og fra 2005 trade marketing manager.
I 2009 fyldte jeg 65, og det blev samtidig afslutningen på mit professionelle liv, i hvert fald som det har været.
Jeg kan ikke forestille mig en 100 % pensionisttillværelse, så fremtiden vil vise. hvad der sker.
Jeg er åben for flere muligheder.
Hvad med uddannelse?
Jeg
startede efter studentereksamen med at læse HA på Handelshøjskolen
i Køben-havn.
Jeg troede – fejlagtigt – at det krævede lige så lidt
som at gå i gymnasiet. Derfor førte det ikke til noget, så jeg
droppede ud, fik mit job hos Wella og startede på at læse HD med Afsætningsøkonomi
som speciale.
Det var meget mere mig, og jeg havde vel også i
mellemtiden erhvervet den nødvendige erkendelse af, at flid lønner
sig.
Det med
Handelshøjskolen var i øvrigt mest af alt en pludselig indskydelse i maj
1964. Gennem hele min gymnasietid havde jeg forestillet mig en
tilværelse som advokat, og før da havde jeg haft tanker om ingeniør
og arkitekt.
Men jeg har været
virkelig glad for min uddannelse, som jeg afsluttede i 1971, og det,
den har ført med sig, inklusive undervisning på Niels Brock,
Copenhagen Business College.
Du underviste i mange år. Hvorfor?
Oprindeligt søgte
jeg jobbet for at forøge mine indtægter lidt, men fra første aften – det var i 1984 – blev jeg grebet af det.
Kommunikation har altid
været noget af det, jeg har interesseret mig mest for, og gennem
undervisning har man direkte adgang til at se, hvad der virker, og
hvad der ikke gør.
Det var kontant afregning hver aften, hvor man aldrig med sig selv
var i tvivl om, hvorvidt man havde fået et 5-tal eller et 10-tal.
Øjnene er sjælens spejl, som man siger.
Jeg ville også
meget gerne bidrage til at gøre andre motiverede for at beskæftige
sig med noget, som jeg selv har og har haft så stor glæde af.
Jeg
kan forestille mig mange jobs, som må være en stadig pestilens. Det
er marketing langt fra.
Hjemme kaldte vi i øvrigt tit min under-visning for min ”betalte hobby”. Meget
længere kan man vel ikke komme?
Det at få budskabet igennem i undervis-ningen betød alt for mig, og
jeg tror, jeg langt hen ad vejen lykkedes. Dels havde jeg et meget
højt karaktergennemsnit
i de fag, jeg underviste i, dels har jeg i tidens løb fået mange
positive tilkendegivelser fra tidligere studerende og så også fra
en helt uventet kant.
Efter min bedste overbevisning kræver effektiv undervisning både
faglig kompe-tence og engagement. Hvis en af tingene ikke er der i
tilstrækkelig grad, mislykkes det.
Mellem 1985 og 2005 var jeg desuden fagleder og kontrolløser for
Undervis-ningsministeriet, censor og i mange år også fagrådgiver
på Niels Brock.
Jeg stoppede i maj 2005 efter 21 år, samtidig med at
merkonomuddannelsen i dens oprindelige form blev nedlagt, og helt nye mennesker
hos Niels Brock kom til at stå uddannelsen og for
rekrutteringen af lærere.
De ville hellere satse på nye og yngre lærerkræfter, og skolen
sagde farvel til de gamle, der var tilbage. Jeg opnåede ikke engang at komme til at tale med den nye ansvarlige.
Hvad var det mest spændende ved at undervise?
Det var nok, da jeg i april 2003 eller 2004 blev ringet op af
uddannel-seslederen på Niels Brock. Han fortalte, at de havde et hold
med meget store problemer.
Holdet, eller det, der var tilbage af det, havde flere gange
kollektivt klaget til skolen over deres lærer og fortalt, at de
intet kunne.
En måned før eksamen havde man nu erkendt, at det nok ville være
hensigts-mæssigt for skolen og dens ry at gøre noget for holdet. Nu ville han
spørge mig, om jeg ville hjælpe dem.
Det ville jeg gerne, forudsat at jeg simpelthen overtog holdet. Det
gjorde jeg så og kunne den første aften konstatere, at de var sure
på læreren og på skolen og på alt muligt. De var frustrerede og var
kun dukket op, fordi skolen nærmest havde tryglet dem om at gøre det,
fortalte en pige, der tilsyneladende var holdets talskvinde. Derfor
ville de give mig en chance.
Jeg fortalte dem, at hvis de ville lege positivt med, ville det også lykkes mig at lære dem faget på en måned. Det stod de stærkt
tvivlende overfor, men havde ligesom ikke nogen bedre udvej.
Jeg havde fra min egen studietid erfaring for, at det kunne lade sig
gøre, i hvert fald hvis den rette konstellation af mennesker er til
stede. Jeg havde på Handelshøjskolen haft en elendig lærer i
statistik, og det havde selvfølgelig mange andre også.
|
Den senere forligskvinde, Mette Kofoed Bjørnsen, havde set
mulighederne heri og solgte nogle eksamensforberedende
statistikkurser. Et sådant strakte sig over tre på hinanden følgende
lørdage.
Hun vidste, hvordan man lærer folk statistik,
ganske og aldeles upædagogisk, men effektivt.
Det, jeg
og en masse andre ikke havde lært på Handelshøjskolen gennem et helt
år, fik vi den fornødne indsigt i på bare ni timer i et halvskummelt
lokale i Folkets Hus på Jagtvej, det senere så navnkundige og nu
bortskaffede Ungdomshuset.
Hun fik de bedste penge, jeg nogen- sinde har givet ud på at skaffe
mig lærdom.
Det tog mig mindre end fem minutter at finde ud af, at mit nye hold vidste endnu mindre, end jeg overhovedet
havde kunnet forestille mig. Men med Mette Kofoed Bjørnsen i tankerne gik jeg i gang med den form for undervisning, "eksperterne" siger, er umulig. Den var 95% envejs fra min side. Men alle var nu motiverede, og jeg var det. Begge parter brugte ”deres" tid optimalt. Det fælles mål var en bestået eksamen.
Den næste uge var holdet blevet en hel del større, fordi nogle
åbenbart havde talt med nogle, der ellers var stoppet.
Vi havde i sagens natur kun ganske få aftener til rådighed. Men jeg
oplevede at blive takket hjerteligt hver aften, og da vi sluttede, følte de sig
sikre på sig selv. Til eksamen klarede de sig
lige så godt som mit eget hold og en hel del bedre end landsgennemsnittet.
Men der var vel
også ulemper ved at undervise?
Ja, naturligvis. Da jeg startede i 1984, var
Louise, vores datter, fire år gammel. Jeg underviste to aftener om
ugen i 30 uger om året.
Hver undervisningsaften var den-gang på fire timer, og klokken var
over ni, før jeg var hjemme.
Hvis jeg bare tager en periode på seks år,
indtil hun fyldte ti, var jeg væk 360 aftener.
Det giver
sammenlagt et år, hvor jeg praktisk talt ikke var sammen med hende
om aftenen.
Hun siger, at jeg ikke skal have dårlig samvittighed over det.
Og ellers?
Emner,
som jeg har beskæftiget mig ind-gående med i undervisningen, eller som
jeg har skrevet om, har ofte påvirket mig til anskaffelser eller har ført
til holdnings-ændringer, som måske ellers var sket senere eller
aldrig.
Eksempler:
Nikon-cases fik mig til at anskaffe et nyt
digitalt spejlreflekskamera.
Bilreklamespots, tematiserede af en tysk
TV-kanal overbeviste mig langt om længe om, at jeg burde køre
Volkswagen.
ScotchWear-cases -
kunne jeg ligefrem finde på at købe en
kilt?
Svaret er ja.
Populært sagt har det lidt med reklame at gøre. Jeg er
også sikker på, at reklame virker - vel at mærke hvis den er så
interessant, at målgruppen gider beskæf-tige sig med den. Det er også eksempler på, at der i mange tilfælde skal flere påvirkninger til (Volkswagen), eller at reaktionen først sker efter tid (kilt).
Du har skrevet lærebøger?
Ja, for Gyldendal. Mellem 1997 og 2003 stort set én hvert år (inklusive
nærmest totalt reviderede udgaver, efter at tre forfattere var blevet til to) plus
opgavehæfter.
De 500 sider til bogen om Reklame skrev jeg alene, samtidig med at jeg var med i et fællesprojekt om andre udgivelser.
Under alle omstændigheder var det et enormt slid, for ambitionen er jo at lave
verdens bedste lærebog hver gang.
Den mentale proces, man skal igennem, bevirker at timelønnen nærmer
sig det mikroskopiske, men det er jo helt frivilligt, og jeg klager
ikke.
Jeg kan lide at kommunikere, udtrykke mig, danne sætninger.
|
