Ros fra uventet kant

INDHOLD
Personen bag
Uddannelse, jobs og undervisning
Familie og interesser mv.

Foto
Sterling Foto
Billeder uden farver
Hvad undervisning kan føre til

Mere om foto samt billeder finder du på mansfeldt.net:

Musik
Min musik
Dirigenter som nat og dag
Markante stemmer
Biler
Biler i min barndom
Bilvalg
Hi-fi
Lyd på bånd og andet
Opleve
Rejser nær og fjern
Diverse
Ros fra uventet kant
I skole i 50'erne

Fra case til kilt
Sku' det være en kilt?
Realklassen 50 år efter
 
Startsiden

Det ligger ret mange år tilbage, for dels var det før Anders Fogh blev stats-minister,  dels var det i den periode, hvor Niels Brock fejrede nyudklækkede merkonomer - noget de senere afskaffede på grund af elendig økonomi.
   Det foregik på Børsen, og en af de første, jeg så, da jeg kom ind i Børssalen var en køn pige med lyst, kort hår. Jeg havde haft hende i det indledende merkonomfag, Generel Markedsføring, et eller to år tidligere, og nu var hun altså blevet færdig. Lis, tror jeg, hun hed. Jeg har svært ved at huske navne, men er bedre til at genkende ansigter.
    Lis havde været en af de studerende, der hæver udbyttet for et helt hold, en af dem, der med deres aktivitet i timerne holder undervisningen oppe og er med til at inspirere læreren til at gøre det endnu bedre. Så hende kunne jeg sagtens huske.

Jeg havde på et tidspunkt, da jeg så hold-listen, studset over hendes efternavn, men havde ikke spurgt nærmere til det og heller ikke siden spekuleret mere over det.
  Jeg ønskede hende til lykke med sin eksamen, og vi snakkede kort sammen. 
   Idet jeg gik videre, fik jeg øje på en kendt person, der stod delvist med ryggen til og underholdt sig med en anden.    
   Samme efternavn som Lis.
Der var altså en sammenhæng. Sand-synligvis var det Lis’ mor.

Jeg talte lidt efter med en kollega fra Niels Brock og bemærkede da en dame, hvis håndtaske syntes at styre lige mod mig.

Det måtte være tilfældigt, tænkte jeg. Hun kom fra den modsatte side af Børssalen, som er ret så bred, men efterhånden, som hun kom nærmere, var jeg ikke i tvivl om, at jeg måtte være målet.
 

Jeg nåede at spekulere på, om jeg skulle have sagt noget ufordelagtigt om den siddende regering, selvom jeg altid bestræbte mig på at være upartisk og upolitisk i undervisningen.
  
”Hedder du Gregers Mansfeldt?” spurgte økonomiministeren, da hun nåede frem.
  ”Eh, ja”

Hun rakte hånden frem og gav mig den, uden at fortælle, hvem hun var, hvilket heller ikke var nødvendigt.

”Så vil jeg gerne sige til dig, at min datter har haft dig, og at hun har talt meget om, hvor god du var til at undervise. Du er nok den bedste lærer, hun nogensinde har haft. Det synes jeg lige, du skulle vide.
   Det ville være godt, hvis der var nogle flere af din slags”.

Hun smilede, og jeg skyndte mig at sige tak, inden hun forsvandt igen.

Jeg må tilstå, at jeg efter den dag fik et mere positivt syn på Marianne Jelved. Hun havde måske ret i noget.

 

  Gregers Mansfeldt