|
Kejseren
Falkonercentrets
sal er tilsyneladende fyldt til sidste plads. Og dog, tre stole på
første række, til højre for dirigentpodiet er tomme.
På scenen sidder kjoleklædte herrer i en halvcirkel. Omkring 120,
tæller jeg, og lutter mænd. For i Berliner Philharmonikerne har
kvinder ikke adgang.
Der høres skramlen, mens alle rejser sig. Dronning Ingrid, Kong
Frederik og prinsesse Benedikte kommer ind ad en dør nederst til højre og bevæger sig frem
mod de tre ledige pladser. De sætter sig, og kongen tager et partitur
frem og begynder at studere det. Det er maj måned, nærmere bestemt
den 18. Det er en tirsdag, og året er 1965.
Min plads er ude
til venstre, temmelig langt tilbage. Jeg ville gerne have haft min
dejlige forlovede med, men billetterne var så dyre, at vi dårligt
kunne klare mere end én, og hun syntes, jeg var den af os, der
skulle gå til koncerten.
49 kroner har jeg betalt. Det er omkring otte gange så meget som en
tur i Palladium eller en af de andre store biografer. Prisen svarer
også til en lille uges husleje for mit værelse øverst oppe i den
gråpudsede villa på Vagtelvej 78.
Klapsalver bryder
løs. En slank, rank mand med højt hævet forhår går målrettet frem
mod podiet, vender sig og giver et kort, nærmest usynligt buk mod
salen. Tilsyneladende uden at ænse majestæterne vender han sig og
slår an til Sibelius, 5. symfoni. Og selvfølgelig ved han, at de er til
stede, og hvor de befinder sig, men han lader sig ikke mærke med
det.
Det er Herbert von Karajan, på dette tidspunkt 57 år og siden 1955
chefdirigent for Berliner Philharmonikerne på livstid.
Det er manden, der overkommer det utrolige med alverdens orkestre
og ikke mindst grammofon-indspilninger. Cirkus Karajan, lyder det
allerede fra mange sider. Han har beundrere og fjender. De sidste
beskylder ham for at smøre musikken ind i sukker, glat og poleret.
Hans forsvar, de få gange han har udtalt sig om det, er, at han ikke
kan forestille sig, at komponisterne har tænkt sig, at deres musik
skulle lyde grimt. Jeg hører til beundrerne.
Hvem er konge i salen, funderer jeg over? Er det kongen, eller er
det Karajan? Eller føler Karajan sig ligefrem som kejseren?
|
 |
|
Kongen, den
rigtige altså, følger med i det medbragte partitur med hjælp fra en
lille lampe, mens jeg nøjes med at nyde klangen fra måske verdens
bedste orkester.
Da aftenen
slutter med Brahms' 2. symfoni, er applausen overvældende.
Karajan bukker og
vandrer frem og tilbage, bukker og modtager blomster. Også kongen,
dronningen og prinsessen får nu et buk. Jeg mener
efterfølgende at have set et sted, at kongen og Karajan faktisk
mødtes efter koncerten. Men der er næppe blevet sagt mange ord.
Karajan havde ikke ry for at være social; han havde svært ved small
talk og kom også i interviews sjældent frem med klare budskaber.
 |
Karajan formåede
gennem hele sin karriere, til han døde søndag den 16. juli 1989, at
skabe ikke bare omtale, men overskrifter. Nogle af dem skyldtes hans
fortid. Blandt andet havde han været medlem af nazizt-partiet i
Tyskland, havde nogen fundet ud af. Han selv forsvarede sig med, at
det havde været forudsætningen for at få et dirigentjob under
Hitler-regimet.
Andre af dem lavede han selv, i takt med at han forlod koncert-
og operahuse i vrede over en eller anden Intendant (direktør).
En overgang var han på samme tid chefdirigent for adskillige
orkestre, og han tjente sig som ingen anden dirigent, hverken før
eller siden, styrtende rig på pladeindspilninger og videooptagelser.
Han, der oprindeligt havde villet være ingeniør, var bidt af
teknik. Han så straks mulighederne i Philips og Sonys cd-system, da
det blev lanceret i 1982, hvorefter han i lyntempo forsøgte at
genindspille så mange værker som muligt.
|
 |
Han havde en kæmpestor lystbåd i Middel-havet, certifikat til eget
jetfly og elskede hurtige biler.
Herbert von Karajan
skabte interesse omkring sin person, og derved har han givetvis bidraget mere end de fleste til udbredelsen
af klassisk musik. Og det er vel ikke så galt?
Hans sidste
indspilning var Bruckners 7. symfoni med Wiener Philharmonikerne.
Deutsche Grammophon 1989.
 |
Herbert von
Karajans sidste indspilning |
Beethovens
symfonier nåede han at ind-spille komplet fire gange. Hans første
cyklus fra 1962
påstås at være den bedste.
Deutsche Grammophon. |
Pedanten
”Har I set ham?”
Spørgsmålet kommer fra Bent, Lisbeths morbror Bent, en aften,
hvor vi i slutningen af 60’erne besøger ham og hans kone, Lise, i
deres lejlighed på Islands Brygge.
Manden, han hentyder til, hedder Celibidache.
Det har vi ikke. Men han er chefdirigent i Stockholm (1963-1971),
og han har også tilknytning til Det kongelige kapel og DR
Radiosymfoniorkestret. Svensk fjernsyn er i gang med at bringe en
række udsendelser med ham, fortæller Bent, og her overværer man
prøverne med en dirigent, der er kompromisløs, når det gælder
detaljerigdom og gennemsigtighed.
Bent og Lise er
normalt ikke til klassisk musik. Men Celibidache ser de, og det gør mange med
dem.
Hans eksistens er gået vores lille børne-familie ram forbi, men vi
begynder nu også at lukke op for de svenske udsendelser, som vi ser
på vores sorthvide 17” tv i lejligheden i Ordrup.
Og Sergiu Celibidache er en oplevelse. Hans store hår
flagrer i luften, mens han hovedsageligt på gebrokkent tysk (han er
rumæner) råber sine instrukser ud til de hårdt prøvede musikere.
For nogle år
siden var der i DR P2 nogle udsendelser om Celibidache, og hvor
musikere i Symfoniorkestret fortalte om deres oplevelser med ham.
En hævdede, at der var kolleger, der simpelthen fik lægeattest
på, at de blev syge af at spille under Celibidache, og en anden
påstod, at når et menneskes hele stræben går på at være gemen, så
lykkes det også.
Celibidache var
en fremragende dirigent, og han var kontroversiel – blot på en helt anden
måde end Karajan. Når man lytter til deres indspilninger – Karajan
har efterladt op mod tusind, Celibidache næsten ingen – kan man
tydeligt høre forskellen mellem Karajans ”flydende” sound og
Celibidaches mere kantede, hvor stort set hver eneste orkestergruppe
kan høres.
De var modsætninger, og Celibidache lagde hele sit liv aldrig skjul
på, hvor lidt sympati, han havde for denne "østriger".
En del af forklaringen er måske, at Celibidache i 1955 var
medbejler til posten som chefdirigent for Berliner
Philharmoni-kerne. Karajan vandt.
Hvem er bedst?
Jeg kan ikke besvare spørgsmålet. Men hvorfor skulle det ene
forhindre det andet?
Jeg kan varmt anbefale Celibidaches live-optagelser af Bruckners
symfonier (3-9).
EMI har med hans søns sanktion udgivet dem efter Celibidaches død i
1996. Han selv var af den faste overbevisning, at musik skal høres i
koncertsalen, og derfor ville han ikke indspille plader.
En af de 12 cd’er rummer optagelser over flere dage fra
orkesterprøver med Münchner Philharmonikerne på Bruckners 9.
symfoni.
De slutter med, at han fortæller dem, at nu har de lært, hvordan
Bruckner skal lyde, og at intet orkester, han kender, kan gøre det
bedre … men at det vil lyde helt anderledes, når salen er fyldt, og
at de så må forsøge at finde den bedste løsning ved at lytte sig
frem. |
