|
|
Musik
betyder utroligt meget for mig. Jeg kan ikke selv spille, men jeg
kan lytte, og det gør jeg, ikke kun til klassisk musik, men for det
meste.
Før jeg startede i gymnasiet i august
1961 havde jeg aldrig hverken hørt eller lyttet til klassisk musik.
Men allerede i den første sang- eller musiktime stod det klart for mig,
at der var en verden, jeg ikke kendte til, og jeg havde en
fornemmelse af, at jeg i den henseende stod langt tilbage for mine
nye klassekammerater. Der var dermed noget, jeg skulle indhente og
hurtigt.
Senere fandt jeg ud af, at jeg havde
taget fejl. De lod bare, ligesom jeg selv, som om, det var noget, de
var bekendt med og satte pris på.
Da jeg opdagede det, var det imidlertid ”for sent”. Jeg var, i
modsætning til de fleste af mine klassekammerater, blevet grebet af
den ”nye” musik. Og heldigvis for det.
Jeg købte i min gymnasietid en lille bog med titlen ”99
Orchesterwerke von Beethoven bis Richard Strauss”. Den dækker
tidsmæssigt meget godt min smag, bortset fra, at den i den lave ende
mangler en Mozart.
Vivaldi og Bach m.fl. hører jeg også, men med mindre entusiasme.
I den modsatte ende af tidsaksen passer bogen ganske præcist.
Jeg har aldrig rigtigt fået noget ud af Mahler, for slet ikke at
tale om Bartok, Webern, Schönberg og lignende 20.
århundrede-komponister.
|
