|
Jeg
kan ikke have været ret gammel, da jeg en dag var med min far i den
lokale radioforretning. Frem Radio hed den. Jeg kan ikke huske
ærindet, men jeg tror, det drejede sig om anskaffelsen af vores
første grammofon.
Pludselig kunne jeg høre min og min fars stemme. Fremmanden, som
han kaldtes, og hvis borgerlige navn vist var Leo Christen-sen,
havde, uden at vi havde bemærket det, optaget vores stemmer.
De lå i en blank tråd, forklarede han, mens han pegede på et
underligt apparat. Det var en trådoptager, forløberen for
båndop-tageren, og noget, vi aldrig havde hørt om.
Han havde en besynderlig stemme, gnækkende og stammende på samme
tid, når han blev ivrig. Det var han, da han fortalte om den nye
opfindelse til hjemmet.
Det, syntes jeg, var enormt spændende, men prisen var tårnhøj, som
det jo er vanligt med nye produkter, jf. PLC-teorien.
Mine første båndoptagere
Adskillige år senere, i 1961, fik jeg min første båndoptager. Det
var en 4-spors Philips Salut.
Desværre var den forsynet med en ujævn gang og så mange drop-outs,
at jeg først 17 år senere igen fik noget, der stod Philips på, og
det skete ret tilfældigt ved, at vi fra en fjern moster arvede et
Philips farve-tv.
|
 |
|
Philips Salut |
Det viste sig at være godt.
Ellers er det tænkeligt, at jeg den dag i dag ville have bandlyst
alt fra den virksomhed.
De havde givetvis en periode et kvalitetsproblem, der skadede deres
image, men de har formået at vende det, og Philips er i dag en af
verdens største producenter af billede og lyd.
To år efter blev den skiftet ud med en Grundig 2-spors
monobåndoptager. Den var langt bedre.
Som det kan ses
på billederne, var bånd-optagere i begyndelsen transportable og
havde indbyggede højttaler.
 |
|
Grundig TK 35 |
ReVox
I begyndelsen af 70’erne gik min helt store drøm i
opfyldelse: Jeg fik råd til at købe en semiprofessionel
REVOX A77 med 26 cm spoler, og når den optog med 19 cm i
sekundet, åd den 1,2 km Long Play bånd på 1¾ time.
Den var 2-spors, og derfor udnyttede den hele båndbredden. Når
båndet var spillet til ende, skulle det spoles tilbage, men det skete
med forrygende hastighed, fordi den havde separate spolemptorer og
ikke, som på almindelige bådoptagere, overlod det til én motor at
klare det hele via et net af gummibånd.
Jeg solgte den i slutningen af 80’erne
til en lokalradio i Roskilde. En fremragende maskine.
Inden da havde den imidlertid i flere år stået og samlet støv i
reolen. Den var blevet udkonkurreret af kassettebåndet. |
 |
|
ReVox |
Lyd fylder mindre og mindre
I 1963 opfandt Philips kassettebåndet,
Compact Cassette, forkortet CC, som skulle blive en af de største
successer inden for lyd. Båndet er ganske smalt, det kører med 2,75
cm i sekundet og har fire spor. Det burde ikke kunne lyde godt.
Det startede også nærmest som legetøj, men stadig forfining af
båndmaskiner med Dolby støjreduktion og nye båndtyper hævede
systemet
op på hi-fi niveau, og lyden kunne gøres ægte transportabel.
CD-systemet, der er opfundet af Philips og udviklet af Philips og
ærkerivalen Sony i fællesskab, sendte i sidste halvdel af firserne
kassettebåndet i nærmest lodret fald. Men det findes stadig, og
indtil for fire-fem år siden var alle Volkswagen konsekvent udstyret
med en Blaupunkt bilradio - med kassettespiller.
Som afløser for CC-kassetten kom der i 1992 to systemer. Det ene var
DCC, Digital Compact Cassette fra Philips i samarbejde med
den anden store konkurrent, Matsushita (Panasonic), det andet var MiniDisc fra
Sony.
DCC-systemet holdt i fire år. MiniDisc findes stadig, men har vel
aldrig fået den udbredelse, Sony havde tænkt sig.
Den indspillelige CD og ikke mindst MP3 har taget over.
En af grundene til, at DCC og MiniDisc ikke slog rigtigt igennem,
siges at være, at de komprimerede lyden i forhold til CD.
I en MP3 afspiller er lyden komprimeret langt, langt mere, men det
er tilsyne-ladende ikke længere et problem for forbrugerne.
Lyd fylder mindre - og er blevet mindre, desværre.
|
