Lyd på bånd og andet

INDHOLD
Personen bag
Uddannelse, jobs og undervisning
Familie og interesser mv.

Foto
Sterling Foto
Billeder uden farver
Hvad undervisning kan føre til

Mere om foto samt billeder finder du på mansfeldt.net:

Musik
Min musik
Dirigenter som nat og dag
Markante stemmer
Biler
Biler i min barndom
Bilvalg
Hi-fi
Lyd på bånd og andet
Opleve
Rejser nær og fjern
Diverse
Ros fra uventet kant
I skole i 50'erne

Fra case til kilt
Sku' det være en kilt?
Realklassen 50 år efter
 
Startsiden


Jeg kan ikke have været ret gammel, da jeg en dag var med min far i den lokale radioforretning. Frem Radio hed den. Jeg kan ikke huske ærindet, men jeg tror, det drejede sig om anskaffelsen af vores første grammofon.
   Pludselig kunne jeg høre min og min fars stemme. Fremmanden, som han kaldtes, og hvis borgerlige navn vist var Leo Christen-sen, havde, uden at vi havde bemærket det, optaget vores stemmer.
   De lå i en blank tråd, forklarede han, mens han pegede på et underligt apparat. Det var en trådoptager, forløberen for båndop-tageren, og noget, vi aldrig havde hørt om.
   Han havde en besynderlig stemme, gnækkende og stammende på samme tid, når han blev ivrig. Det var han, da han fortalte om den nye opfindelse til hjemmet.
   Det, syntes jeg, var enormt spændende, men prisen var tårnhøj, som det jo er vanligt med nye produkter, jf. PLC-teorien.


Mine første båndoptagere


Adskillige år senere, i 1961, fik jeg min første båndoptager. Det var en 4-spors Philips Salut.
   Desværre var den forsynet med en ujævn gang og så mange drop-outs, at jeg først 17 år senere igen fik noget, der stod Philips på, og det skete ret tilfældigt ved, at vi fra en fjern moster arvede et Philips farve-tv.

Philips Salut

Det viste sig at være godt. Ellers er det tænkeligt, at jeg den dag i dag ville have bandlyst alt fra den virksomhed.
   De havde givetvis en periode et kvalitetsproblem, der skadede deres image, men de har formået at vende det, og Philips er i dag en af verdens største producenter af billede og lyd.

   To år efter blev den skiftet ud med en Grundig 2-spors monobåndoptager. Den var langt bedre.

Som det kan ses på billederne, var bånd-optagere i begyndelsen transportable og havde indbyggede højttaler.
 

Grundig TK 35

ReVox

I begyndelsen af 70’erne gik min helt store drøm i opfyldelse: Jeg fik råd til at købe en semiprofessionel REVOX A77 med 26 cm spoler, og når den optog med 19 cm i sekundet, åd den 1,2 km Long Play bånd på 1¾ time.
   Den var 2-spors, og derfor udnyttede den hele båndbredden. Når båndet var spillet til ende, skulle det spoles tilbage, men det skete med forrygende hastighed, fordi den havde separate spolemptorer og ikke, som på almindelige bådoptagere, overlod det til én motor at klare det hele via et net af gummibånd.

Jeg solgte den i slutningen af 80’erne til en lokalradio i Roskilde. En fremragende maskine.
   Inden da havde den imidlertid i flere år stået og samlet støv i reolen. Den var blevet udkonkurreret af kassettebåndet.

ReVox

Lyd fylder mindre og mindre

I 1963 opfandt Philips kassettebåndet, Compact Cassette, forkortet CC, som skulle blive en af de største successer inden for lyd. Båndet er ganske smalt, det kører med 2,75 cm i sekundet og har fire spor. Det burde ikke kunne lyde godt.


  

Det startede også nærmest som legetøj, men stadig forfining af båndmaskiner med Dolby støjreduktion og nye båndtyper hævede systemet op på hi-fi niveau, og lyden kunne gøres ægte transportabel.

CD-systemet, der er opfundet af Philips og udviklet af Philips og ærkerivalen Sony i fællesskab, sendte i sidste halvdel af firserne kassettebåndet i nærmest lodret fald. Men det findes stadig, og indtil for fire-fem år siden var alle Volkswagen konsekvent udstyret med en Blaupunkt bilradio - med kassettespiller.

Som afløser for CC-kassetten kom der i 1992 to systemer. Det ene var DCC, Digital Compact Cassette fra Philips i samarbejde med den anden store konkurrent, Matsushita (Panasonic), det andet var MiniDisc fra Sony.
   DCC-systemet holdt i fire år. MiniDisc findes stadig, men har vel aldrig fået den udbredelse, Sony havde tænkt sig.
   Den indspillelige CD og ikke mindst MP3 har taget over.
   En af grundene til, at DCC og MiniDisc ikke slog rigtigt igennem, siges at være, at de komprimerede lyden i forhold til CD.
   I en MP3 afspiller er lyden komprimeret langt, langt mere, men det er tilsyne-ladende ikke længere et problem for forbrugerne.
  
Lyd fylder mindre - og er blevet mindre, desværre.

 

Gå til toppen af siden Gå til toppen af siden

    Gå til toppen af siden

  Gregers Mansfeldt