Fra case til kilt

INDHOLD

Personen bag Uddannelse, jobs og undervisning Familie og interesser mv.

Foto Sterling Foto Billeder uden farver Hvad undervisning kan føre til Mere om foto samt billeder finder du på mansfeldt.net:

Musik Min musik Dirigenter som nat og dag Markante stemmer

Biler Biler i min barndom Bilvalg

Hi-fi Lyd på bånd og andet Så blev det CD-tid

Opleve Rejser nær og fjern

Diverse Ros fra uventet kant I skole i 50'erne Fra case til kilt Sku' det være en kilt?

Startsiden

En formidddag i midten af 1990’erne, hvor vi var i London, ville Lisbeth gerne i Harrod’s, og vi tog undergrundsbanen ud til Knights-bridge.
   Ved en af indgangene blev jeg antastet af en dørvogter, der forlangte, at jeg anbragte min fototaske i en plastpose.
   Det blev jeg lidt fortørnet over og valgte for mit vedkommende at droppe stormagasinet.  
   Vi aftalte så at mødes en times tid senere udenfor. 

The Scotch House, London

Jeg gik lidt rundt og kom nogle hundrede meter længere nede ad Knightsbridge til et hjørne med en stor butik i to etager, The Scotch House.

Endnu en af dem, tænkte jeg, blot større og flottere. For jeg havde både i Regent Street og Oxford Street bemærket adskillige små butikker, der koncen-trerede sig om skotske ting og sager.
   Vinduerne afslørede, at The Scotch House solgte dyre mærkevarer til både mænd og kvinder, fx Pringle og Burberry.

"Alt det, du ikke har brug for"
Jeg gik ind og bemærkede straks, at der midt i butikken, op ad to-tre trappetrin var et såkaldt ”Highland room”, osende af tradition og fornemhed.  
   Her hang kilte i forskellige tern (tartans) og korte jakker til dem. 
   Der var kilttasker (sporrans), bælter, strømper, kilt pins (avancerede udgaver af den store sikkerhedsnål), knive til højre strømpe (hvis man er højrehåndet) og særlige sko med huller, oprindeligt så vandet i det våde landskab lettere kunne løbe ud, og snører, der er så lange, at de må bindes rundt om ankelen.
   Alt det kendte jeg på det tidspunkt intet til.
   Ved et meget stort bord var en disting-veret ekspedient sammen med et midald-rende ægtepar ved at blade i nogle tykke bøger med stofprøver af tartans.
   Her  var der virkelig tale om at sælge ”det, du ikke har brug for”, et koncept, som Magasin du Nord nogle år senere og med liden succes, som bekendt, søgte at etablere.
   Jeg tænkte, da jeg gik ud, at der nok kunne laves en case om det. 



The Woollenmill, Edinburgh

Året efter holdt vi efterårsferie i Skotland. Edinburgh er spækket med forretninger med Highland wear.
   Tankerne om en case vendte tilbage, og en eftermiddag gik jeg ind til en af disse såkaldte kilt makers, The Woollenmill for at opnå lidt bedre indsigt i den "umulige" del af konceptet.

Det var en gammeldags forretning, helt anderledes end The Scotch House.

Men The Woollenmill Edinburgh er dog siden kommet på Internettet*. Det er The Scotch House** ikke.


Jeg fik, hvad jeg var kommet for
   En ekspedient, eller måske var det indehaveren - forklarede ivrigt om kilte, tartans og tilbehør. Han fortalte også, at han havde kunder fra mange steder i verden, både med og uden skotske rødder.
   Han havde enkelte færdigsyede kilte i forskellige størrelser og i populære tartans, men normalt blev en kilt skræd-dersyet, sagde han. De rigtige mål var meget afgørende.
   Hvad der så sker, når en kunde ændrer facon, får stå hen i det uvisse.
   Han kunne få lavet en kilt til mig for den bagatel af 250 £ og sende den til mig i løbet af en måneds tid.


Fejltagelse nr. 1, men fair is fair
Da jeg – vel forståeligt - ikke omgående slog til, spurgte han, om han ikke måtte tage mine mål. Så kunne jeg jo ringe eller skrive, hvis jeg en dag skulle få lyst.
   Her burde jeg være gået, men en af mine svagheder er, at jeg ofte er for venlig eller høflig. Og noget for noget.   
   Det tog ham nu også kun ganske få sekunder: 36, 42, 23 - med dobbelttjek af det sidste.
   De magiske tal refererer til livvidde, mål om hofterne og længde. Alt i engelske tommer, forstås.   


Fejltagelse nr. 2 - jeg prøvede en kilt
Efterfølgende rodede han rundt i cirklen af færdigsyede kilte og hev en frem med løfte om, at den vist skulle passe ganske godt.
   Her begik jeg fejltagelse nr. 2 den dag. Jeg prøvede den og kunne både konsta-tere, at han havde målt rigtigt, og at der intet feminint er ved en kilt.
  Alt er heavy weight og heavy duty - stof, spænder og remme.  

 

Der var blot lige tre problemer: Den var chokerende behagelig at have på. Prisen var høj, 160 £, og hvad skulle jeg bruge den til?.
   De to sidste punkter afgjorde sagen. Han fik ikke solgt mig noget.
   Det eneste, jeg havde med ud, var et lille visitkort med nævnte 36, 42, 23 på bagsiden - just in case.

Man kan ikke i Danmark leve af at sælge kilte og tilbehør. Ikke engang som supplement til noget andet vil det være lønsomt.
   Jeg mener, nu som dengang, at det end ikke er ulejligheden værd at lave undergelser om det. Man skal aldrig lave marketing research for researchens skyld!
   Det var noget af det, der burde komme frem, når man arbejdede med casen.
   Her kunne der måske passende være sat punktum, men...

E-handel
Med e-handel ser meget anderledes ud.
   Når man har hele verden som marked, kan selv ultrasmalle vareområder som kilte tilsyneladende give næring til påfal-dende mange små virksomheder. 
   Man kan i ro og mag vurdere priser og sammenligne kvaliteter.
   Information om fragtomkostninger kræver dog på de fleste sider, at man udfylder betalingsdelen, og samtidig er man så fremme ved det afgørende Enter.


Skal, skal ikke...
Helt dertil kom jeg vel godt et års tid senere. Da havde jeg fået adgang til det endnu ret nye Internet (jeg havde Internet privat, før jeg fik det på mit job) og tjekkede markedet i forbindelse med en mulig opdatering af ScotchWear-casen.
   Her stødte jeg på en kilt til kun 39 £. Det var et tilbud. Og langt billigere end The Woollenmill.
   Jeg havde på min søgning via HotBot eller AltaVista (Google var ikke opfundet) også fået bekræftet, at kilte tilsyneladen-de ikke kun var noget for skotter.       
   Message boards og private hjem-mesider vidnede om, at kilten, omend i det små, var ved at blive "interna-tionaliseret".
   Og det af ganske almindelige mænd, der ofte havde det til fælles, at de meget gerne ville, men ikke rigtigt turde.
   Hvorfor egentlig ikke, spurgte jeg mig selv?
   Den generelle købsbeslutning var lyn-hurtigt taget. Det ville ikke betyde noget som helst for familieøkonomien, hvis jeg slog til.  
   De sidste faser smeltede sammen, idet jeg - skal/skal ikke - trykkede Enter.

Konsekvensen af denne, nok lidt uoverlagte handling var, at jeg et par uger efter blev ejer af en ægte kilt og en smule tilbehør. 
  
Set i bakspejlet: Hvilke behov fik jeg opfyldt, ego eller selvrealisering?
   Og motiverne, var det snob (nyt, anderledes) eller irrationelt, måske blandet med lidt thrifty?
   Jo, men der er nu også et funktionelt:
   En kilt er uomtvisteligt i bedre overens-stemmelse med den mandlige anatomi end bukser.
   Ja, den er i og for sig et godt eksempel på, at Form Follows Function.

Ny trend? Næppe. Konventioner lever længe.
   Og hvem siger da også, at tøj skal være hensigtsmæssigt?

Usædvanligt?
Lidt anderledes har man vel lov at være?

*) The Woollen Mill Edinburgh blev senere slået sammen med en anden kiltshop. I maj 2010 blev deres ellers meget fine webside lukket for "upgrading" og den er ikke blevet genåbnet.
**) Jeg har siden opdaget, at The Scotch House lukkede alle butikker allerede i slutningen af 2001.

Gå til toppen af siden

Gå til toppen af siden

Gå til toppen af siden