Billeder uden farver

INDHOLD

Personen bag Uddannelse, jobs og undervisning Familie og interesser mv.

Foto Sterling Foto Billeder uden farver Hvad undervisning kan føre til Mere om foto samt billeder finder du på mansfeldt.net:

Musik Min musik Dirigenter som nat og dag Markante stemmer

Biler Biler i min barndom Bilvalg

Hi-fi Lyd på bånd og andet Så blev det CD-tid

Opleve Rejser nær og fjern

Diverse Ros fra uventet kant I skole i 50'erne Fra case til kilt Sku' det være en kilt?

Startsiden

Denne beretning handler om perioden lige før. Udgangspunktet er Sterling Foto i Skælskør. Den har på det felt nok lignet et hav af andre fotoforretninger og beskriver, hvilket arbejde, der var forbundet med at lave disse billeder.  

I løbet af dagen bragte folk deres film til fremkaldelse. Hvis man indleverede inden klokken 16, ville man kunne hente billeder næste eftermiddag efter klokken 15, tror jeg, det var. Sort/hvide, forstås. 

De fleste film var i begyndelsen af 60’erne stadig rullefilm, enten i format 4 x 4 cm (127) eller 6 x 6 (120). Tallene i parenteserne henviser til filmtypen. Der var 12 billeder på disse film. Nogle få brugte stadig gamle 6 x 9 klap- eller bokskameraer. De gav kun 8 billeder på en 120-film, men andelen af 24 x 36 mm, hvor filmen (135) rummede op til hele 36 billeder voksede støt. Disse og 4 x 4 cm billederne skulle under alle omstændigheder forstørres, mens mange blot fik lavet ”kontaktkopier” af 6 x 6 og 6 x 9 negativer.
   Når man forstørrede, var det typisk til 7 x7 eller 7 x 10 cm. De færreste ofrede 9 x 9 eller 9 x 12 cm, senere 9 x 13 cm. Og disse virkede derfor store.
   Kontaktkopierne blev i øvrigt lavet på forstørrelsesapparatet, blot sat i 1:1.

Kunderne afleverede typisk kun en film ad gangen, men billeder var også langt dyrere, relativt set, end i dag. En kage fra bageriet overfor kostede vist 35 øre. Et lille billede kostede 50 øre, og flottede man sig med et 9 x 12, havde man i hvert fald passeret 75 øre.

Hvis en tørkage i dag koster 12 kroner, ville prisen på et lille billede i sort/hvid altså være omkring 25 kroner!
   I 2008, 46 år senere, kan man få dem større og i farve og for 50 øre eller mindre.
   Men dengang var det jo også håndarbejde.

Processen
I butikken blev filmen lagt i en hvid pose og forsynet med kundens navn og adresse. Der blev krydset af for fremkaldelse, format og antal af hvert negativ. Der blev også gjort notater, hvis kunden enten ønskede ”alle", dvs. uanset kvaliteten eller ”kun de gode”.
   Det meste svarer meget godt til det, man selv gør, når man i dag udfylder en fotopose i Kvickly. Forskellen er, at det var personalet, der skrev. 
   Et kvarter over fire gjorde man klar til fremkaldelse af filmene. Hver pose blev forsynet med en etiket med nummer, og en identisk blev sat fast på hver film med en elastik.  
   Den, der skulle fremkalde film, bragte poserne ned i negativmørkekammeret, der befandt sig dybest inde i kælderen, faktisk helt ud til Algade. En stejl trappe fra baglokalet førte derned.
   Når han eller hun havde slukket lyset i kælderen på en kontakt lige uden for mørkekammeret, kunne det ikke tændes ovenfra. Derved sikrede man sig mod, at lys kunne trænge ind og sløre eller ødelægge de ufremkaldte og snart ube-skyttede film.

Op ad bagvæggen var der fire, cirka en meter dybe tanke. De to til venstre rummede fremkaldere, og til højre for dem kom fikser og en skylletank med vand. Hver tank havde foroven en kvadratisk åbning på vel 30 x 30 cm.

Når man havde sikret sig, at døren var helt lukket, at uret på væggen var indstillet, at man havde de ting, der skulle bruges, og man havde indprentet sig, hvor de var, slukkede man lyset på den højt placerede kontakt. 
   Herefter gik man i gang med at skille filmene ad. Rullefilmene fik fjernet det cirka en meter lange beskyttelsespapir, og på 24 x 36-patronerne rev man en af kapslerne af som på en flaske og trak filmen af spolen.

Hver film fik en rustfri klemme i hver ende. Under den øverste fastgjorde man filmens ”nummer” og den blev hængt på en ligeledes rustfri bøjle, der vel kunne rumme omkring 25 film. Den nederste klemme fungerede som vægt.
   Bøjlerne sad i holdere på væggen, mens man hængte film på dem.
   24 x 36-film var så lange, at de skulle hænges op i begge ender og holdes udstrakt på midten af et lod. Hvis de blev hængt forkert, kunne de klæbe sammen, og derved ville de blive ødelagt. 

Når alle film var på bøjlerne, følte man sig frem til fremkaldertanken, og sænkede bøjlerne med filmene ned i væsken. Hvis man tog fejl af tankene, og de havnede i fiksertanken, ville de for evigt være gået tabt. 
   Når de var i fremkalderen, fandt man frem til væguret, som man satte i gang, og snart kunne man tænde en mørkegrøn pære, der dog var så svag, at det tog adskillige minutter, før man kunne skelne noget som helst, selv efter adskillige minutter i totalt mørke.
   Når uret efter ca. 10 minutter ringede, slukkede man den usynlige pære, hvis man havde gidet tænde den overhovedet, og løftede holderne med filmene over i fiksertanken og sikrede sig, at de alle var kommet ned i væsken. Efter 2-3 minutter kunne de tåle så meget lys, at man kunne åbne døren og liste ud af mørkekam-meret. 

Ti minutter senere blev filmene flyttet over i den sidste tank, hvor de blev skyllet igennem i rindende vand i mindst en halv time, og dagens sidste opgave var at hænge dem i et tørreskab, efter at de var blevet strøget med en afspændingsvæske, der skulle forhindre kalkpletter under optørringen.

Næste morgen blev de tørre film bragt ovenpå, lagt tilbage i deres respektive poser og båret ind i mørkekammeret.

Fra negativer til papirbilleder      
Billedfremstillingen foregik i orange lys, som fotopapiret var ufølsomt overfor. Hvidt lys ville øjeblikkeligt sværte det. En lyssluse sikrede, at man med forsigtighed kunne gå ind og ud af mørkekammeret.
   En efter en blev poserne åbnet og filmen lagt i forstørrelsesapparatet og formatet indstillet. Negativerne blev nu trukket gennem negativholderen, et efter et.       
  For hver film blev posen og fotopapir stemplet på bagsiden med det samme nummer, papiret blev lagt i klaprammen, belyst og videre til næste negativ.
  
Det belyste papir blev lagt over i fremkal-deren. Efter et halvt minut begyndte det at dukke frem. Efter to minutter skulle det gerne være færdigfremkaldt. Blev det for mørkt, havde det fået for meget lys. Ville billedet ikke rigtig komme frem, havde det fået for lidt.
   Hvis det manglede mellemtoner, havde man brugt for hårdt papir osv.
   Med lidt øvelse kunne man ganske godt vurdere, hvor meget lys, der skulle til, for at gråtonerne kom til at stå rigtigt, og hvilken hårdhedsgrad papir. Men en del billeder måtte dog kasseres og laves om.

Fra fremkalderen over i skålen med stoppebadet, bestående af iseddikesyre og vand. Det lugtede på samme måde, som når man afkalker en kaffemaskine. Det stoppede øjeblikkeligt fremkaldeproces-sen. Siden blev de fikserede i mindst 10 minutter, hvorefter de kunne tåle dagslys.

Når en film var færdigbehandlet, blev den lagt tilbage i posen, og det noteredes på hver pose, hvor mange billeder, der var lavet fra den.
   En anden medarbejder hentede løbende poserne og skrev på skrivemaskine (det var ca. 30 år før pc’en) på røde og hvide filmkuverter: Navn, adresse, pris for fremkaldelse, antal billeder og format.
Filmen blev skåret ud i strimler, der passede til kuverten. 

Når fikseringen var afsluttet, blev de våde billeder i en spand båret ned i kælderen, hvor der var et meget stort kar, hvor de kunne holde sig selv i bevægelse, mens de i 30 minutter blev udskyllet i rindende vand. Hvis fikservæsken ikke blev skyllet helt ud, ville billederne hurtigt få pletter og blegne bort.  
  Næste step var et kort bad i en afspæn-dingsvæske med sprit.               
   Billederne blev så lagt på store rustfri plader på ca. 60 x 80 cm og med billedsiden mod pladen. Pladen blev lagt i en stor fritstående højglanspresse ved siden af og spændt fast med et stykke lærred. Der kunne være to plader i ad gangen, og under kraftig varme tørrede billederne på et par minutter. Når man tog pladerne ud, poppede de nu helt blanke billeder efter et øjeblik op, og man kunne hælde dem over i en kurv, som blev bragt ovenpå.
   Her blev de sorteret efter nummeret på bagsiden, og dette blev sammenholdt med nummeret, der var blevet stemplet på den hvide pose, som på dette tidspunkt rummede den maskinskrevne kuvert med negativstrimlerne. 
   Billederne havde en hvid kant, betinget af klaprammen, og en finskæring af alle sider på en skæremaskine var nødvendig.

Til sidst blev billederne lagt i de respektive kuverter. Hvis antal billeder ikke stemte med kuverten, måtte man tjekke nega-tiverne igen, og enten skulle det eller de manglende billeder laves, eller kuverten skulle skrives om. 
   Sidste proces var en sortering af kuverterne efter navn og anbringelse af dem i en kasse i butikken. 

Vel ikke så mærkeligt, at et lille, gråtonet billede kostede som to tørkager?  
   Jeg tænker tit på det, når jeg i dag i fuldt dagslys bearbejder jpeg-filer i Photoshop og sender dem til printeren, som på under et minut producerer et A4-billede i farver, printet til kant, og som efter et par minutter er tørt nok til, at jeg kan gøre næsten hvad som helst ved det. 
   OK, det er dyrere at printe selv, end hvis man sender det til fremkaldelse, men mere end en enkelt tørkage kommer det trods alt ikke op på. Og så er arealet stadig næsten seks gange så stort som det sort/hvide 9 x 12 billede, som kun de færreste undte sig selv dengang.

[gå til toppen af siden]

[gå til toppen af siden]

[gå til toppen af siden]