Undervisning og et Nikon D70

INDHOLD
Personen bag
Uddannelse, jobs og undervisning
Familie og interesser mv.

Foto
Sterling Foto
Billeder uden farver
Hvad undervisning kan føre til

Mere om foto samt billeder finder du på mansfeldt.net:

Musik
Min musik
Dirigenter som nat og dag
Markante stemmer
Biler
Biler i min barndom
Bilvalg
Hi-fi
Lyd på bånd og andet
Opleve
Rejser nær og fjern
Diverse
Ros fra uventet kant
I skole i 50'erne

Fra case til kilt
Sku' det være en kilt?
Realklassen 50 år efter
 
Startsiden
Nikon D70 De to rivaler
AF Nikkor 300 mm  

Jeg har tidligere i bogen Markedsføringsplanlægning beskrevet konkurrenceforholdet mellem de to store udbydere, markedslederen Canon, [www.canon.com] og Nikon, [www.nikon.com] som er markedsudfordrer og med afsæt i sidstnævnte.

Den indbyrdes, fortsatte intense kamp om markedslederskab kunne illustreres godt gennem Canons lancering i efteråret 2003 af et digitalt spejlreflekskamera EOS 300D til under 10.000 kroner (first mover), hvilket med ét slag nærmest halverede prisen på digitale spejlreflekskameraer.


Fra Nikon hørte man intet i et par måneder, og Canon solgte som varmt wienerbrød. 


I december 2003 udsendte Nikon så en pressemeddelelse, hvor de bebudede et D70til nogenlunde samme pris som Canons, men ultrahurtigt og med lancering i marts 2004.


Jeg antager, at Nikon mere eller mindre blev taget med bukserne nede, og at det bedste, de kunne gøre, var at sætte skub i udviklingsafdelingen og derefter i god tid i forvejen berolige deres (potentielle) kunder med, at også de var på vej, og at det var værd at vente på. 

Nogle har udtalt, at D70 måske i virkeligheden var tænkt som en D200 – altså en videreudvikling af deres dyrere, semiprofessionelle kamera D100, og at Nikon så i al hast fik fremstillet en billigere ”indpakning” i plast (analogt med Canon EOS 300D) i stedet for et kamerahus af metal som på D100 og topmodellen D1x.

Hvis D70 både teknologisk (som det er tilfældet) og i udførelse var bedre end det næsten dobbelt så dyre D100, ville de skyde sig selv i foden. 
Plast er formentlig også noget billigere end en metallegering. 

Jeg ville i foråret 2004 bruge dette eksempel i undervisningen, og en dag i april så jeg i et vindue i Odense, at D70 endelig (forsinket) var kommet på gaden. 
Jeg gik ind for at få en brochure, og fik også kameraet i hånden. Det var enestående. 
Lukkeren udløste uden ”opvarmning” overhovedet – helt som lovet af Nikon og beskrevet i forhåndsanmeldelser i diverse internationale fotoblade. Og det betød et enormt fremskridt. 
Desuden virkede Nikon'en - på mig i hvert fald - langt mere gedigent end konkurrenten, Canon.
Den aften, hvor vi havde gennemgået casen, spurgte en studerende mig, om jeg så selv ville gå ud og købe det. 

I overensstemmelse med min egen overbevisning svarede jeg nej.
Jeg var godt nok tilfreds med mit digitalkamera. Men sekunder efter var interessen for et Nikon D70 blevet ændret til et behov.
På vejen hjem fra Niels Brock nåede jeg frem til, at sådan et måtte jeg have, og dagen efter gik jeg i gang med at finde ud af, hvad jeg skulle betale for det. 

Danske fotohandlere var umiddelbart alle ret dyre i forhold til udlandet. Priser lå på omkring 12.000 kroner for hus og objektiv. 
En svensk postordrevirksomhed var ca. 20% billigere, men omvendt ville jeg helst købe dansk af hensyn til produktets kompleksitet – hvis det nu skulle gå i stykker (behov for sikkerhed). 

Det blev bestyrket, da jeg besøgte den danske Nikon-importørs hjemmeside [www.nikon.dk]. Der var en advarsel om risiko for manglende softwareopdatering ved Nikon-kameraer købt i udlandet, og jeg endte op med et fornuftigt tilbud i Danmark.
Samtidig konstaterede jeg, at der allerede var store leveringsproblemer, hvilket dog blot styrkede min interesse.

Det, at jeg mentalt arbejdede med produktet og søgte information om det – til undervisningsformål - gjorde, at jeg gik fra interesse over behov til aktiv handling. Sammenlign i øvrigt med AIDA-formlen.

Opdatering maj 2013
Den omtalte case er fra 2004. Udviklingen går hurtigt, og de 6 mio. pixels, som dengang var toppen, virker i dag totalt håbløse. Ikke desto mindre klarede man sig indtil 2001 glimrende med de bare 2,1 mio. pixels, som det oprindeligt 60.000 kroner dyre - uden objektiv - Nikon D1 præsterede.
Det kræver fremsyn og enorm udviklings-kapacitet at holde sig på toppen i den digitale tidsalder. 
Mit analoge, professionelle Nikon F3 blev produceret i over 20 år.
I dag holder et digitalt kamera sig omkring 18 måneder på markedet.
Mit Nikon D800 fra 2012 har - foreløbig - rekord med 36 mio. pixels i full frame format. Hvert billede i JPEG-format fylder over 15 MB - mere end fleste mail-systemer tillader vedhæftet, og fotograferes i RAW, bliver filerne ca. tre gange så tunge. 
Beskæres billedet ikke, er printformatet ved 300 dpi imponerende 41 x 62 cm. 
Og så nævnes det endda som kritikpunkt, at kameraet "kun" formår at udløse fire gange i sekundet.   

Opdatering september 2016
Det synes som om, de to stor, gamle på markedet, Canon og Nikon, sover i timen. De er fantastiske til at bygge solide og velfungerende spejlreflekskameraer, men markedet har i flere år bevæget sig mod spejlløse systemkameraer, som er lettere, mindre og hurtigere. De oprindelige problemer med for langsom skarphedsindstilling er for længst løst. Og på det nye segment gør blandt andet SONY sig stærkt gældende.
Situationen minder lidt om 50’ernes førende professionelle kameramærke, Leica. Det havde en ekstremt præcis - og kompliceret - gennemsigtssøger, og det var lynhurtigt i forhold til datidens spejlreflekskameraer. De problemer løste især Nikon, og snart var Nikon F de professionelles foretrukne kamera. Da Leica ret mange år senere erkendte, at vejen frem var spejlreflekskameraer, var det for sent. Og måske var deres lancering af et spejlreflekskamera også kun halvhjertet.

Leica findes stadig. Men er ikke i førergruppen.   

Gå til toppen af siden Gå til toppen af siden Gå til toppen af siden
MFP-info 2004-2013 Gregers Mansfeldt Home | Tilbage | Næste